rehearsalmatters.org - Set design

Franck Chartier & Gabriela Carrizo

Isabelle — Thu, 24 Mar 2011 10:42:30 +0000

Koreografer, dansere, iscenesættere, foundere af Peeping Tom Bruxelles 28. januar 2009 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Isabelle ReynaudEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor valgte I teater/performance?

Franck
Jeg begyndte med at danse, da jeg var 11 år. Jeg var hyperaktiv og havde tidligere spillet fodbold, men det gjorde mig bare endnu mere hyperaktiv. På et tidspunkt introducerede min søster mig for et dansehold. Jeg kunne lide det med det samme, fordi der var en meget hård, men også familiær atmosfære. Og lærerinden sagde med det samme: ”Det er godt. Det er supergodt, du bliver en god danser.” Denne positivitet kunne jeg med det samme rigtig godt lide. Det forandrede mig, så jeg kunne hvile lidt mere i mig selv. For mig var det en øjenåbner. Og senere, da jeg som 14-15-årig lavede en masse ballade, besluttede min mor at give mig et valg. Jeg skulle ud af byen, og det kunne være på en landbrugsskole i en lille ’væmmelig’ landsby langt væk fra alting, eller jeg kunne tage på danseskole i Cannes ved Cote d’Azur. Tja, jeg valgte Cannes og dansen. Jeg var helt fortabt i dansen med det samme. Jeg elskede det - fysisk, koncentreret arbejde. Der var en masse klassisk dans, hvor man skulle være yderst koncentreret og opmærksom på hver lille detalje, og det var jeg helt vild med. Jeg kunne koncentrere al min energi i dansen.

Gabriela
Jeg begyndte også at danse, da jeg var 10 år. Men som jeg hører spørgsmålet, så efterlyser du, hvorfor og hvordan jeg fik ideen eller lysten til at danse. Det har jeg ingen klar erindring om. Jeg kendte til bevægelser og til teknikken. Jeg elskede at danse. Jeg tror, der har været flere omstændigheder, der gjorde, at jeg begyndte. Det blev med det samme en passion, og det var indlysende, at jeg skulle fortsætte. Selv senere, da jeg begyndte at arbejde med film. Min uddannelse var multidisciplinær; der var teater, musik og vi så en del film. Det var meget åbent med alle mulige påvirkninger udefra. Det var et stort miks. Jeg husker også, at faget teater, eller rettere sagt, min teaterlærer, åbnede en ny verden for mig. Det var stadig først og fremmest dansen, men det var også en hel del andet: at skabe, at finde på. Meget hurtigt fik vi lyst til at lave forestillinger. Det handler ikke altid om en (indre) nødvendighed.

Franck
Allerede der havde vi et fælles træk. Vi var begge to fan af Béjart. [1]

Gabriela
Åh ja, Béjart! Jeg tror, det er der, forskellen ligger. Når man er lille, så har man nogle erindringer, men man kan ikke pege på, hvor denne lidenskab kommer fra.

I er kærester?

Gabriela
Ja.

Hvordan mødte I hinanden, var det gennem dansen?

Gabriela
Ja, vi arbejdede med AlainPlatel [2]- vi har lavet to værker sammen, La Tristeza Complice og Iets op Bach. Det var i slutningen af turnéen – vi turnerede i alt 2 år med Iets op Bach – at jeg, Franck og to andre danserinder fra holdet besluttede, at vi selv ville skabe en forestilling. Det var et stykke i en autocamper. Derefter besluttede vi at fortsætte sammen.

Franck
Peeping Tom blev født. Og vi som kærestepar!

Gabriela
Ja, på en måde skete det samtidig.

Kan I beskrive jeres arbejdsproces/metode, det vil sige et prøveforløb fra idéen til det endelige produkt?

Franck
Vi er et kollektiv. Det var vores princip fra starten. Vi kan godt lide at arbejde 5-5½ måned, dvs. med en meget lang skabelsesperiode. Vi arbejder ud fra en grundsætning, der siger, at hver af de medvirkende udvikler det, de har lyst til. Vi synes, at resultatet bliver meget rigere. Det er også grunden til, at vi forbliver et kollektiv, selvom grundideen ofte fra begyndelsen kommer fra os to. Sædvanligvis begynder vi altid med en scenografi. Før vi starter i studiet, har vi bygget scenografien op, tit meget realistisk. Det kan være en stue. Først bagefter kommer vi med temaet. I stuescenografien var temaet 'forfald'. Det handlede om en familie, der levede i denne stue. Det var engang en rigmandsstue, som på grund af den finansielle nedgang og forskellige familieproblemer var blevet slidt. Man kan godt fornemme, at det engang var en fantastisk smuk stue.

Som udgangspunkt har vi altså scenografien og temaet, og så begynder vi med forskellige 'kompositioner'. Vi giver alle et starttema, og alle bruger 15-30 minutter i hver sit hjørne for at finde på en god ide. Den kommer de så tilbage med og viser til resten af gruppen. Faktisk viser vi hinanden små scener, små ideer, hele dagen. Det er en meget behagelig måde at arbejde på, fordi man skal vise det til de andre. På den måde ser vi 5 forskellige små forestillinger. Bagefter tager vi et andet tema og begynder forfra. For eksempel begyndte vi med temaet forfald i stuescenografien og spurgte så hinanden, om der var nogle tabuer i denne familie. Så fortsatte vi med temaet 'Hvilke tabuer skjules i denne familie?' Så gik alle tilbage til deres hjørne, kom tilbage igen og viste hinanden tabuerne eller noget, der kunne have været gemt væk i denne familie. Det var selvfølgelig nogle temaer, der var meget svære i begyndelsen. I løbet af sådanne fem måneder gennemgår vi mange op- og nedture.

Det kan være triste, vittige eller intime episoder. Ja, det er sådan det er. Hele processen forbliver kollektiv. Det er kun fra starten, vi afstikker vejen, men hele resten af processen foregår kollektivt. Ja, så mødes vi hver uge, hvor hver af os siger, hvad vi kan lide ved de andre. Vi har små regler om for eksempel ikke at sige, hvad vi ikke kan lide. Som sagt er arbejdsprocessen på fem måneder, meget lang. Man afslører mange personlige, intime og familiære ting. Det er ikke ligefrem stabiliserende – efter et stykke tid er man tom, man har ingen ideer overhovedet. Man skal vise noget, fordi de andre viser noget. Man er tvunget til det. Det er også en af vores regler.

Efter to måneder er man helt og aldeles tom og bliver meget skrøbelig. Hvis man der begyndte at sige: ”Øh, jeg ved ikke lige hvorfor, men jeg kan ikke lide det, du laver!” - dét ville være ødelæggende. Derfor er reglen, at man altid skal sige, hvad man kan lide, men ikke hvad man ikke kan lide.

Gabriela
Vi tager os virkelig tid under prøverne. Selvom vi har pauser, forsøger vi at lave nogle langvarige prøver for at distancere os, når det er nødvendigt at reflektere. Det gør vi for at blive afklaret og kunne komme med klare idéer. Den første uge eller de første dage arbejder vi ved skrivebordet. Vi skriver ideer op. Vi åbner for processen, hvilket vil sige, at vi undersøger bestemte ideer, men samtidig er alt muligt. Man kan søge helt forskellige steder hen og derigennem finde noget, der har stor relevans for temaet. Efterfølgende arbejder vi så med en udvælgelse. Vi finder retninger og meninger. Måske er der en ny bevægelse, en ny scene, og så udvikler vi på det. Vi prøver hver gang at komme lidt dybere ned i temaet, i materien. Til sidst har vi så foretaget en række valg – hvad skal vi smide i skraldespanden, og hvad skal vi beholde? Og så begynder vi at sammensætte dramaturgien, hvilket også tager sin tid.

Franck
Vi har en masse små møder i prøveprocessen, hvor folk fortæller, hvad de kunne lide hos hinanden. Det noterer vi ned, og på den baggrund træffer vi beslutningerne. F.eks. hvis en af os ser i sine noter og tænker: ”Nå ja, det jeg lavede der, kunne Gabi godt lide. Skal jeg fortsætte med at udvikle det, er jeg enig?” Nogle gang kommer det helt bag på en; man tror, at man har lavet noget, der er helt fantastisk, men man får ingen kommentarer, og andre gange synes man overhovedet ikke om det, man har lavet, mens alle andre synes, det er helt vildt godt. Det hjælper den enkelte at påtage sig ansvaret for, om man vil udvikle videre på noget eller ej. Hvis alle siger: ”Det skal du bare videreudvikle, det er bare så fedt”, så er man nødt til at gå i dybden med det. Det er meget personligt. Det, vi godt kan lide ved ideen om det kollektive, er, at den enkelte alligevel er ansvarlig for sit eget materiale, sine beslutninger, sine valg.

Gabriela
I sidste ende skal alle være glade for det, de laver på scenen. Alle skal føle sig godt tilpas.

Franck
Halvanden måned før premieren begynder vi med selve montagen. Alle har det materiale med, de synes er godt og brugbart. Derfra skabes vores historie. Ja, vi har et helt katalog af materiale, som vi helt intuitivt er kommet frem til uden nødvendigvis at vide hvad og hvorfor. Herefter går vi i gang med at bygge en tidslinje. Overvejelser som disse: skal denne solo snarere ligge i begyndelsen, og er dialogen, af dramaturgiske grunde, måske bedre i slutningen? Hver enkelt laver en rækkefølge sat op på små sedler. Disse forskellige bud på rækkefølgen bliver så sat op under hinanden. Derefter kan man begynde at sætte stykket sammen, eller man kan se: ”nå ja, det kan være, han begynder med det” og ”det kan være, hun skal fortsætte”. Det grundlæggende er, at vi sætter sedlerne på en tidslinje.

Det er der, hvor det hele begynder at give mening. Efter at have arbejdet i fem måneder, hvor man har sagt og gjort noget, men uden at vide hvorfor, begynder der pludselig at danne sig en historie for øjnene af én. Der viser sig en mening, en retning. Alt det arbejde, og så kan du pludselig mærke, at den kvinde kunne være den kvinde, og hun kunne gøre det på grund af det. Det kan være en dramatisk historie. Det er uhyre interessant, hvordan man finder på historien på grundlag af alt materialet. Og det er meget behageligt, netop fordi materialet er så godt.

Gabriela
Hvad der også er dejligt, er at man faktisk kommer videre i udviklingen af selve stykket, imens man søger efter materialet. Det er altid med en følelse af, at vi arbejder frem mod en forestilling. Alle kunstværker kan fortabe sig i uvidenhed – hvor man ikke ved, hvor man er på vej hen, og hvad det dog skal blive til. Men samtidig ved vi faktisk godt, hvor vi er på vej hen, og at det er noget, vi gør sammen. Der er en fælles bevidsthed om skabelsesprocessen.

Når man arbejder for en koreograf, laver man hans/hendes materiale, men som dansere ved vi ikke, hvad det skal bruges til. Vi udvikler scenerne sammen, soloerne m.m., men siden kan det tage en helt anden retning. I vores arbejde finder vi glæden i, at vi kommer videre sammen og med en bevidsthed om et fælles resultat. Der er en rød tråd gennem det hele, og i sidste ende passer alle brikkerne sammen.

Franck
Vi kan rigtig godt lide historier, og vi elsker dans. Det er klart, at vi elsker bevægelse. Men oven i det kan vi godt lide, at det er en figur/en karakter, der danser, og der fortælles en historie. Man kan følge en historie, der er klar, overskuelig og temmelig realistisk. Den foregår jo i en realistisk scenografi. Vores sidste stykke, Soussol (Underetagen, red.) spillede i en kælderscenografi…

Gabriela
…og befandt sig på et vist abstraktionsniveau, men var på en måde stadig meget konkret og logisk. Det handlede om en families død. Jeg tror, at det er fordi vi talte om døden, at der var en vis abstraktion. Men jeg synes stadig, at det handler om relativt konkrete ting, der kan udvikle sig til noget surrealistisk eller til noget fremmed. Vi befinder os altid på skillelinjen mellem realisme og surrealisme.

Franck
Meget dagligdags. Vi kan godt lide, at personerne er tydelige.

Gabriela
Ja, relationerne imellem personerne, selvom dramaturgien ikke er så logisk som hos andre teatre.

Er det jer, der laver scenografien, eller har I ansat en scenograf?

Gabriela
I autocamperen havde vi allerede fået scenografien foræret. Man kunne se virkelig godt ind i den, når man var udenfor. Publikum gik rundt om autocamperen. Bagefter var der Le Jardin (Haven, red.). Vi fandt et afrikansk diskotek her i nærheden, i midtbyen, og på det tidspunkt arbejdede vi med scenografen Paul Chirate i forhold til haven og stuen. Ideerne havde vi allerede, men vi arbejdede sammen, og han var i sidste ende den, der realiserede scenografierne. Til Soussol lavede vi selv scenografien. Nu har vi fået blod på tanden og vil helt sikkert fortsætte med at lave vores egne scenografier.

Og i arbejder i selve scenografien fra begyndelsen af prøveperioden?

Franck
Nej. De sidste 2-3 måneder arbejder vi i den færdige scenografi.

Gabriela
Ja i øjeblikket har vi markeret rummet, så vi ved, hvad der er. Fra den første dag ved vi det hele. Der er et hus. Hvis der er en dør, så har vi døren. Vi har det hele i hovedet. Det hele er meget klart og tydeligt, f.eks. hvem vi er, og hvor vi er. Eller måske er hvem vi er ikke altid helt så klart, men til gengæld har vi helt styr på, hvor vi er.

Bruger I også tekst i jeres egne små improvisationer? Og skriver I så selv replikkerne?

Franck
Vi laver som sagt vores egne små kompositioner, og alle viser de gode ideer, de har fået. Når der så er teatralske situationer, er der også tekster. Det er ikke tit. Det er den enkelte medspiller, der har en interessant situation i hovedet, som så viser os den, og som også skriver den ned. Først og fremmest har han/hun tænkt over en situation, kastet sig ud i den og vist os den i en improvisation. Nogle gange er der skrevet noget ned i forvejen. Tit er det sådan, at når en scene interesserer os, og det bliver besluttet at videreudvikle scenen, så begynder alle at have idéer til, hvad man også kunne sige. ”Hvis du siger det, så kan du også sige det…” Så skriver den, der har fået ideen, alle noterne ned. Vi er alle sammen med til at give de andre gode idéer til deres tekster.

Gabriela
Men helt generelt er teksterne også meget enkle. Vi har indtil videre ikke arbejdet med stor poesi, superlange tekster eller monologer...

Franck
…det er realistiske situationer.

Gabriela
Teksten er meget realistisk…

Franck
…bygger på nogle af de svære temaer. Vi kan godt lide, når det har lidt dybde.

Gabriela
Nogle gange kan en enkelt sætning skabe hele scenen.

Franck
Vi bruger mindst mulig tekst. Vi foretrækker den visuelle og emotionelle kraft. Vi bruger nogle gange teksten, fordi den kan hjælpe os med at komme videre. Den kan hjælpe med at give information, så det hele bliver klarere. Når vi har en tekst, så prøver vi at rense den maksimalt. Til allersidst står kun den essentielle del af sætningen tilbage. Det kan chokere eller overraske os. Vi prøver at holde den så enkel som muligt. Vi er ikke manuskriptforfattere.

Hvad er det essentielle for, at en prøveproces lykkes?

Franck
For os er tiden virkelig vigtig. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi er et kollektiv, hvor hver af os kræver tid og plads. Men jeg har på fornemmelsen, at en forestilling, der bliver lavet over 5½ måned går dybere og når længere end én, der bliver skabt på to måneder. Når man begynder at arbejde på den måde, vi gør, så føler man virkelig de bølger, der opstår i løbet af en skabelsesproces. For at sige det meget firkantet: Den første måned er en fest. Det er rigtig sjovt, og alle laver nogle sjove eller smarte ting. Bagefter går det ned af bakke. Det går lidt dybere...

Gabriela
…eller vi gør tingene, som vi er vant til at gøre dem, hvor vi føler os sikre. Det er først bagefter …

Franck
…når man fortsætter og fortsætter, at man føler sig tom, at man ingen ideer har overhovedet og kommer i tvivl om alt. Det er derfra, det begynder at blive interessant. Man begynder at udforske nyt terræn – ting når længere ind. Man kommer ud i noget, man aldrig før har turdet at komme ud i. Ja, vi synes, tiden er et meget vigtigt kriterium, der giver større dybde og i sidste ende bedre materiale til forestillingen.

Gabriela
Tiden, men også tilliden. Tilliden, Alain Platel viste mig, var vigtig, men jeg lærte også at håndtere mistillid. Føler man mistillid, begynder man at tvivle for meget, at føle sig så dårlig, at det kan blokere arbejdet, processen og også samarbejdet og kommunikationen med de andre.

Franck
Det er meget let at miste selvtillid under sådan en arbejdsform, fordi man hver for sig arbejder med at skulle finde på nye ideer. Hele tiden idéer…

Gabriela
…man er alene og konfronteret…

Franck
…man skal være meget opmærksom på, at gruppen har det godt sammen.

Hvordan gør I det? Hvordan beholder I tilliden til hinanden?

Franck
Vi forsøger også hele tiden at gøre alle tilfredse. Det er ikke altid let. Specielt ikke i slutfasen, hvor der begynder at være mere stress på. Når premieren nærmer sig, og nerverne er udenpå, så er det ikke altid let.

Gabriela
Det vigtigste er, at hver enkelt føler sig godt tilpas, selv når der er fremskridt i forskellige tempi. Der er nogen, der med det samme skaber en hel masse materialer, og andre, der ikke gør. Men hvis alle har noget, de tror på, skal det nok gå.

Er der en forbindelse mellem en god prøveperiode og en god forestilling?

Gabriela
Det ville være idealet. At det hele går godt. Men det holder ikke.

Franck
Vi har oplevet nogle modbydelige prøve-og skabelsesprocesser med menneskelig modbydelighed og konflikter, hvor forestillingen har været uforglemmelig.

Gabriela
Det er en skabelsesproces med alt, hvad dertil hører: konflikter, virkelig svære momenter i forhold til materialer, teknik og ting, der mangler. Der kan ske ulykker, der kan blokere for hele processen.

Franck
Hvis du har tiden. Hvis du virkelig har fem-seks måneders arbejdsproces, og du arbejder seks-syv timer per dag mere eller mindre nonstop, så er det svært at lave et dårligt stykke. Det er i hvert fald min fornemmelse. Jeg har altid fået indtryk af, at musikere, der laver plader, ikke gør det på to måneder. Jeg har ingen anelse. De laver måske 10–15 sange, og det tager dem måske et år eller mindst otte måneder…eller hvad?

Gabriela
Jeg ved det ikke…

Franck
Hvis de skriver alle sangene på to måneder, så…

Gabriela
Alt er relativt. Der er nogen, der kan lave nogle meget smukke ting hurtigt.

Franck
Jeg tror ikke, at en forfatter skriver en bog på to måneder, men jeg ved det ikke, hvad tror du?

Gabriela
Jeg tror, det er meget individuelt.

Hvilke problemer synes uløselige? Hvilket problem vil I aldrig mere opleve?

Gabriela
Når man begynder med en skabelsesproces, går man altid ud fra, at der er en løsning. Selv når der er konflikter med de andre, problemer man egentlig aldrig ville opleve igen, ved man, at det til sidst vil blive løst.

Franck
Det handler hovedsagelig om konflikter mellem os. Spændinger i gruppen. Det bliver ved med at være… svært. Det sker hovedsageligt i de sidste måneder, når spændingen og nervøsiteten kommer, og vi skal være enige. Men der har vi også en lille regel. Når vi har en uoverensstemmelse, så skal vi, før vi skændes, afprøve begge de løsningsforslag, som parterne kommer med. Først bagefter kan vi så diskutere de to muligheder og finde ud af, hvilken der er bedst for stykket i sin helhed. Tit er der gnidninger mellem de enkelte, ikke sådan at de skændes, men der er nogle spændinger, som bliver udløst af en ide, man er uenig om. Det er sådan nogle småting, det begynder med, og fra da af blokerer man fuldstændig.

Gabriela
Det hele står og falder med kommunikation. Det handler om egoer, om misforståelser og om hver enkelt kan administrere dem. Skabelsen handler også om at finde løsninger på konflikter, på momenter af tomhed og stilstand. Man skal lure af, hvordan man kommer videre fra denne situation. Desværre har vi ingen løsning, ingen magisk trylleformular, der kan befri os fra det. Selv når vi har sagt til hinanden, at det der gentager vi ikke, vi organiserer os på en anden måde, så opstår der et nyt problem.

Franck
Jeg har oplevet arbejdsprocesser, hvor der var konflikter. For at det ikke skulle gentage sig, så besluttede man at bruge nogle andre samarbejdspartnere – nogle der var sødere – for at opnå et bedre samarbejde. Men rent kunstnerisk var det jo ikke optimalt. Det var for sødt. Man skal finde en balance mellem de stærke personligheder, der kommer med et stærkt materiale…

Gabriela
… og der er nogle konfrontationer, der er nødvendige, der er normale i en gruppe. Det er faktisk ligesom i det virkelige liv.

Franck
Jeg tror, det er ekstra svært, når man arbejder kollektivt.

Hvad ville I ændre i en prøveproces, hvis alt var muligt - hvad ville I afprøve, hvis alt var tilladt? En metode I aldrig har prøvet, en utopisk ide?

Franck
Det er et svært spørgsmål. Jeg er jo franskmand. Jeg forlod Frankrig for 12-15 år siden og kom til Belgien, fordi der her allerede eksisterede den måde at tænke på, nemlig, at alt var tilladt i skabelsesprocessen, alt hvad du har lyst til. Det er en del af deres mentalitet. De er meget mere åbne, i hvert fald sammenlignet med hvad jeg oplevede i Frankrig før i tiden. Der er ikke noget 'forbudt'.

Sagen er den, at hvis du vil noget her, så laver du det selv. Jeg havde en veninde, der var skuespiller. Hun elskede rockmusik, så hun lavede sit eget orkester med otte musikere og er begyndt at synge rock, selvom hun oprindeligt var skuespiller. Hvis du har lyst, så lader du dig ikke holde tilbage af angsten. I Frankrig følte jeg, at der var noget meget konservativt, især i dansen. Man begynder med arbejdet og siger: ”Åh nej, det har jeg set før, det har Pina (Bausch, red.) allerede lavet”. Man tør ikke gør noget som helst, fordi alt selvfølgelig allerede er blevet lavet. Men her i Belgien har man virkelig frihed. Hvis du har lyst, så gør du det.

Det er meget interessant, og jeg tror, at det lige præcis er det, vi gør i vores arbejde. Vi tilbyder også tit workshops, hvor vi arbejder med at fjerne angsten og dermed begrænsningen fra vores unge kursister, der gerne vil danse. Da Lolita f.eks. blev skrevet, har forfatteren jo ikke sagt til selv: ”Åh gud, denne lille pige der kommer til at gå i seng med…” Nej, når man søger efter materiale, så søger man efter materiale. Når man sætter stykket sammen og gør historien mere konkret, så er det godt at psykoanalysere figuren: Hvorfor har han gjort det? Det er på grund af det eller det!. Så kan man begynde at dømme sin figur, men ikke sig selv i arbejdet med figuren eller sig selv. Vi prøver at fjerne begrænsningerne helt og aldeles, så man kan komme ud med alt, man skal ud med. I sidste ende vil vi selvfølgelig afgøre for eller imod, om det er for meget eller ikke nok… Der er selvfølgelig også finansielle/materielle begrænsninger, som står i vejen.

Jeg vil gerne arbejde med ældre mennesker. Vi arbejder allerede meget med ældre mennesker. F.eks. har vi altid en bedstefar i vores historier. En bedstefar på scenen. Lige nu har vi Maria, der er 82 år og danser. Hun er vores bedstemor på en måde. Vi elsker den supertekniske dans, det meget virtuelle og uhyrligt tekniske, det at søge noget nyt, men vi kan også godt lide dansen fra en ikke-dansekrop. Det kan være en temmelig rund krop på 60 år. Vi synes det er meget emotionelt og meget tiltrækkende.

Gabriela
Der er helt generelt et ønske om at arbejde mere med ikke-dansere.

Franck
Vi lavede engang en workshop i Paris med ældre mennesker. Det var super. I 4 timer græd og grinede vi. Det var genialt. Det var et fantastisk arbejde. At lave en forestilling kun med ældre mennesker. Det kunne være så…

Gabriela
…og med børn, det har jeg lyst til. Selv om jeg ved, at det bliver helt vildt svært. Og at lave film. Vi har allerede lavet film da vi arbejdede med Le Jardin. Vi arbejdede med en tysker, vi tilfældigvis havde mødt i Bruxelles. Hun er en lillebitte kvinde, helt vildt lille. Og oplevelsen med at arbejde med hende var utrolig. Det, jeg gerne vil sige, er, at hver gang vi har den slags møder med ikke-dansere, elsker vi det. Det handler om den slags møder. Ja, og film. Men hvis vi taler om ønsker, så er det tit konkrete ønsker…

Men det, der virkelig blokerer mig, er det materielle aspekt. F.eks. i film, har du en specifik ide, så tager du nogle mennesker og 'go for it'. Du gør det bare. Det er på den måde, det hele begyndte. Vi havde en ide, vi mødte nogle personer, havde set nogle bestemte steder, og vi begyndte at arbejde, før vi havde fået tilsagn fra nogen. Vi havde endnu ingen penge, kun lysten. Det var først senere, at vi fik tilsagn om penge til de medvirkende, råd til en scenografi og alt det der. Det var selvfølgelig supergodt, men samtidig gik der noget tabt. Jeg vil også gerne kunne sige, at vi tager derhen eller derhen og laver noget der. Jeg vil meget gerne lave noget i Argentina uden at sige, at jeg kommer fra Europa - en forestilling med dansere og ikke-dansere, der har sit udspring i det sociale.

[1] Maurice Béjart (1927-2007), fransk danser og koreograf.

[2] Alain Platel, belgisk koreograf og instruktør, f. 1959. Grundlægger af Les Ballets C de la B.

Peeping Tom

Peeping Tom is a theatre and dance company based in Brussels and founded in 2000 by Gabriela Carrizo (Argentina) and Franck Chartier (France). Their physical-visual performances take their starting point in people's habits and idiosyncrasies. Peeping Tom has toured extensively in Europe and the rest of the world and has won several awards, among them the French ”Prix du Meilleur Spectacle de Danse de l'année 2005".

www.peepingtom.be

http://vimeo.com/21394154

Staffan Valdemar Holm

Isabelle — Wed, 23 Mar 2011 22:21:06 +0000

Sceneinstruktør, dramatiker, teaterleder Dramaten, Stockholm 16. februar 2009 Interview: Isabelle ReynaudEdited by: Birgitte K.Kjær

Hvorfor valgte du at lave teater?

Jeg tror bare, det var tilfældigheder. Det er ikke sådan, at jeg har lavet en masse dukketeater, som Bergman gjorde. Jeg tror, jeg kom ind i teatret via litteraturen - og på grund af en vis dovenskab. Da jeg skulle begynde på universitetet, valgte jeg teatervidenskab. Jeg begyndte på det studium, fordi jeg fandt ud af, at jeg allerede havde læst næsten alt, mine grækere, min Shakespeare, det havde jeg gjort før - og Strindberg og alt det der - så det var af dovenskab. Men så har jeg jo altid haft en vis interesse for fiktion, at skabe fiktion og illusion. Hvorfor kan jeg ikke svare på, men det kan jo være en ret god måde at analysere virkeligheden på.

Kan du give en introduktion til din prøveproces? Dvs. fra ideen til det endelige produkt? Det kan f.eks. være: Hvorfor vælger du et bestemt tema? Bruger du altid et skrevet manuskript? osv.

Nu er der egentlig ret mange faktorer i det her. Det kommer an på, hvad det er. Jeg kan vel sige, at jeg kan forholde mig ud fra en meget privilegeret situation, hvor jeg tit selv har valgt, hvad vi skulle lave. Selvfølgelig er der altid en diskussion med teatret. Hvis et teater kommer med en opgave, som jeg ikke synes om, som jeg ikke kan finde en indgang til - hvor jeg ikke finder nogen fascination, så siger jeg simpelthen nej. For mig er der mange parametre i det her. Lige nu, hvor jeg holder op med at være en del af Dramaten, så tænkte jeg først: ”Hvad er det for nogle teatre, jeg synes er interessante, og som jeg også ved kan lide mig som instruktør?” Og så kan det være, det er i København, Frankfurt, Berlin - eller det kan være, det er i Chile, jeg skal lave projekter. Jeg tænker meget på teatrets ensemble, hvad skal man lave her? F.eks. næste år skal jeg lave en forestilling i Beograd, Bakkantinderne, for jeg kan ikke lave Bakkantinderne her i Sverige, for det er helt åndssvagt, det her land, der er alt for høje omkostninger. Men dernede er det en meget god ide at lave Bakkantinderne.

Man vælger sammenhængen, først i forhold til, hvad det er for et teater. Er det på ens eget sprog eller et andet etc. Når man først har fundet noget, som man har lyst til at arbejde med, så er det tit, fordi der findes en fascination, som man så bryder ned. Man dekonstruerer sin egen fascination af værket, og det gør man i forskellige trin. Først er der samarbejdet med scenografen, som jo egentlig på et tidspunkt i processen er den mest velforberedte af alle. Hvis man så arbejder, som jeg gør, med en scenegraf, skal man hurtigt komme frem til en analyse, fordi scenografien skal være færdig i modelform først. Så der tager man allerede nogle valg vedrørende fortolkningen. Når fortolkningen er lavet, så kommer man hen til prøveprocessen, og den er for mig meget forskellig; det kommer an på, hvad for et værk, man har med at gøre. Når jeg laver hele Wagners Ringen her på Operaen, så er det klart, at jeg ved, hvordan de processer er. Det er altså højst 6 uger - prøver og ragnarok i det hele. Det er en lang opera. Alting står i partituret, næsten hver bevægelse. Man kan ikke improvisere under den slags produktionsomstændigheder. Det er ekstremt tjekket, f. eks. nu hvor jeg arbejder med Don Carlos, hvor jeg kender værket utrolig godt. Jeg har lavet det tidligere i København. Så her tænker jeg, at jeg ikke gider have et stort forspring overfor skuespillerne og har derfor ikke lavet arrangementet. Det er ikke noget problem at lave et arrangement. Det kan man lave, lige efter man har forstået, hvad scenen går ud på. Jeg har altså disciplineret mig selv til ikke at forberede mig en skid, men jeg kan værket, jeg kan hver linje af det. Så finder vi ud af sammen, hvordan vi forstår det, og hvordan man bevæger sig i det. Sidste år 'inspirerede' jeg mit eget stykke - jeg mener, jeg har skrevet det, så derfor gad jeg ikke bestemme alting i prøveprocessen. Hvis man spørger skuespillerne, så er der en tillid. Det er det vigtigste af alt, når man er arbejdsleder. Jeg har jo det privilegium, at jeg har lavet nogle-og-60 forestillinger, og det betyder, at jeg vender tilbage til mange skuespillere, ensembler og sangere. Vi kender hinanden. Der findes en gensidig tillid. Jeg behøver ikke bevise en skid længere. Da jeg begyndte skulle jeg bevise alt, vise at jeg kunne. Derfor er det en meget behagelig proces. Det farlige kan være, at man bliver slap. Fordi man har vænnet sig til en eller anden form for rutine. Derfor prøver jeg at bryde den hele tiden.

Hvordan gør du det?

På dette teater (Dramaten i Stockholm, red.) f.eks. synes jeg tit, at der er kaos, når vi sidder og sammen arbejder med kostumerne. En dag siger én, mens vi sidder og arbejder: ”Jeg gider ikke det her mere!” Så siger jeg: ”Ok, alle skal se ud som mig i dag”. Derfor lod jeg en dag alle skuespillerne være iklædt tøj, der er magen til mit. Det geniale i det er, at det kan være en måde, en vej til at bryde rutiner for skuespillerne og for mig. Du bliver nødt til at gestalte. Du får ikke hjælp fra kostumet til at blive en karakter eller en anden. Det er meget interessant. Man er hele tiden nødt til at kæmpe imod det her industri-produktions-agtige, der kan opstå, når man laver teater.

Hvad er det vigtigste for, at processen lykkes, det mest essentielle for, at det endelige projekt bliver en succes, og at du bliver tilfreds med det?

Bergman sagde noget, jeg synes er meget godt: At kun en atmosfære af lys, venlighed og disciplin kan nærme sig det grænseløse. Det tror jeg er vigtigt. At skabe en grund-tryghed i processen, der gør, at skuespillerne tør. Man bliver ikke særlig kreativ, hvis man er bange. Den anden ting er, at de virkelig skal stole på ens øjne. At de bliver set, at det man gør, bliver set, at det man bringer ind i en proces, bliver set. Og det er vigtigt at tage imod. De skuespillere, jeg har arbejdet med, som jo næsten alle er af allerhøjeste klasse, er virkelig dygtige inden for deres område. Teater er en kollektiv kunstart, så man skal skabe denne her tryghed og tillid og alt det der. Man skal også have disciplin, og man skal stille krav: ”Jeg vil, at du skal blive endnu bedre nu, og at du krydser den grænse, hvor du altid standser”. I alt dette bliver der nødt til at være en tryghed, men det er også det, at man ikke er for insisterende. Jeg har et meget klart koncept, når jeg begynder. Jeg ved, hvad jeg vil, men jeg ville ikke være tilfreds, hvis jeg kom til en premiere, hvor det ”kun” var blevet til det, jeg ville. Jeg vil, at det skal være bedre end det, jeg ville, og det er afhængigt af de andres kreativitet. For at kunne være kreativ bliver man nødt til at have tillid og respekt. Jeg syntes, det er det vigtigste af alt. Jeg har også studeret mange teaterprocesser, fordi jeg har været teaterchef på Dramaten. I min tid har jeg haft næsten 150 premierer, hvor jeg har fulgt disse processer. Jeg ved præcis, hvad der sker, når det går galt. Det er tilliden, der forsvinder. Man stoler ikke på hinanden, og så kan det aldrig blive godt.

Synes du, der er en sammenhæng mellem en god prøveproces og det endelige produkt?

Det er der næsten altid. Næsten altid. Jeg har også oplevet, engang jeg arbejdede i Berlin på Deutches Theater, hvor der havde været stor udskiftning i ledelsen, og de havde fået nye skuespiller fra vest, at en forfærdelig proces med mange konflikter alligevel blev til en forestilling, der kom blandt de 20 forestillinger, som blev udvalgt til Theatertreffen. Den kom mellem de 20 bedste i landet. Det var lidt svært for mig som udlænding at befinde mig midt i denne preussiske 'Streitkultur'. Processen var et helvede, og vi skændtes hele tiden. Men det er jo også en del af processen, og jeg kan egentlig godt lide det. Men der er for meget skænderi i Tyskland. Jeg har mange kolleger, der ikke er fra Tyskland, som ikke vil arbejde der. De siger: ”Aldrig mere Tyskland!” Tysk teater anerkender, at man kan befinde sig i en konflikt, men alligevel være kreativ. Her skal vi blive enige, før vi kan arbejde videre. Det er også et problem. Men det sker jo ind imellem, at lorteprocesser kan give et godt resultat, de lorteprocesser, hvor arbejdet er vigtigt for alle. Men de lorteprocesser, hvor folk er dovne og siger: ”Det her gider vi ikke, jeg stiller bare mit kostume på scenen og siger ordene” - det bliver aldrig godt. Der bliver nødt til at være energi.

Hvilke problemer synes uløselige, dvs. en problemstilling/en barriere du ikke har løst endnu?

Det er et svært spørgsmål. Det er et meget svært spørgsmål. Det ved man jo ikke altid selv. Jeg ser det sådan her: hvis jeg opdager en barriere... Altså, visse barrierer vil man ikke overskride, for man er ikke interesseret i det. Hvis jeg skulle arbejde i den type af dybde, som sådan nogle teaterfolk som Grotowski og den tradition, hvor man simpelthen skal 'erase', fjerne alt, hvad man er som person, nej... Jeg vil ikke derhen, ikke fordi jeg nødvendigvis er bange for det, men lige så lidt som jeg tager til Kathmandu med nogle hippier, så tager jeg ikke i den retning med mit teater, for det interesserer mig egentlig ikke. Men de barrierer, som jeg kan se er interessante, dem vil jeg opsøge og prøve på at komme over. Man kan tage som eksempel - det har ikke noget med min instruktion at gøre: Jeg har taget initiativ sammen med nogle andre til at prøve at lave en teatermanifestation i Atacamaørkenen i Nordchile. Der ligger et teater fuldstændig forladt. Der er det jo næsten umuligt at lave en festival - midt i ørkenen. Der er ikke planter og dyr. Der er absolut ingenting, jordens største plads. Men der er så mange forhindringer på vejen, at vi bliver nødt til at samarbejde, og det er der, jeg synes, det er interessant. At opsøge noget, der er svært. Det er ikke noget problem at lave en teaterfestival i Paris eller London, men midt i ørkenen er det. Så jeg rejser af sted i april, nu skal det ske…

Men barriererne ligger faktisk i samarbejdet, eller hvor ligger de?

Det er ret let at lave teater, som man har gjort det sidste gang. Og gangene før. Det interessante er at prøve at lave noget, der bliver en udfordring for dig selv. Man skal ikke stole på, at de andre opfinder udfordringerne. Hvis de ikke gør, bliver man nødt til at gøre noget selv. I hele den prøveproces, vi laver, skaber jeg bevidst kaos. Jeg laver ingen arrangementer, som jeg sagde tidligere: ”I står to meter fra hinanden, og så siger I jeres replik, og så skal det være så begribeligt, hvad I siger, at den anden kan forstå det. Der er en meget stor restriktion for skuespilleren. Det er en del af metoden, at jeg opfinder en forhindring. Det er meget kreativt. Det kan jeg mærke, når jeg er inde i processen.

Som jeg kan forstå det, så oplever du barrierer hovedsageligt som kreative?

Ja, det er de. Man ved, at man bliver nødt til at komme over på den anden side, og man bliver nødt til selv at kravle over. Sådan er det bare. Går man udenom og siger: ”Jeg skider på det vidunderlige landskab på den anden side af denne mur”, så har man tabt hele processen. Aner man, at der findes noget på den anden side af muren, så bliver man nødt til at gå efter det.

Hvad vil du ændre i en prøveprocess, hvis alt var muligt? Hvis alle fysiske, biologiske, etiske, historiske barrierer ikke eksisterede?

Så findes der jo ikke noget at lave kunst af længere. Det er jo netop alt det, vi laver. Kunst er netop at forstå alle de ting hos os selv og i samfundet – uden for os selv. Som Schiller skriver: Teatrets jurisdiktion begynder, hvor hverdagslove ikke kan applikeres. Hele det mellemmenneskelige område, som ikke reguleres via jura, hvordan man opfører sig over for hinanden, hvordan man er i en kærlighedsrelation, et forhold, forældre/børn. Det er ikke forbrydelse. Forbrydelse er det nemme. Tænk, så kunne du dømme Hamlet for i hvert fald fire mord, så ville han sidde inde på livstid nu. Kunst er alt det andet, så jeg ved ikke, hvad kunst er uden de restriktioner.

Hvis du har at gøre med en kæmpemæssig sanger, som er enormt tyk, 200 kilo, så er udfordringerne for den person at være det og samtidig være let som en fjer. Det er netop det, man tager med sig, som man arbejder med. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis ikke der var en masse forhindringer.

Hvad er den mest fantastiske prøveproces, du har oplevet, og hvorfor?

Noget af det absolut mest fantastiske, jeg har prøvet, skete i Santiago i Chile på Teatro Nacional. Det er mange år siden. Det var Strindbergs Leg med ilden. Det var, fordi skuespillerne, som var med i stykket, var til prøve hele tiden. Holdt man pause, så spillede de videre, mens de spiste, mens de drak kaffe. På den måde var de inde i stykket hele tiden. Det syntes jeg var en utrolig proces. En proces, vil jeg sige, er øjeblikket. Alting er jo repræsentativt, stedfortrædende. Man bliver nødt til at være meget åben, men der findes jo i de fleste processer øjeblikke, hvor man ved, at alting åbner sig. Det er jo som en slags forelskelse i det, man ser. Eller man ser noget, man har puttet ind, blive til noget fra skuespillerens side, som faktisk overrasker én. Det sker tiere, end man tror. Derfor er det ret vigtigt, at man som instruktør ikke forveksler den forelskelse med virkeligheden. Det sker også ret tit, men man bliver nødt til at være ansvarsfuld i arbejdet og være professionel. Det er et meget stort ansvar. De viser teknik, men de følelser findes jo i rummet alligevel. At nogen græder eller nogen ler. Man kan næsten fremmane epileptiske anfald eller alt muligt andet. Men det er tit den her overraskelse, som gør processen god, synes jeg.

Staffan Valdemar Holm

Staffan Valdemar Holm (born 1958) was trained as a director at Statens Teaterskole in Danmark 1988. His raw and physical performances has provoked audiences and his work in general is characterised by being sharp and unsentimental. From 2002-08 Staffan Holm was director of the Swedish National Theatre Dramaten, and from 2011 he is director of Schauspielhaus Düsseldorf. In 2010 he was awarded the Danish theatre award Reumert for performance of the year, for Richard III at the Royal Danish Theatre.

Jean-François Peyret

Isabelle — Wed, 23 Mar 2011 21:29:10 +0000

Sceneinstruktør, konceptudvikler, stifter af Compagnie tf2 Paris 7. november 2008 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Isabelle ReynaudEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor valgte du at lave teater?

Det er en blanding af dybere motiver og små tilfældige omstændigheder i livet, der gjorde det. Min interesse for teater begyndte allerede i min barndom som tilskuer og senere som intellektuel. For min generation har teatret haft en meget stor politisk betydning. Jeg begyndte mit voksenliv som intellektuel på universitetet, som litterær journalist. Og jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg skulle skrive, men det kom ikke rigtigt til mig. Det var i 70’erne, at jeg gennem nogle bekendte bl.a. mødte Eugenio Barba. Jeg fandt ud af, at jeg ikke længere ville være en del af det usædvanlige bånd, der knyttede os i 70’er-generationen sammen - nemlig de politiske teorier. Dette skete ikke mindst pga. mit møde med Jean Jourdheuil. [1]

Galileis liv (af Brecht) fik mig til at tænke på teater som noget, man skaber. Man er teaterskaber, ikke kun én, der debatterer noget, men én, der rent faktisk gør noget. Dette fristede mig meget, og det var også grunden til, at jeg blev ved teaterarbejdet. Det var ikke et kald på den måde, at jeg fra jeg var to år vidste, at jeg ville være sceneinstruktør. Det kom snarere gennem nogle skæve forbilleder og en stor forkærlighed for litteratur. Det er gennem litteraturen, at jeg har opnået det, jeg ville. Teaterarbejdet oplever jeg nogle gange som en erstatning for noget litterært og andre gange, som var det en sand litterær handling. Det kommer an på dagen. Det, der driver mig, er hovedsageligt et behov for at skabe noget i stedet for at formulere teser eller lave oplæg. Det vil sige, ikke bare tale... Faktum er dog, at jeg fortsatte mit arbejde på universitetet indtil i år.

Kan du give en kort introduktion til din prøveproces, din arbejdsmåde fra ideen til det endelige produkt? Hvordan vælger du temaet til din næste forestilling? Bruger du altid et allerede skrevet manuskript, eller har du dramatikerne med i din prøveperiode?

Først og fremmest så har jeg ikke arbejdet med en allerede skrevet tekst eller et manuskript i 30 år. Den eneste undtagelse var, da jeg sammen med Jean Jordheuil arbejdede med Heiner Müller-tekster i 80’erne. Jeg er ikke sceneinstruktør. Jeg vil snarere betegne mig selv som en, der kreerer teater. Jeg arbejder mere som en koreograf og tager udgangspunkt i materialer eller i et spørgsmål, som jeg stiller mig selv – nogle gange sammen med mine venner. Det kan være vores forhold til videnskabelige emner eller problematikker. Det giver 'Partitur 0', det vil sige en samling af tekster med forskelligt ophav eller med forskellige referencer. Vi har f.eks. arbejdet meget med Darwin de sidste par år, men det kunne også være tekster, vi selv har skrevet. Alle disse tekster bliver til en slags skriftligt oplæg - et partitur - til skuespillerne den første prøvedag. Nå ja, og vi har selvfølgelig talt med skuespillerne om emnet før, men jeg har som sagt ikke noget færdigt manuskript. Vi skriver teksten færdig, mens vi arbejder, så manuskriptet bliver først til gennem improvisationer i prøveforløbet. Vi tager udgangspunkt et vilkårligt sted i det nævnte partitur. Hvad angår det dramaturgiske arbejde, så holder jeg mig så vidt muligt væk fra det traditionelle skrivebordsarbejde, men prøver at skabe dramaturgien gennem samtaler. For eksempel inviterer vi eksperter inden for de områder, vi undersøger, og arbejder med dem. De kan helt konkret give skuespillerne nye ideer til den fysiske og psykologiske fortolkning af deres roller.

Hjertet af mit teaterarbejde er prøveforløbet. Og det er ikke bare det, at en færdigskrevet tekst bliver sat på en scene. Prøverne er den skrivemaskine, der skriver forestillingen. Der findes to bindende aftaler: at producere en tekst og at skabe et scenografisk rum, der gør brug af de såkaldte nye teknologiske muligheder. Det kræver, hvad jeg ville kalde et prøvemiljø, hvor man kan improvisere med de ord, der foreligger i partituret. Skuespillerne må ikke bare plapre løs om hvad som helst. I begyndelsen er det kun ordene fra Partitur 0. Det forandrer sig selvfølgelig i løbet af prøverne. Normalt går vi fra Partitur 0 og helt til Partitur 6 eller 7. På computeren er det let og hurtigt at forandre partituret og rækkefølgerne – at lade det udvikle sig. Det bliver faktisk næsten altid reduceret.

Jeg bruger Les Variations Darwin som eksempel, fordi det er en af mine sidste forestillinger. Til at begynde med var der 400–500 sider i Partitur 0, og i det endelige slut-partitur var der 80 sider – til en forestilling, der varede 2 timer. Det er et arbejde, der er baseret på 'trial and error' - og på modgang. I hvert fald kommer der noget ud af prøverne. Og det er for mig de mest stimulerende øjeblikke. Alt forberedelsesarbejdet – forberedelse af møderne med de involverede og så selvfølgelig læsningen – er naturligvis yderst interessant, men det er skrivebordsarbejde, der foregår på biblioteket. Men der, hvor det hele skal stå sin prøve på scenen, det er det, jeg foretrækker frem for alt andet, selv frem for selve premieren, hvor det skal leveres til et publikum. Det er ikke overdrevet, at for mig er teatret lig med prøveforløbet.

Stykket skrives skridt for skridt, og der er selvfølgelig meget, der går tabt. Der er altid to prøver om dagen med en samlet varighed af 7-8 timer. Hver improvisation under prøverne tager altid meget lang tid. Jeg smider skuespillerne ud i arenaen med ret få instrukser. Vi har altid nogle spilleregler. Nogle gange er det mig, der giver dem, eller måske udtænker de medvirkende selv nogen. En improvisation kan tage én til halvanden time. Den kan næsten dø for så at komme i gang igen. Dette er tit på initiativ af de medvirkende skuespillere. Det skaber faktisk et mærkværdigt forhold mellem skuespillerne og sceneinstruktøren, fordi jeg ikke altid har 'vejviser-rollen'. Det er ligeså meget dem, der bestemmer over mig, dem der viser mig noget. I hvert fald når det gælder om at finde materialet. Det er klart, at det i sidste ende er mig, der bestemmer, hvad der holder, og hvad vi beholder.

Fra begyndelsen er der ingen tildeling af tekst. Der er intet teksthierarki, selvom skuespillerne er mere eller mindre kendte eller estimerede. Ingen får på forhånd tildelt bestemte passager. Heller ikke i min sidste forestilling, hvor Jeanne Balibar[2] spillede sammen med meget unge spillere, som jeg havde taget med efter have undervist dem på universitetet. Hvad angår teksten, så er der absolut demokrati, så må de slås om den. Og det er der, jeg skal være yderst vågen og omhyggelig i prøveforløbet. Jeg skal kunne se, hvad der giver mest mening i skuespillernes krop og stemme. Hvad for et spil, hvilken rolle kan de opfinde ud fra de oplæg og forslag, der findes i partituret? Det er et meget spændende arbejde. Jeg tænker selvfølgelig allerede lidt over det, når jeg skriver partituret: denne tekst kunne passe til denne skuespiller. Jeg tror, at det er det afgørende for sådan et prøve- eller improvisationsforløb. Teksten er dermed ikke grundlag for skuespillernes rolle- og figurarbejde. Spillerne bliver til fortolkere af taler, der tit er refleksive, videnskabelige og filosofiske. Men der er selvfølgelig også fabler. Det er et sandt miskmask, dette Partitur 0. Det, der vækker min nysgerrighed i denne del af arbejdet, er at finde ud af, hvad der motiverer vores ageren, vores aktioner og bevægelser. Skuespilleren reagerer på nogle ord og transformerer ordene til skuespil. Det er i prøverne, i improvisationerne, at teaterspillet bliver født. Og det synes jeg jo er formålet med vores arbejde.

Du nævnte, at det nogle gange er dig, der sætter spillereglerne for improvisationerne, og nogle gange spillerne. Kunne du nævne et eksempel på en spilleregel, du kunne give?

Det er altid lidt tilfældigt. Men for at give et lidt mere komplet billede, så nævnte jeg de teknologiske muligheder og herunder også det musikalske aspekt. Jeg arbejder meget med en ung komponist, der hedder Alexandros Markeas, en ung videokunstner ved navn Pierre Novel, lysdesigneren Bruno Goubert og også tit scenografen Nicky Rieti. Det har været det samme hold i lang tid. Alle er til stede til alle prøver. Hvis jeg skal komme med et eksempel fra Variation de Darwin, så var der to medvirkende, som sad på en bænk i teatret og arbejdede med partituret. Det vil sige med Darwinteksterne. Jeg lod dem fortsætte, da jeg syntes, at der var noget Beckett-agtigt over det. Bænken blev så hevet ind på scenen, og spillerne fortsatte nu med deres improvisation, bevidste om bænkens muligheder. Det blev faktisk til sidst en del af den endelige forestilling.

Et andet eksempel kunne være, at jeg siger til Markeas, der er parat og forberedt ved sit klaver: ”Nu det er dig, der starter”. Så sætter han sig til klaveret eller hen til en af sine maskiner og begynder. Det betyder, at vi bliver smidt ind i et musisk eller auditivt univers, og det er oplagt, at en spiller bliver inspireret til at træde ud og bidrage til dette univers. Jeg kunne også finde på at sige til en spiller: ”Vil du ikke prøve at arbejde med denne tekst i lige præcis dette lydunivers?”. Det kunne også meget vel tænkes, at vi starter prøveforløbet og improvisationerne med en helt specifik lyssætning. Der er vaner, som opstår og vendepunkter, der popper op. Og det er det materiale, jeg udvikler og arbejder på. Det er det, jeg vil kalde skrivematerialet.

Det er lidt sådan, det altid forgår. Men det er fuldstændigt tilfældigt. Det er overhovedet ikke regnet ud på forhånd. Denne måde at arbejde på kræver, at spillerne er rigtig gode til at improvisere. Og jeg må indrømme, at jeg har begået castingfejl. Jeg kan huske en rigtig god og temmelig kendt skuespiller, som altid ventede på instruktion, mens alle andre spillere var i gang. Han blev siddende og ventede på, at jeg skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre. For ham var det instruktørens arbejde at lede skuespillerne, at sidde med et lommetørklæde for at tørre sveden af panden og så give sine instrukser til skuespillerne. Det er virkelig besynderligt – nu vil jeg ikke nævne hans navn – men der er tale om en skuespiller med masser af charme og en stor personlighed. Desværre har han en hang til altid at lave lidt det samme… Jeg ved ikke, hvorfor han havde brug for mine instrukser, når han alligevel altid laver det samme!

Selvfølgelig er det nødvendigt at vælge skuespillere, der har lyst til arbejdsformen - spillere, der kan tåle at begynde arbejdet uden at vide, hvem de skal være, og hvad de skal spille - nogen, der ikke har behov for fra starten at vide, at de nu er f.eks. Klytaimnestra. Jeg taler, og jeg skaber figurer. Man kunne sige, at mit teater er lidt abstrakt. Det forholder sig i hvert fald ikke-mimetisk til livet. Det er snarere en efterligning af specifikke hjerneprocesser. Sammen med min kammerat Alain Prochiantz, der er neurobiolog og professor, beskæftiger jeg mig meget med hjernefunktionen. I mit teater prøver jeg at sætte nogle begivenheder på en scene på en lidt højtidelig måde, en måde der ikke bare er lige ud ad landevejen og realistisk.

Hvad er de mest essentielle betingelser for, at et prøveforløb lykkes?

Efter min mening er det et meget svært spørgsmål - specielt med min prøveform. Man kan spørge sig selv, om de prøver, der er gode for udviklingen af hele forestillingen, også er betydningsfulde for resultatet. Det kan man godt sige ja til, men det er selvfølgelig afhængigt af de forskellige arbejdsetaper. I det teaterlandskab, jeg befinder mig i - det vil sige, de store etablerede teaterinstitutioner - fastholdes til den dag i dag de samme arbejdsbetingelser for os alle sammen, nemlig en prøveperiode på to måneder og en efterfølgende spilleperiode. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare ved, men det bliver mere og mere vanskeligt at forene. I mit arbejde er to måneders prøver lang tid. Hvorvidt en prøve lykkes i den første del af forløbet eller i den sidste del lige inden premieren betyder noget vidt forskelligt. I slutningen af forløbet er en god prøve en prøve, hvor gennemspilningen, gentagelsen af det allerede aftalte, bare kører, ligesom når vi spiller forestillingen. I starten af et prøveforløb, i skabelsesfasen, er det derimod noget helt andet. Her er en god prøve den, hvor der opstår nyt materiale, der er med til at udvikle partituret. Hvad de essentielle betingelser er, det kan jeg ikke svare på. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad der foregår i disse to måneder. I øjeblikket laver jeg i gennemsnit lidt mere end en forestilling om året. Det er, hvad min arbejdsmetode tillader.

En succesfuld prøve afføder en fantastisk teaterglæde. Den indeholder momenter af ynde og styrke, som jeg oplever som tilskuer. Det er de bedste momenter. Og det har faktisk ikke noget som helst at gøre med, om det har nogen nytteværdi – om det er noget, der vil kunne ses i selve forestillingen. Der opstår et sandt og rent teaterøjeblik. Alt det arbejde med at udvælge, eliminere, sammensætte og konstruere er noget, der undslipper min bevidste kontrol. Fra den ene dag til den anden ser jeg pludselig hele forestillingens form for mig. Det sker ligesom i naturen. Den fødes ligesom en baby. Man ved heller ikke på forhånd, hvordan den kommer til at se ud. Nogle gange kan man godt beklage, at den ikke er blevet bedre og kønnere. Overraskende nok ved jeg, at den endelige form udspringer fra prøverne. Og når det er sket, så er det det, og jeg kan faktisk ikke rigtigt længere forandre noget. Selv om jeg kan rette nogle fejl og uklarheder, så kan jeg ikke rette på helheden.

For at gå tilbage til spørgsmålet: Som jeg nævnte før, så er en af betingelserne, at de medvirkende skuespillere har evnen til og især glæden ved at improvisere. Et vellykket improvisationsarbejde skal være sjovt. Vi skal have en fest. Vi griner meget i prøveforløbet, selvom jeg mere er den skeptiske, melankolske type, så skal vi have det sjovt, når vi arbejder, på trods de problemer og misforståelser, der opstår, og på trods af, at jeg udmærket er klar over, at man som iscenesætter bliver mindre og mindre vellidt i løbet af en prøvefase. For at sige det helt klart, så er et succesfuld prøveforløb ikke per definition uløseligt forbundet med resultatet. Det påvirker ikke nødvendigvis selve forestillingen. En god prøve er, at alle glæder sig over skuespillernes fantastiske opfindsomhed, og at man tager fat i de muligheder og veje, der viser sig gennem spillernes åbenhed og spilleglæde. Jeg oplever faktisk, at der er mange flere succesfulde prøver end forestillinger. Man mister noget - selv om jeg udmærket er klar over, at det er spillereglerne - når man skal slutte af med en forestilling, den samme hver aften, eller så ens som en levende forestilling nu kan være. Jeg elsker at tænke tilbage på alt, hvad vi har oplevet sammen, selv svære situationer. Det er sjældent, at prøverne er meget konfliktfyldte. Jeg fungerer overhovedet ikke, når der er for mange gnidninger. I prøveforløbet er jeg skuespillernes mest begejstrede tilskuer.

Hvad har været det bedste prøveforløb nogensinde og hvorfor?

Jeg tror ikke, at jeg kan nævne ét bedste prøveforløb. Jeg har faktisk snakket med nogen om det her spørgsmål – jeg har forberedt mig! Men som sagt er hvert enkelt prøveforløb forskelligt fra de andre og opleves forskelligt af den enkelte medvirkende. Jeg arbejder jo meget med de samme skuespillere. Man kunne næsten sige, at vi er et slags ensemble. F.eks. så arbejdede jeg i min seneste forestilling, La Vie de Galilée, med nogle kvindelige dansere. Deres improvisationer var en kilde til stor glæde. I forestillingen tager jeg udgangspunkt i de breve, Galileis datter skrev til sin far. Jeg er optaget af den moderne videnskab. Der er noget tragisk over den position, 'teknikken' eller 'videnskaben' har indtaget i 'menneskeheden'. Selv paven deler de samme bekymringer.

Man har tit spurgt mig, især i den angelsaksiske kultur, der er meget mere åben end den franske, hvorfor jeg arbejdede med videnskabsmanden Alain Prochiantz. Spørgsmålet, der poppede op igen og igen, var: hvis du er så interesseret i videnskaben - især som en fra Brecht-generationen - hvorfor iscenesætter du så ikke Brechts Galileis liv? Det ville jo være oplagt. Og jeg plejede at svare, at jeg ikke er instruktør. Jeg har heller ikke lyst til det. Jeg laver jo mine egne projekter. Men så kom der en sommer, hvor Alain P. og jeg overhovedet ikke vidste, hvad vi skulle lave. Jeg havde lige lavet en forestilling, Le cas de Sophie K, i Avignon (2005) om den kvindelige russiske matematiker Sophie Kovalevskaiya. Hun er den første kvindelige universitetsprofessor, feminist, forfatter og anmelder. Og jeg var i krise – det kan jo ske – jeg vidste faktisk ikke rigtigt, om jeg ville fortsætte. Det var i den sommerferie, at Alain P. spurgte mig, hvorfor jeg så alligevel ikke lavede Galileis liv?

Vi besluttede at skrive alle grundene ned til ikke at ville lave forestillingen. Det første og afgørende var, at jeg ikke kunne lide den måde, Brecht fremstiller figuren Virginia på (Galileis datter, red). Brechts fremstilling af hende stod i absolut modsættning til min forestilling og reelle viden om Galileis datter. Det generede mig, at Brecht fremstillede hende så falmende. Måske var det i virkeligheden hans egen datter, han beskrev. Faktisk var Galileis datter en meget interessant person. Hun var nonne og blev som trettenårig anbragt i et kloster. Hun og Galilei så hinanden tit og der var en total ødipal lidenskab imellem dem. Han kaldte hende også for sin egen Antigone.

Det var det, der fik os til at beslutte os for, at vi ville gå til Galilei-problematikken via datteren. Og helt tilfældigt fandt vi ud af, at Jeanne Balibar, der var med i forestillingen, er datter af den velrenommerede kvindelige fysiker Francoise Balibar, som vi tidligere havde arbejdet sammen med. Derfor var det ikke overraskende, at temaet havde Jeannes store interesse. Francoise har faktisk oversat Einstein til fransk og har skrevet en del om astrofysik og fysik. Jeg valgte tre kvindelige dansere. Vi arbejdede på forestillingen ud fra det materiale, vi allerede havde samlet - materialet om klosteret, om Galileis forhold til sin datter, som er en ung intellektuel, nysgerrig kvinde.

Chokket kom, da danserne og skuespillerne begyndte at improvisere. Sammen skabte de uforglemmelige øjeblikke. Det var selvfølgelig også, fordi der var en rigtig gris på scenen. En improvisation kan komme helt bag på mig. Jeg blev helt og aldeles forbløffet over den vidunderlige fantasi, jeg blev vidne til. Selvfølgelig findes der, som nævnt før, også prøver, der mislykkes totalt. Men alle medvirkende er bevidste om, at det ikke er slemt. Derimod er det et problem, når de enkelte skuespillere ikke ved, hvor det hele bevæger sig hen. Og den uge kommer altid. Den kommer, når vi har haft for mange improvisationer, når der er samlet for meget materiale. Så er det godt, at alting er filmet. Det er sådan en slags krykke for os. En skuespiller kan altså godt sige: ”Jeg vil gerne se en bestemt improvisation igen, jeg tror, jeg var rigtig god i den”. Muligheden er der, men desværre bliver man i de fleste tilfælde utrolig skuffet, fordi der plejer at være stor forskel mellem det, man har oplevet, mens man improviserede, og sådan som det var i virkeligheden. Man kan sige, at der nogle gange opstår illusioner af illusioner. Det er noget, jeg er meget opmærksom på, specielt når en improvisation lykkes, når den f.eks. har været exceptionelt sjov eller levende. Man skal være på vagt dagen efter sådan et levende øjeblik. Det er ikke det samme som det, der blev filmet. Det er nådesløst. Man kan se med det samme, om man kan videreudvikle på det. Og på den konto ryger mange videobånd i arkivet. Jeg har ikke nogen god hukommelse, så jeg betror min hukommelse til videobåndene. Hvis der er momenter i mit arbejde, som jeg vil glædes over på mit dødsleje, så er det disse vellykkede improvisationsøjeblikke, som der har været mange af.

Har du en speciel metode til at genfinde disse vellykkede øjeblikke med de medvirkende?

Nej, ikke rigtigt. Men der er noget, man i hvert fald ikke skal gøre. Man skal aldrig prøve at gentage et fantastisk moment med det samme. Man skal heller ikke se filmoptagelserne igennem med det samme. I den første improvisationsfase handler det om at gentage mindst muligt. Jeg skelner mellem 1. fase og så 2. fase, som jeg vil kalde konstruktionsfasen. I konstruktionsfasen gør man det igen, man gentager øjeblikke, så de kan vises frem. Min metode består i, at man i 1. fase ophober så mange improvisationer som muligt og i 2. fase tror på, at de gode improvisationer vil komme tilbage til en. Jeg er ganske klar over, at det er ligesom Kleist siger i Om Marionetteatret [3]: Hvis man prøver at gentage noget med det samme, så lykkes det ikke - så er det væk. Det er jo et arbejde, der er baseret på det ubevidste, og derfor kommer det også tilbage. Nogle gange vækker det, der huskes fra en improvisation, stor forundring hos skuespilleren, fordi det ikke var, hvad spilleren forventede, der ville komme tilbage. Jeg vil aldrig spille den autoritære og flabede sceneinstruktør, der forsøger at sige til sine skuespillere: ”Hej I der, gør lige det igen!”. Det handler om uforbeholden respekt. Jeg lader dem bare prøve. Nogle gange har de ingen anelse om, hvad det er for en rolle, de spiller, eller hvordan deres indbyrdes relationer er.

I forestillingen Galilei var det lidt anderledes, fordi Jeanne havde stor fornøjelse af at spille videnskabsmandens datter. Hun var på en måde selv den, der vidste mest om det. Jeannes mor var vores dramaturg, eller man kunne kalde hende kunstnerisk konsulent. Hun endte med at sige: ”Jeg er mor til Galileis datter”. Som I kan høre, så foregik dele af forestillingen i nogle biografiske lag. Jeg tager udgangspunkt i selve skuespilleren. Den første prøvedag starter skuespillerne som sig selv. De bliver konfronteret med Partitur 0 i den civilstand, de befinder sig i. Derfra begynder en meget interessant rejse: Hvordan indoptager de tekster, den viden der er i partituret? Hvordan bliver det omsat i bevægelser, gestik, sprog? Hvornår identificerer de sig med karakteren? Hvilke figurer vokser ud af deres improvisationsarbejde? Jeg vil ikke sige, at det er de virkelige personer. Jeanne blev aldrig Gallileis datter, og vi klædte hende heller ikke ud som nonne. Vi prøver ikke at imitere virkeligheden. Det kan jeg faktisk ikke lide at gøre. Men ved hjælp af hendes skuespillerværktøjer har hun prøvet at vække Galileis datter i sig selv i stedet for at repræsentere hende. Man kunne kalde det en erfaringsbaseret (empirisk) metode. Jeg har ikke noget kørekort til dette arbejde. Jeg er ikke uddannet sceneinstruktør, der har skarpt afgrænsede arbejdsmetoder som f.eks. Stanislavski. Jeg er ligeglad. I hvert nyt forløb er der nye erfaringer, selv om mine fjender anklager mig for, at hvis man har set en af mine forestillinger, så har man set dem alle.

Hvilket problem forbliver uløseligt for dig? Er der et, du ikke har fundet en løsning på? Hvad vil du ønske, at du aldrig mere må opleve?

Jeg har endnu ikke lavet en forestilling, som jeg selv har haft lyst til at se. Det er virkelig noget, jeg endnu ikke har fundet ud af. Jeg har lavet en del forestillinger i mit liv, som jeg aldrig har set. Så snart publikum ankommer til teatret, forlader jeg det. Jeg er ikke langt væk, hvis nu nogen skulle dø eller der udbryder brand! Det er faktisk sket, at en kvinde fødte i teatersalen... Jeg bliver i nærheden, også som en moralsk støtte til mine skuespillere. Jeg kan godt finde på at sidde i en loge og høre forestillingen. Men jeg kan ikke se forestillingen. Jeg ved ikke hvorfor. Men i hvert fald er det uløseligt.

Det er sjovt, da jeg forberedte mig til dette interview, havde jeg intet svar på det her spørgsmål. Jeg kunne selvfølgelig også have sagt: at lave en god forestilling – det er også uløseligt.

Det er uovervindeligt for mig. Jeg kan ikke finde ud af at komme ind i salen, når der er betalende publikum til stede ved mine stykker. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan holde ud, at der er nogen, som kigger på stykket. Det er jeg ikke bange for. Jeg har tit nogen inde, der ser prøverne: studerende, videnskabsfolk osv. Det bliver også transmitteret på internettet. Der er bestemt ikke noget hemmeligt eller religiøst over mit arbejde. Man skal heller ikke glemme, at det faktisk er finansieret af statskassen. Det, der i sidste ende er uløseligt for mig, er relationen mellem prøveperioden og forestillingerne. Og det betyder ikke, at jeg har problemer med deadlines. Jeg er meget seriøs. Jeg afleverer til tiden. Det er bestemt ikke dér, problemet ligger. Det er overgangen, der hvor jeg 'giver stykket væk', når det ikke længere tilhører mig.

Findes der også uløselige problemer og konflikter i arbejdsprocessen, f.eks. med de medvirkende eller med tiden osv.?

Ja, her vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har på fornemmelsen, at vi befinder os ved et vendepunkt i den franske kultur. Der er sket nogle omsiggribende forandringer i måden, vi producerer på. En ny generation. Jeg kan ikke rigtige sige, om det er uløseligt, eller om det er mig selv, der ikke er i stand til at forløse det. Men jeg vil så gerne arbejde på en helt anden måde - også selv om jeg har enormt meget glæde af min arbejdsmetode. Når I kommer tilbage om 25 år, og jeg sidder i min rullestol, så vil jeg være i færd med at lave forestillinger, der undersøger og beskriver noget helt andet end nu. Jeg kan heller ikke længere forstå, hvorfor jeg nægter at iscenesætte færdige manuskripter. Og så forstår jeg faktisk heller ikke, hvorfor jeg foretrækker at lave den her slags forestillinger frem for at instruere det, som publikum forventer, f.eks. Koltès eller Marivaux. [4]

Hvorfor har du lyst til at skifte til en anden metode?

For at overraske mig selv på ny, en sidste gang. Men jeg ved jo ikke, om jeg er i stand til at forny mig selv og min arbejdsmetode. Derudover er min status uklar, fordi jeg ikke skriver teaterstykker, men 'forestillinger'. Det vil sige, at man hverken kan kalde mig dramatiker eller instruktør. Det giver mig faktisk problemer i forhold til det franske bureaukrati. Jeg ved ikke, hvor jeg står. Jeg er midt i en overordentlig alvorlig identitetskrise, som man tydeligt fornemmer, ikke sandt? ... Måske kan man sammenligne mit ønske om forandring med evnen til at flytte. Alle kunstnere ønsker at have et bredt spektrum af steder, som de kan flytte hen til. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skulle erstatte min nuværende arbejdsmetode, men hvis der er nogen, som læser det her, der har en idé, så er de mere end velkomne til at skrive til mig.

Hvad vil du prøve i en prøveproces, hvis alt var muligt? Hvad ville du prøve, hvis alt var tilladt, og der hverken var fysiske, biologiske eller etiske grænser?

Der er flere spørgsmål i det spørgsmål. Noget, jeg ikke har prøvet, er som sagt at instruere et klassisk stykke. Det kan være, jeg kommer til at fortryde det i slutningen af min karriere. De største teaterstykker er også den største litteratur. Det har Shakespeare allerede sagt. De skal læses og ikke iscenesættes. Jeg tror faktisk, at jeg ville være rigtig dårlig til at instruere en klassiker, så måske er mit ønske om alligevel at gøre det bare en måde at begå selvmord på.

En metode, jeg allerede er begyndt at arbejde med, er at overføre improvisationer til selve forestillingen - det vil sige at dele de momenter med det betalende publikum, hvor teater bliver opfundet. Traditionelt består konceptet i, at vi prøver at gentage den samme forestilling hver aften. Vi har overtaget lidt fra performancekunsten og prøvede det af i forestillingen Le Cas de Sophie K i Avignon. Vi lavede 4 improvisationseftermiddage med titlen I aften improviserer vi, men det er i eftermiddag, hvor jeg havde inviteret hele skuespillerholdet fra min Darwinforestilling. De inviterede gæster var videnskabsmænd, matematikere, forfattere osv. Vi gav skuespillerne en lille tekst ti minutter før, de skulle på scenen. Desuden havde vi lavet en lille og meget enkel teknisk opbygning. Nu skulle de ved hjælp af teatrets muligheder opfinde deres eget spil. Jeg synes, det er fantastisk, når videnskaben bliver en gren af fiktionslitteraturen, at 'fiktionalisere' alt. Forestillingerne varede hver en times tid. Det var en anden slags publikum, der kom og så det. Det var ikke stressede og sure tilskuere, der kom og satte sig i salen. Nej, det var et afslappet publikum, som blev efter forestillingen for at diskutere. Det er noget, jeg gerne vil gøre igen, selvom det er meget svært at lave i de store institutionsteatre her i Frankrig. Det er bl.a. på grund af skuespillernes overenskomster og teatrets åbningstider. Jeg holder meget af den arbejdsform, fordi tilskuerne ser noget blive født for så at forsvinde igen. Det er levende teater, og det er ikke for at sige, at jeg har noget imod gentagelsesteater. Jeg vil bare gerne dele disse momenter med publikum. Men i perioder med store nedskæringer og restriktioner er det næsten umuligt at gennemføre. Man kan heller ikke sige, at det etablerede franske teater er kendetegnet ved eventyrånd.

[1] Leder af ”Sapajou Théâtre” sammen med Jean Francois Peyret fra 1984-1994

[2] fransk skuespiller og sangerinde født 1968

[3] Skrevet i 1810 af dramatiker, poet og forfatter Heinrich von Kleist (1777 – 1811)

[4]Franske dramatikere. Koltés: 1948-1989 , Marivaux: 1688-1763

Jean-François Peyret

Jean-Francois Peyret was co-director of Sapajou-Théâtre together with Jean Jourdheuil from 1984-94. Founder of Compagnie tf2. Peyret is the creator of a large number of unusual performances dealing with scientific and philosophical themes. In his artistic work process he mirrors the scientific method that is described in each particular performance.

www.theatrefeuilleton2.net

Sean Patten og Berit Stumpf

Isabelle — Wed, 23 Mar 2011 19:10:13 +0000

Performere, iscenesættere, konceptudviklere, co-foundere af GOB SQUAD Århus 21. august 2008 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Isabelle Reynaud, Rasmus Skov JeppesenEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor valgte I at arbejde med teater/performance?

Sean
Fordi det er liv. Selvom vi er meget interesseret i film, i video og tv, værdsætter vi virkelig det levende øjeblik. Det unikke i live-oplevelsen – det at noget kun kan ske én gang. Selv når man er på turné med en produktion, så er det forskelligt fra aften til aften, fra publikum til publikum, fra forestilling til forestilling. Det er en helt speciel og unik situation. For mig er det stadig værdifuldt og vigtigt den dag i dag.

Berit
Vi prøver at forstærke live-kvaliteten i vores arbejde. Vi arbejder med uforudsigelige faktorer for at styrke potentialet i dette ”her og nu”, det unikke i øjeblikket. Vi arbejder med risikofaktorer, der virkelig kan forandre det endelige produkt helt og aldeles hver eneste gang.

Har I valgt jeres performancestil ud fra dette live-aspekt?

Berit
Arbejdet og produktet er hos os næsten uadskilleligt. Vi arbejder altid på at konstruere situationer, der på et eller andet tidspunkt bliver til en forestilling. I løbet af processen leder vi efter forestillingens grundkonstruktion og inden for denne improviserer og prøver vi. Det kan f.eks. være at gå ud på gaden med videokameraer og så søge efter de bedste rammebetingelser. Vi finder et regelsæt, inden for hvilket vi kan spille, øve og improvisere. Processen og selve produktionen er knyttet tæt sammen.

Kan I give en kort introduktion til jeres skabelsesproces fra den første idé til det endelige produkt?

Sean
Igennem de 14 år vi har arbejdet sammen, har vi udviklet vores egen måde at skabe forestillinger på. Somme tider har vi studerende eller andre, der kommer og iagttager os. De oplever meget forskellige ting. Nogle gange bruger vi måske en hel uge på bare at tale om idéen, og nogle gange kan de opleve, at vi er midt i at udvikle en masse materiale. Det er sjovt, som det kan udvikle sig – man har ofte en bestemt idé, så skriver man om den, og når man så faktisk mødes for at arbejde med stoffet, må man indse, at situationen bare har ændret sig.

Det første stadie er at formalisere idéen, holde den opdateret og sørge for, at den er tilstrækkelig interessant. Idéen er ofte baseret på en situation eller et sted. F.eks. idéen med at skabe en forestilling på et hotel i løbet af en nat eller idéen om at skabe en film, hvor folk går på gaden med synkroniserede kameraer. Idéerne er ofte en form for setup, der placerer tilskuere og performere i en bestemt situation, på et bestemt sted. Meget tidligt i processen forsøger vi at teste idéen på en enkel måde.

Hvordan gør I det?

Berit
For det meste prøver vi at skabe nogle rammebetingelser, der kommer så tæt på idéen som muligt. Det er selvfølgelig nogle gange meget svært, f.eks. når vi siger, at vi vanvittigt gerne vil udvikle noget på et hotel i løbet af en nat. Her nærmer vi os for første gang det utopiske. Det er nemlig temmelig umuligt at få et hotel i flere måneder til at afprøve den reelle situation i, som vi har udtænkt. Derfor prøver vi at finde noget, der kan komme så tæt som muligt på det, vi ønsker. Vi begynder f.eks. prøveforløbet i en lejlighed, hvor hver performer befinder sig i hver sit værelse. Hvis der er for få værelser i lejligheden, så må man f.eks. finde en måde at arbejde med kun to performere ad gangen.

I Room Service - det forestillingsprojekt, som vi her taler om - er det sådan, at der er fire performere, der hver for sig befinder sig på et hotelværelse. De er praktisk talt overladt til sig selv hele natten og skal mere eller mindre underholde sig selv. I hvert værelse er der kun ét kamera og én telefon, der forbinder dem med omverdenen. Publikum befinder sig i hotellets konferencesal. Vi viser den også her til festivalen (Aarhus Festuge 2008, red.). Performerne forsøger at skabe kontakt til publikum, undertitlen er Help me make it through the night. Det handler altså om i fællesskab at komme igennem den søvnløse nat. I forbindelse med prøverne har vi sigtet efter at bruge en lejlighed med så mange rum så muligt. I køkkenet etablerede vi mini-omstillingscentral eller 'konferencerum'. Det rummede både teknikken samt muligheden for at se prøverne udefra.

Det, at vi løbende skifter roller indenfor vores gruppe, er meget vigtigt for os, fordi vi arbejder kollektivt. Derfor er det at se prøverne udefra en nødvendig funktion, som vi skiftes til at have, og ikke en opgave, der er knyttet til en bestemt person. Derefter prøvede vi at koble kameraerne mellem værelserne. Så fik hver performer en bestemt tidsramme til at udvikle noget materiale. I starten fik vi hver en halv time, og det føltes på det tidspunkt som en evighed. Det handler om at etablere en ramme med tilhørende regler, som vi så løbende udvider. Det er vores grundlag for at kunne spille og improvisere os frem til en forestilling.

Hvordan kunne sådan nogle regler se ud?

Sean
Det er f.eks. ikke tilladt at stoppe i en improvisation, selv om det går helt i hårdknude. Vi kører løs i 60 minutter. Det at køre fast er en del af processen. Som et andet eksempel: nogle gange må man måske kun tale i datid til kameraet eller andre gange slet ikke bruge sproget. Vi finder først og fremmest på reglerne, og når vi så har etableret et setup, så kan vi begynde prøverne. I eksemplet Room Service er det givet , men i andre forestillinger skal vi fastsætte, hvilke begrænsninger der er, og hvad situationen er. Vi har prøver, hvor vi udvikler materiale, uden at vi nødvendigvis kender den eksakte struktur, vi er på vej hen imod.

Så er der måske en anden del af holdet, der overvejer, hvordan man kan strukturere det materiale, som vi har udviklet i løbet af de sidste par uger. Vi prøver at lægge de store linjer i strukturen. Denne del kunne passe med denne del og denne del med denne, og derefter prøver vi at gå på gulvet med det. Vi skifter mellem at prøve, at arbejde på en overordnet struktur og vision og så det at samle materiale, uden at tænke på produktet, men hvor man bare får lov til at lege frit.

Jeg tror, det afgørende er, at det er en kollektiv proces, hvor vi hele tiden bytter kasketter. Nogle gange kan jeg komme til prøve og bare være performer. Måske har jeg tømmermænd eller er utilpas og siger til de andre: ”Bare fortæl mig, hvad jeg skal. Jeg er her for at realisere jeres idéer.” Andre gange er der én der, under et varmt bad dagen før, har fået en fantastisk idé og siger: ”Jeg har fået den her geniale idé, lad os prøve det”. Det handler også om størrelsen af gruppen. I den forestilling vi er her i Aarhus med, Super Night Shot, er der nu ni personer, der kan spille den, men der skal kun bruges fire. Så i prøveforløbet vil to eller tre personer iagttage og de fire andre prøve. Aftenen efter bytter de måske rundt.

Berit
Det er lidt som et fodboldhold, hvor der også altid er nogen, der sidder på bænken. Hos os gør vi det helt bevidst, fordi det at sidde på bænken er en del af processen. Det er utroligt vigtigt for os, at vi nogle gange kan træde et skridt tilbage, så vi samtidigt kan producere og se det udefra.

I vores arbejde kommunikerer vi meget via medier, hvilket betyder, at vi især i Room Service ikke har nogen fornemmelse for det samlede udtryk under selve prøverne. Man er helt alene i sit eget univers og har fuldstændig mistet overblikket. Til gengæld kan man få idéer og blive inspireret af de andres improvisationer. Dette materiale er tilgængeligt for os alle sammen. Der er ingen der siger, at dette er min ’lille baby’. Vi har ingen ophavsret. Alt materialet bliver samlet i én fælles pulje. Vekselvirkningen mellem det ydre og det indre blik er det essentielle for vores processer.

Sean
Ligesom små dele af en idé. Man kan nærmest spore idéens evolution gennem processen. Måske vil jeg den ene dag vælge at tage en kaninmaske på og danse en skør dans, og så er det i virkeligheden ikke noget særligt. Men dagen efter er der måske en, der tænker: ”OK, det var faktisk interessant. Måske vil jeg prøve masken, men bruge den anderledes”. Dvs. alle de idéer, der opstår, tilhører projektet og gruppen. Og så bliver det forsøgt inkorporeret, brugt, kopieret, afprøvet for sjov eller måske afprøvet for alvor.

Hvordan er det ideelle prøveforløb? Er der en sammenhæng mellem prøveforløbet og det endelige produkt? Kort sagt, superprøveforløb = superprodukt?

Berit
I de fleste tilfælde vil jeg sige ja, men ikke altid. Der er også situationer, hvor man har en supergod og afslappet prøveproces, men man kommer ikke rigtigt videre. Man får ikke rigtigt hul på det. Jeg synes tiden er en væsentlig faktor. Det at man har en tilstrækkelig stor ramme kan minimere tidspresset, når det hele skal være færdigt og klart på et bestemt tidspunkt. Derfor vælger vi tit først at have én arbejdsfase, der bliver afløst af en fase, hvor vi kan få hele projektet lidt på afstand, for så derefter at dykke ned i materialet igen. Sådan bliver det mere og mere.

Det er idealet?

Sean
Ja, for nylig var vi så heldige, at vi fik nok støtte, til at vi kunne sætte 14 uger af til ét projekt. Men vi foretrækker at brede dem ud over ni måneder. Vi tager hul på det, hvorefter vi turnerer en måned og arbejder på et andet projekt for at komme væk fra det og slutter så af med seks uger, hvor vi giver den hele armen. Alting kan lyde godt på papiret, men det afgørende er, at vi i den første fase af prøveperioden får testet, at konceptet og den grundlæggende idé holder. I nogle projekter viser det sig at virke, og man behøver ikke stille sig nogle af de store spørgsmål: Hvorfor gør vi det her? Hvad skal det til for? Kunne det vare 24 timer eller 30 minutter? Ville det være bedre at gøre det i en bus med gamle damer? Når alle er glade for konceptet, er det kun et spørgsmål om at udnytte dets fulde potentiale, så lykkes det. Nogle gange har man et projekt, der ser godt ud på papiret, men det står meget hurtigt klart, at som forestilling eller eksperiment er det helt og aldeles råddent. Så er man nødt til at starte forfra, og det er virkelig svært.

Berit
Vi snakkede tidligere om det regelsæt, vi udarbejder i løbet af prøveprocessen. Reglerne er som sagt meget vigtige for os. Vi bruger dem til at rammesætte og strukturere det frie og det improviserede. Det gælder om at finde den rette kombination af form og frihed. Det er selvfølgeligt ideelt, når disse rammer og regler kommer af sig selv. Vi har allerede talt om Room Service, hvor reglerne tydeligt udspringer af forestillingens opbygning. Forestillingen løber over en hel nat, så den er på forhånd defineret som 'durational performance'. Det bedste udgangspunkt er, når man ikke skal udtænke det hele selv, men rammerne allerede er givet.

Til gengæld fremmedgøres vi, hvis rammerne er tilfældige. F.eks. hvis vi skal afgøre, om noget skal tage to eller fire timer, så må vi tage stilling til, hvilke kriterier der skal afgøre det. Er det f.eks. pointen, at forestillingen ikke må vare så længe, at man kommer til at kede sig? Hvis disse kriterier opstår på grundlag af en idé, så er det selvfølgelig idealet.

Hvornår er jeres samarbejde ideelt?

Sean
Når ingen er for trætte eller for travle og har haft en god ferie!

Berit
Ja, det ideelle er, når alle løfter i flok. Når der ikke er for mange misforståelser. Men selvfølgelig er der altid nogen, der trækker i den ene retning og andre, der trækker i en anden og forsøger at overbevise de andre om deres idéer. Og så kan det ske, at man delvis bevæger sig væk fra hinanden. Men som udgangspunkt giver vi alle idéerne en chance. Ingen idé bliver afvist på forhånd. Det er meget vigtigt for os. Vi har arbejdet sammen så længe, at vi har opbygget den nødvendige tillid, selv om vi nogle gange ikke aner, hvor den anden vil hen med sin idé. Vi siger alligevel: ”Lad os prøve det af”. Måske kan vi pludselig også se potentialet i idéen. Vi har ingen censur – alt har mulighed for at blive afprøvet. Vi ved af erfaring, at vi ikke kan bedømme eller afvise noget, før vi har afprøvet det og på den måde testet holdbarheden.

Sean
Jeg tror, vi er opmærksomme på, at man i en gruppe har tendens til at snakke. Man kan tale hinanden helt ud i hjørnerne eller tale nogle idéer helt op eller helt ned. Nu har vi været sammen i et stykke tid, og nu er vi bevidste om det. Vi prøver altid at komme til det stadie, hvor idéen kan flyttes fra papiret eller ordet til noget, man faktisk kan se, selv om det bliver en temmelig grov skitse.

Berit
Under prøvearbejdet kan vi blive et meget stort hold, ikke mindst fordi vi også tit arbejder med gæster. Derfor deler vi os i mindre grupper i fastlagte tidsrum. Én siger: ”I de næste to timer arbejder jeg på en idé om publikumsinddragelse”. Og en anden siger: ”Jeg vil gerne prøve noget helt konkret med mit kamera”, og en tredje siger: ”Jeg har en strukturel idé.” Så finder man ud af, hvem der har et forhold til eller interesse i en af disse idéer, og så går man sammen i små hold og begynder at arbejde, uden at man selv behøver at have nogle idéer til de andres forslag. Først går man hver til sit for bagefter at samles igen og præsentere små mulige scener eller 'tryouts'. Det bringer selvfølgelig det hele et skridt videre. Så kan de andre arbejde videre på det, og man har fået noget nyt materiale, der kan diskuteres og bedømmes. Det er noget, vi virkelig tit gør.

Hvilke problemer synes uløselige, og hvilke problemer ønsker I aldrig at opleve igen? Har I været i en situation, der var umulig at løse, en forhindring/konstellation, som I aldrig mere vil opleve?

Berit
Det er meget skrapt formuleret. Vi havde en prøveproces, der var meget svær for mig, hvor vi ikke rigtig vidste, hvad vi lavede før helt til sidst. Det var lige ved at gå galt. Der var ingen, der vidste præcist, hvad vi arbejdede på. Og der var så mange ufærdige elementer. Det var et stort spørgsmålstegn, lige indtil forestillingen skulle spilles. Det er et af de første projekter, hvor vi i større omfang har arbejdet med publikumsinddragelse. Det var i sig selv en svær opgave, fordi vi meget tidligt i skabelsesprocessen skulle arbejde konceptuelt. Konceptet bestod i, at publikum var hovedaktørerne i forestillingen, og vi var alle sammenknyttet til denne stærke grundidé. Det hele foregik i et stort telt, der var rejst i et teater. Det handlede om at skabe en slags ceremoni, der skulle passe til vores sekulariserede verden. Der skulle etableres et fællesskab sammen med publikum, et slags samfund, der opbygger og oplever noget sammen og på en måde skaber en ny verden.

Vi sad der fem-seks personer og havde ikke publikum med, selv om vi havde forestillet os, at det var dem, der skulle være en del af den konceptuelle udvikling. Resultatet var, at vi kredsede om den varme grød og talte det i stykker. Vi vidste simpelthen ikke, hvordan vi skulle prøve konceptet af - et koncept, der snarere skulle defineres som en happening. Men så fandt vi ud af noget, der blev meget vigtigt for os, nemlig at lave nogle åbne forløb, hvor vi inviterer vores publikum. Det har vi siden bibeholdt til andre projekter. Dette publikum deltager måske ikke i den grad, vi kunne ønske, men det er alligevel en meget vigtig del af vores proces.

Det fører os altid videre, når vi meget tidligt i processen lukker publikum ind og prøver nogle ting af i fællesskab - når vi tør udsætte os selv for denne situation. Disse åbne forløb har altid været gode og vigtige, men vi skulle have gjort det oftere! Der er jo også forskel på vores søde prøvepublikum, der tit består af venner og bekendte, og så det rigtige publikum, der bl.a. består af anmeldere, der ikke gider at indgå i den slags, eller producenter, der helst vil sidde i et hjørne og iagttage det hele fra en vis afstand.

Det var virkelig en svær proces, hvor vi alle nærmede os vores grænser. I løbet af processen viste der sig også nogle spændinger inden for gruppen, fordi nogle ikke længere ville fortsætte i det samme spor. Det er heller ikke noget tilfælde, at to af vores medlemmer forlod gruppen efter dette projekt, fordi de hellere ville arbejde med video. Derfor vil jeg sige, at vi i dette svære forløb stod på tærsklen til en ny periode.

Sean
Under hvert prøveforløb kommer der et tidspunkt, hvor jeg er så deprimeret. Jeg hader alle og har lyst til at forlade gruppen. Det er altid forfærdeligt på et eller andet tidspunkt, fordi man er presset. Man presser sig selv, fordi man vil have, at det bliver godt. Man ved, at gruppens mulighed for videre arbejde også afhænger af det, man laver nu, og om det bliver en succes eller ej. Omkring to tredjedele inde i projektet når man til et sted, hvor man må indse, at der ikke er tid til at indfri alle de drømme og visioner, man havde for projektet. Det er et kritisk punkt, en balancegang mellem idealisme og drømme på den ene side og på den anden side den pragmatiske nødvendighed af at arbejde med detaljerne. Det er en svær tid, fordi man er nødt til at give slip på en masse materiale. Man bliver nødt til at være realistisk og få det bedste ud af det, man har. Det er utroligt svært at håndtere følelsesmæssigt, at man skal give slip og gå videre til den næste fase. Det gør mig altid syg og deprimeret.

Berit
Jeg bliver nødt til at indskyde, at Sean har en udpræget korttidshukommelse, hvad det angår. Han tænker altid, at den prøveproces han er i, er den værste nogensinde. Og så må jeg huske ham på, at det var præcis det samme i den sidste proces. Det bliver sjovt nok ved med at overraske ham.

Sean
Når det kommer til stykket, så er jeg her stadig, fordi det er det værd. For det meste er jeg rigtig glad for vores forestillinger. Når vi viser dem til folk, er det oftest tilfredsstillende og givende. Det er så at sige traumet værd. Ellers ville jeg ikke blive ved med at gøre det. Men der er det der punkt, hvor man bliver nødt til at sige farvel til en masse materiale…

Berit
Jeg er enig i, at denne kritiske fase begynder omkring to tredjedele inde i forløbet. På det tidspunkt har vi samlet nok materiale, og nu handler det om at videreudvikle det. Vi er aldrig så strenge, at vi siger, at der overhovedet ikke længere er plads til nye idéer. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi må 'konfrontere' os med det udviklede materiale: Hvad er det? Hvad bliver det til, når vi sætter det sammen? Det kan være frustrerende.

Sean
Jeg synes, det er utrolig svært først at fungere som producent eller teknisk ansvarlig. Vi hader det her tidspunkt, hvor vi må tage de endelige beslutninger. Selvfølgelig er det vigtigt at beslutte, om det skal være i en butik eller et teater, om der skal være ét kamera eller ingen. Det er klart, at disse spørgsmål skal besvares, men vi foretrækker at holde dem åbne så længe som muligt. Det kunne jo være, at vi fandt på noget andet.

Hvordan kan I forbedre processen, så I undgår disse frustrationer?

Berit
Jeg har altid på fornemmelsen, at det delvist er nogle fælder, vi selv er med til at stille op. Vi udvikler tit nogle meget komplicerede tekniske set ups, som vi så er nødt til at leve op til. Vi kan ikke skyde skylden på andre. Det er kun os, der kan forandre det. Ofte betyder det, at vi siger: ”Næste gang bruger vi overhovedet ikke kameraer – ingen teknik”. Det holder vi alligevel næsten aldrig, fordi det er lige præcis fascinationen af teknik, der i sidste ende muliggør vores projekter. Vi er ikke parate til at gå over til det helt puritanske, ingenting på scenen… Faktum er, at vi arbejder ekstremt meget med materialer og teknik. Jeg har på fornemmelsen, at frustrationerne bare er en del af vores arbejde. Det er ligesom en fødsel. De smertefulde veer er en del af det. Sean, hvad synes du?

Sean
Ja, så siger vi det. Vores skyld...

Hvis vi vender tilbage til de kollektive afgørelser: I fortalte tidligere, at I deler jer op i grupper. Hvad gør I, hvis I har prøvet noget af, og to i gruppen synes det er helt genialt, og tre andre synes, at det er noget lort?

Berit
Vi forsøger at finde en fælles konsensus. Vi kan ikke sætte noget op, som vi ikke alle kan identificere os med. Det er et spørgsmål om tid.

Sean
Det er klart, at den situation du beskriver, er meget konfrontatorisk. Det vi ville gøre er at sige: Dem, der hader det her…

Berit
… de må tage over….

Sean
…gør det på jeres egen måde og vis os det. Hvis man bare taler om det, kommer man ikke videre. Vi prøver at arbejde os gennem sådanne konfrontationer ved, at folk giver et bud på en løsning. Alle og enhver kan sidde og sige: ”Det skal være sådan og sådan… bla bla bla.” Selvfølgelig er det en del af processen at tale om det, men vi kan ikke komme videre, før vi har set det på scenen eller bag kameraet.

Berit
Noget helt andet er, at vi ikke udvikler roller i traditionel forstand. Vi udvikler delelementer, 'parts', vi fylder ud, eller 'stiger', vi følger - individuelt. Når jeg ser, hvordan Sarah (medlem af Gob Squad, red.) fortolker en bestemt 'part', så ved jeg, at jeg ville have gjort det på en helt anden måde. Det afføder en tolerance. Jeg kan acceptere, at Sarah gør det på sin måde, og at jeg ville have gjort det på en anden og vice versa. Vi har en fælles grundstruktur, som vi individuelt fylder ud med vores individuelle præferencer, styrker og svagheder.

Sean
Et eksempel kunne være Room Service. Berit og Sarah har begge roller, hvor de på et bestemt tidspunkt skal have et 'virkeligt møde' med en tilskuer. Dette møde er en del af vores grundstruktur og skal finde sted hver gang. Berits måde at løse det på er som regel at invitere en tilskuer op til hendes værelse, hvor de danser stille sammen i mørket.

Berit
Dette møde opbygger en fælles forestilling om, at de spiller nogen fra min fortid eller lignende.

Sean
Sarahs tilgang er en helt anden og meget humoristisk. ”Jeg vil opleve et forhold på mit værelse – ikke begyndelsen eller slutningen på forholdet, men kun midten." Måske spiser de så bare chips og ser TV. Man kan sige, at de begge to opfylder kravet om at nå frem til et 'virkeligt møde', der både er rørende og morsomt. Men de gør det på hver deres måde.

Hvad ville i gerne prøve af, hvis alt var muligt? Hvis der ingen grænser var – hverken biologiske, psykologiske eller historiske?

Berit
Først og fremmest synes jeg, at det ville være interessant at tage presset væk. Hvis man kunne skubbe tiden efter behag.

Sean
Det er færdigt, når det er færdigt.

Berit
Ja, så der ikke er nogen eksternt definerede deadlines.

Sean
Ville vi nogensinde sige, at det var færdigt?

Berit
Måske? Godt spørgsmål, jeg ved det ikke. Men der har været situationer, hvor idéerne kom meget sent i forløbet, og hvor det ville have været fantastisk, hvis man kunne sige: ”OK, nu tager vi fire uger mere, hvor vi virkelig får det på plads”.

Sean
Hovedfaktoren er tid. Den sniger sig altid ind på dig og du føler aldrig, at der er nok tid. Men jeg tror, at selv om man havde al tid i verden, så ville det alligevel aldrig være nok. Tid ville helt bestemt være højt på Utopia-listen.

Berit
Et andet helt konkret ønske: Det ville være genialt, hvis vi fra starten havde de samme vilkår som når vi faktisk spiller forestillingen, - at man f.eks. kunne arbejde på det rigtige hotel…

Sean
…eller på et rigtigt hospital i stedet for et teater, der lader som om...

Berit
Det ville være idealbetingelsen. Og det ville give et meget bedre udgangspunkt for vores arbejde. Det er selvfølgelig ikke det samme, når man ikke arbejder det rigtige sted. Så er man nødt til at frasortere idéer, der virker for urealistiske eller ikke kan prøves. Men vi prøver selvfølgelig altid at skabe et lignende set up.

Har I, helt personligt, lyst til at arbejde på en helt anden måde, f.eks. uden det kollektive, 'under' en instruktør?

Sean
Jeg har ikke lyst til at være sceneinstruktør á la det tyske Regietheater. Der må være temmelig ensomt på toppen. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg har lyst til at arbejde under en instruktør. Vi har nogle gange idéer, hvor vi kunne tænke os at arbejde med flere hundrede statister, heste, dansende hunde, fyrværkeri og både. Det kunne være fedt. Og især med mennesker! Vi har tit idéer, hvor vi har brug for 300 børn på hvide heste, der rider forbi. Det kunne være godt at kunne gøre sådan noget. Nu forestiller jeg mig, at det ville være lidt som åbningen af OL i Beijing. Men det kunne være fedt at prøve. Jeg ville elske at prøve sådan en OL-ceremoni.

Berit
Det ville være et mareridt at organisere.

Sean
Ja, men man ville have et team. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad man kunne gøre, hvis man havde 500 mennesker.

Berit
Men så vil de alle sammen have at vide fra dig, hvad de skal gøre hvornår.

Sean
Det er sjovt, at fordi vi arbejder så meget med kameraer, så er nogle af vores processer temmelig lig det at lave film. Men vi har ikke et filmbudget. Der er jo en grund til, at rulleteksterne til en film tager ti minutter. Der er flere hundrede mennesker involveret, der hver har deres opgave. Selvfølgelig er det også det gode ved vores æstetik, at vi gør det selv med små billige kameraer og en-persons filmhold. Nogle gange ville det være fedt virkelig at kunne realisere en vision med et stort hold og en masse statister.

Berit
Jeg kunne godt tænke mig at teknikken var bedre, at den var der, hvor vores visioner er. At man ikke altid er begrænset af at måtte sige: ”Nej, desværre, så kan du ikke få det live link."

Sean
Ja, Ultra HD video links, som vi er blevet lovet siden 60’erne.

Berit
Men de virker ikke…

Sean
Nej, de virker ikke. Vi har en del idéer, der er baseret på teknologi, der ikke kan nok.

Hvordan kan I undgå, at I i jeres samarbejde ikke altid indtager de roller, som I er bedst til?

Berit
Jeg tror, at det mange gange er sådan, at man på forhånd ved, at bestemte personer er rigtig gode til dramaturgi, dvs. er gode til at skabe struktur fra punkt til punkt. Det er der nogen, der har en forkærlighed for, mens andre måske hader det. Andre vil meget hellere spille og griber processen mere intuitivt an. Det ved vi om hinanden, og selvfølgelig er det ofte de samme, der foretrækker det samme. Men ikke konsekvent. Det er også ofte sådan, at man ved, at den og den person bringer det der og der hen.

Præcis derfor er det godt, at to andre, som egentlig arbejder helt anderledes og meget mere intuitivt, tager opgaven med at strukturere stoffet på sig. På den måde kommer det igennem flere hænder, til det er der, hvor vi gerne vil have det kommer hen. Derfor viser det heller ikke hele billedet, når man siger, at den og den altid gør det og det, og vedkommende udfører det altid på den måde. Det er kun de første impulser, som bliver givet videre endnu engang.

Det er meget karakteristisk for vores proces, at vi gør, ligesom når man laver en tegning ved, at den første person tegner sin del af tegningen, bukker papiret og giver det videre til den næste osv. Det beskriver meget præcist vores proces, hvor stoffet ofte skifter hænder og efterhånden bliver præget af flere og flere fingeraftryk.

GOB Squad

Berit Stumpf (born 1969) and Sean Patten (born 1971) are co-founding members of the international performers’ collective Gob Squad, formed in 1994. Gob Squad makes performances, videos, installations and happenings, mixing theatre, performance, film and real life. The group tours worldwide with their works.

www.gobsquad.com

http://vimeo.com/21039418

Eve Bonfanti & Yves Hunstad

Isabelle — Wed, 23 Mar 2011 18:14:25 +0000

La Fabrique Imaginaire Théâtre de l’ouest, Paris 6. november 2008 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Isabelle ReynaudEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor har i valgt teatret?

Yves
Fra jeg var helt lille, har jeg været vild med teater. Jeg elskede at klæde mig ud. Jeg kan huske, jeg klædte mig ud som blikkenslager og lod, som om jeg reparerede køkkenvasken. Det fremkaldte en del latter og skabte en slags feststemning. Det skete hver gang, jeg klædte mig ud. Jeg tror, det blev kilden til, at jeg fik lyst til at lave teater. I skolen kunne jeg ikke lide at skrive. Jeg troede, at hvis jeg lavede teater, så skulle jeg ikke skrive mere, men bare lege. Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at tilbringe al min tid med at skrive.

Eve
Jeg tror ikke, at jeg bevidst har valgt at lave teater. Jeg begyndte også som lille, men udelukkende fordi jeg ville være som min storesøster, der allerede lavede teater. Derfor har jeg heller aldrig stillet mig selv spørgsmålet. Jeg efterlignede bare. Efter jeg er blevet ældre, er jeg alligevel blevet i tvivl, om det var det rigtige for mig. Det jeg allermest ønskede var at få indflydelse på verden. Jeg ville måske hellere have været biolog eller forsker - eller være læge i ”Læger uden grænser”. Jeg kom hurtigt tilbage til teatret, men efterhånden syntes jeg igen, at teatret ikke sætter nok præg på verden. Jeg begyndte jo at arbejde som skuespiller i det traditionelle teater med et klassisk repertoire. Det blokerede for min lyst til at spille. Det fungerede ikke for mig som skuespiller. Derfor begyndte jeg at arbejde som instruktør for senere at vende tilbage til skuespilkunsten.

Hvad var det, der blokerede for dit spil i det traditionelle teater?

Eve
Det var følelsen af at skulle følge reglerne og konventionerne, og at man forventede af mig, at jeg repræsenterede et bestemt ungpige- eller kvindebillede. Det er ikke på den måde, man forandrer verden. Det er sådan, man behager verden.

Kan i beskrive jeres arbejdsmetode, altså prøveforløbet fra idé til det endelige produkt? Vælger I f.eks. et tema? Er skuespillerne med fra den indledende del af processen?

Eve
Vi begynder altid med en idé, et ønske eller en intuition. Vi ved absolut intet om, hvor det vil føre os hen. Det er en impuls - ønsket om at ville sige noget bestemt eller sætte noget bestemt i gang. Vi tager udgangspunkt i vores nutid. Det er i den, vi er stærkest. Grundelementerne er ønsket om at sige noget og at levendegøre det. Vi bygger op sten for sten, idé efter idé. Vi spiller meget tidligt foran et publikum. Når vi har tyve minutter af en forestilling, begynder vi at præsentere arbejdet. Vi spiller for nogle mennesker, og vi søger kontakt med dem for at mærke og finde ud af, om disse tyve minutter har eksistensberettigelse og nødvendighed i forestillingen. Det er på det grundlag, vi arbejder os fremad. Vi følger ingen tidsramme. Det kan tage 2-3 år, nogle gange endnu længere tid at færdiggøre et stykke.

Yves
Det tager 3-4 år.

Eve
Det er grunden til, at vi kun har sat fire stykker op i løbet af tyve år. Det tager os utrolig lang tid. Desuden spiller vi også forestillingerne i meget lang tid.

I improviserer jer altså frem til en lille del af forestillingen og viser den til et publikum med det samme?

Eve
Ja, med det samme og undersøger, hvornår relationen mellem publikum og forestillingen er rigtig. Det er den, når relationen er organisk. Vi arbejder ud fra intuitioner og konfronterer publikum med dem. Vi vil gerne vide, om det vi kommer med genkalder og fremkalder noget hos publikum - om det interesserer dem, pirrer deres interesse og nysgerrighed. Vi vil også gerne vide, om det keder publikum, om vi kredser for længe om en idé, om publikum får en fornemmelse af, at det de ser, bliver skabt lige her og nu. Det er lige det, det hele handler om. Vi prøver at fastholde og genskabe nuet.

Yves
Vi prøver at fastholde en længsel i os og i publikum, det vil sige ønsket om at følge forestillingens udvikling. Vi har aldrig været i en situation, hvor vi skulle spørge os selv om, hvad for en forestilling vi skulle lave bagefter. Når vi arbejder på en forestilling, er vi dybt involveret i arbejdet, men vi turnerer også med tidligere forestillinger. Når den skrevne tekst er færdig - det vil sige, indtil nu har vi spillet forestillingen, nogle af dem op til 100 gange, mens vi stadig skrev videre på den - fødes et nyt ønske som en helt naturlig følge af det netop færdigskrevne stykke. Vi overvejer slet ikke, hvad vi skal lave bagefter, hvilket ellers er karakteristisk for det traditionelle teater. Vi lever af at arbejde på og spille en forestilling, der så vil fylde vores liv i de næste 10 år.

Taler I med publikum, efter at de har set jeres præsentationer eller 'fornemmer' I bare publikum?

Eve
Vi gør begge dele. Imens vi præsenterer vores arbejde, om det nu er en kort eller lang præsentation, fornemmer vi meget hurtigt, hvad der falder igennem, eller hvad der holder. Vi er meget bevidste om at være utroligt lydhøre og opmærksomme på publikum, nogle gange er vi faktisk for fokuserede på, om vi har fat på det rigtige, eller om vi spiller dårligt. Bagefter taler vi med publikum. Det kan forekomme, at vi foreslår at gå ud og drikke et glas sammen for at lytte til, hvad de har at sige til os.

Er det mennesker, I kender i forvejen eller er det fremmede?

Eve
Alle slags mennesker. Vi udnytter alle muligheder for at vise det, vi har arbejdet med, for at teste vores materiale. Det kan være en gruppe bønder i Normandiet eller en gruppe skuespillere eller et blandet publikum til en fest. Det kan også være et teater, der er interesseret i skabelsesmetoden, i processen. Der er ikke mange, men de findes. Det sker, at disse teatre inviterer os til at komme 1-3 gange over 2-3 sæsoner for at vise, hvordan forestillingen har udviklet sig. Det er ikke åbne prøver, men det har nogle af de samme elementer. Publikum er klar over, at forestillingen ikke er færdig, og at når de kommer et år senere, vil de se, hvordan den har udviklet sig.

Yves
I virkelighed 'prøver' vi meget lidt. Vi er altid i gang med at forberede en præsentation. De har oftest en varighed på 15-20 minutter. Vi får ikke meget støtte fra staten, så vi minimerer vores prøvefaser. Når vi ved, at vi skal spille et bestemt sted, forbereder vi denne aften. Det vil sige, at senest 3-4 dage før vi spiller en forestilling, begynder vi at forberede præsentationen. Derfor synes vi aldrig, at vi bare gentager en forestilling. Vi forbereder os individuelt til hver forestilling og prøver at præcisere det, vi på forhånd har bestemt os til.

Eve
Man kan sige, at vi kobler en økonomisk nødvendighed sammen med en arbejdsmetode. Det er ikke noget valg. Det giver sig selv, fordi ingen vil finansiere et halvt eller helt års prøveperiode. Men jeg er også overbevist om, at det heller ikke passer til os at prøve uden publikums feedback. F. eks. Voyage, vores sidste forestilling, har vi forandret hver eneste gang, og vi har allerede spillet den 30 gange i forskellige teatre. Og vi er stadig i gang med at udvikle stykket. Vi er helt bevidste om, at der mangler noget. Da vi ikke har økonomi til de nødvendige prøver, heller ikke til det tekniske, bliver det først gjort, når vi er engageret af et teater.

Yves
Jeg skal lige tilføje, at vi er fast besluttet på at fravige den traditionelle måde at lave forestillinger på, altså 2 måneders prøveperiode for bagefter at forvente et godt produkt. Det vil vi aldrig sige ja til. Vi ved, at det ikke er muligt for os. Vi befinder os altid samtidig i en skriveproces. Det er umuligt på 2 måneder. Derfor gør vi det altid helt klart, at det ikke er en færdig forestilling, vi spiller. Det skal man også skrive i programmet. Der er ingen premiere. Vores fremgangsmåde er ikke præget af den stress og forberedelse en traditionel premiere indebærer, hvor forestillingen betragtes som færdiggjort og ikke til at forandre.

Når I har fundet frem til noget, der har vist sig at holde, hvordan får I det så med i jeres forestilling? Har i fundet en metode, hvor I nøjagtigt kan genskabe de gode momenter fra prøverne?

Eve
Vi er lydhøre overfor alt, især hvad angår såkaldte 'uheld'. Uheldene afslører tit noget, der er rigtigt. Vi stoler på nuet. Vi beholder derfor uheldet og gentager det med det samme.

Yves
Vi optager alt. Så kopierer vi det hele, helt nøjagtigt, fuldstændig minutiøst, som det er blevet sagt med alle ”øh'er”, alle pauser og også ting som: ”Hvad”, ”nåh ja” og al den slags. Det er kun på den måde, at man kan genfinde tilstanden og situationen fra før. Det er måske hovedprincippet i vores arbejdsmetode at repetere skridt for skridt, ligesom da det blev skabt spontant.

Eve
Vi kopierer det 'talte', det vil sige ordene, men også kroppen i rummet. Det er to forskellige metoder, som supplerer hinanden. Du kan jo ikke komme i den helt samme tilstand, hvis du ikke kopierer den eksakt samme kropsholdning. Når vi har genskabt situationen, optager vi den igen og lytter til den igen. Gennem distanceringen forstår vi, hvad der er godt...

Yves
...hvad der er levende...

Eve
...hvad der vækker interesse. Det, der er banalt, ud med det - undtagen hvis vi er overbevist om, at der bagved det banale gemmer sig noget - noget vi ikke har fundet endnu. En rød tråd.

I spiller jo begge to og er derfor samtidigt på scenen. Instruerer I jer selv, eller har I også instruktører udefra?

Eve
Jo, i Du Vent... des Fantômes havde vi en sceneinstruktør ansat, fordi vi ikke selv kunne finde ud af det...

Yves
...vel at mærke efter to år!

Eve
...efter to års hårdt arbejde. I Au Bord de l’Eau havde vi ingen instruktør. Der blev publikum vores sceneinstruktør. Og i forestillingen Voyage…

Yves
...der var det snarere dig, der satte i scene, mens du spillede. Men der havde du også en karakter, der stod udenfor og kunne observere med en vis distance. I hvert fald fulgte alle andre hendes figur. Så det var logisk, at hun overtog instruktørrollen i prøvesituationen.

Eve
Vi filmede også dengang for at se, hvad der duede og ikke duede. I hvert fald hjalp det mig i mit spil. Vi blander os også i hinandens arbejde. Han siger noget til mig, jeg siger noget til ham. Og der er noget, vi skriver ned trods alt, ligesom en dramatiker - noget vi skriver sideløbende for bagefter at injicere det i stykket og finde ud af, om det fungerer eller ej. Vi arbejder ikke kun med improvisationer på scenen, vi bruger også nogle gange tekst. I forestillingen Voyage har en af skuespillerne, Katja, selv skrevet en dialog. Hun skrev den om natten og næste dag testede vi, om den fungerede.

Der findes ikke kun én måde at gøre det på. Det er forskelligt, hvordan forestillingerne bliver til. Til forestillingen Voyage lavede vi en workshop med skuespillere og teatermennesker. Temaet var 'videnskaben og teatret'. Der blev inviteret videnskabsmænd. Vi optog f.eks., hvad genetikeren fortalte os om dna-strukturen. I selve forestillingen er der en genetiker, der holder et foredrag om dna-strukturen. Vi kopierede ordret, hvad genetikeren havde fortalt os. Vi tilføjede bare nogle vittigheder fra en humoristisk astrofysiker, der også deltog i workshoppen. Det hele var ordret. Det eneste, vi gjorde, var at sætte det ind i en ny ramme, en ny situation og så iscenesætte det. Publikum bliver deltagere i en 'virkelig' konference. Det morer os. Jeg aner ikke hvorfor. Vi kan heller ikke svare på, hvorfor vi har en genetiker med i vores forestilling. Han har bare været med fra begyndelsen.

Yves
I arbejdsprocessen integrerer vi det, vi oplever. Det er logisk, at hvis en genetiker krydser vores vej, så bliver han til en teaterfigur.

Eve
Selvfølgelig researcher vi også på dna, undfangelse osv. Alt er forbundet med hinanden. Det er spændende at søge forbindelser ligesom en detektiv, der skal finde ud af, hvorfor det er vigtigt, at denne genetiker møder denne sexolog, som vi ikke selv på forhånd vidste, ville blive sexolog.

Yves
Ja, man kan godt sige, at vi bruger 2-3 år på at forstå, hvad vi selv laver. Og tit er det tilskuerne, der siger: ”Nåh, det er sådan, det hænger sammen.” Vi har ikke selv fra begyndelsen noget begreb om betydningen af vores intuitioner, men finder ud af det gennem vores arbejde. Skridt for skridt. Sådan har jeg det i hvert fald.

Eve
Sådan har jeg det også.

Yves
Det er en rejse. Jeg spiller med en viden om, at jeg først senere vil forstå, hvad jeg gør. Okay, man ved godt, hvad man laver, men forstår ikke, hvad det kan bruges til, og hvad for en rolle det vil få senere hen.

Hvad er den essentielle betingelse for, at et prøveforløb, en skabelsesproces lykkes?

Eve
Det, der er vigtigt er, at vi kan være søgende og samtidig helt præsent i det, vi gør. At være åben for det, der foregår på scenen, og for det, der forgår i salen, er næsten trylleri.

Yves
Der skal ikke være en 'skuespiller' til stede på scenen. Det er væsentligt!

Eve
...ingen bedømmelse!

Yves
Efter vores arbejde med La Tragédie Comique (Den komiske tragedie) besluttede vi som skuespillere, at vi aldrig mere ville beskæftige os med spørgsmål som: er det nu godt nok, hvad jeg laver? At slippe for alle disse problemer er basis for at begynde arbejdet. Det handler om, at man spiller, prøver og improviserer for at skabe en forestilling. Det kommer altid i første række. Hvis jeg som skuespiller har problemer med, hvorfor jeg har blå sko på, så er det mit problem. Det skal under ingen omstændigheder forstyrre prøverne. Det er selvfølgelig vigtigt, at skuespillerne forstår deres figurer, men det diskuterer man efter prøverne og finder fælles løsninger.

Åh ja, så er det også meget vigtigt, at man ved hvornår, hvordan og hvad man spiser. Det er ikke muligt for mig at prøve med en lille sandwich i hånden. Man skal spise ved et smukt, dækket bord. Man skal give sig tid til at spise i fred og ro. Hvis jeg har aftalt at prøve kl. 14:00, og vi ikke er færdige med at spise, så må prøverne vente. Frokosten eller middagen er en af vores arbejdsplatforme. Og det er der, vi får de bedste ideer. Vi bruger også tiden i bilen til at få gode ideer. Når vi rejser, optager vi vores diskussioner. Vi kan gå helt ned i de små detaljer, og selv om vi ikke er i en prøvesal, så prøver vi.

Eve
Der er ingen adskillelse mellem teatret og livet. Vi skelner ikke mellem teaterarbejde og privatliv. Skabelsesprocessen foregår hvor- og nårsomhelst.

Hvad er den bedste skabelsesproces, I nogen sinde har oplevet og hvorfor?

Eve
Tilfredsstillelsen er meget stor, når vi efter et stykke tids research og prøver finder ud af, at alle delelementer hænger sammen på en helt organisk måde. Det ene moment afføder det andet. Det flyder helt af sig selv. Og pludselig har vi en hel forestilling, der bevæger sig med en lethed fra begyndelse til slutning.

Yves
I dag vil jeg sige, at en god skabelsesproces varer tre til fire år af mit liv. Det er den tid, der skal til for at skabe noget, noget der holder og er levende. Det er blevet til en forestilling, hvor publikum er vidne til noget, der bliver skabt her og nu. Man kan ikke se konstruktionen, iscenesættelsen. Publikum skal have fornemmelsen af, at denne forestilling aldrig vil kunne spilles på samme måde næste dag. Det kræver fire års iscenesættelse og skrivearbejde at få det til at lykkes. Det indebærer også, at skriveprocessen er helt og aldeles fuldendt, hvor INTET er overladt til tilfældighederne. En prøve, der tager fra kl. 14.00 til 18.00 en fredag eftermiddag er bare en lille dråbe i prøveoceanet. Det betyder ikke så meget, om en enkelt prøve er vellykket.

Hvilket problem virker uløseligt, noget I ikke har fundet nogen løsning på endnu? Har I oplevet et problem, som I ikke ønsker at opleve igen?

Eve
Noget vi ikke ønsker at opleve igen er de produktionsvilkår, vi tidligere talte om.

Yves
Hvordan finder man nok tid til at skabe, og hvordan tilrettelægger man tiden? Vi bruger ufatteligt meget tid på at løse administrative opgaver og logistiske problemer, der opstår, når vi turnerer med vores forestillinger. Hvordan kan vi med de begrænsede midler, vi har til rådighed, finde nok tid og rum til at skabe vores forestillinger, ro og plads til at være kreative?

Eve
Vi arbejder på den måde for ikke at få lampefeber. Vi siger altid, at vi ikke er færdige endnu. Hvis der sker noget med teksten, når vi spiller, så er det jo ikke slemt, så er det faktisk en fejl, der vil føre til, at vi finder på noget meget bedre. Vi garderer os ved, at vi fortæller publikum, at de bliver en del af en prøve, hvor vi godt kan kigge i manuskriptet eller tale med hinanden. Men vi er overhovedet ikke fri for præstationsangst, og jeg har lampefeber, hver gang jeg præsenterer noget, der endnu ikke er færdigt. Ergo har jeg overhovedet ikke løst mit problem.

Yves
Ja, jeg har det også sådan - måske i lidt mindre grad. Det kan ske, at jeg står på scenen med en helt ny tekst, som vi kort tid før præsentationen besluttede skulle med. Og ups, så står jeg på scenen og siger denne dugfriske tekst. Helt ærligt, det er ikke rart at være i. Vi gør det kun for at forbedre vores produkt.

Eve
Det er rædselsfuldt!

Yves
Vi skal også nævne, at vi aldrig, og jeg mener aldrig, improviserer foran publikum. Vi optræder kun med det, vi på forhånd har aftalt og skrevet ned. Vi er meget omhyggelige i vores arbejde og meget påpasselige med at memorere alt. Nogle gange skal vi gøre det på meget kort tid. Vi tester det, vi har skrevet ned. De uheld, der opstår undervejs, reagerer vi på spontant og kan finde på at inkorporere i stykket. Præstationsangst og tidspres kan overmande os.

Hvad ville I ændre i en prøveproces, hvis alt var muligt? Hvad ville I afprøve, hvis alt var tilladt? Hvis der ikke var nogen grænser, hverken fysiske, biologiske eller etiske?

Eve
Jeg ville gerne prøve at have mit eget teater, som jeg kan tage til hver dag i stedet for at arbejde her og der og alle vegne. Vi har skabt alt på grundlag af en tilværelse som nomader.

Yves
Mener du et prøvested eller et sted for publikum?

Eve
Jeg mener det hele - et teater til at prøve i, men selvfølgelig også for publikum og med hele teknikken, med alt, alt, alt!

Yves
Men ikke et teater, hvor du har nogle påtvungne produktioner.

Eve
Nej, kun et sted hvor alt er til for min skyld! Hvad med dig?

Yves
Jeg, vi drømmer - men som du siger, det kan ikke lade sig gøre- om at kunne arbejde et sted og efter 5 dage kunne sige: "Nå, nu er det skrevet, og det er færdigt. Og det har ikke taget 4 år!" Det ville være fantastisk. At det bare skete én gang. Det ville have noget magisk over sig. Efter en uges arbejdsglæde at kunne sige: "Vi har skabt noget helstøbt." At kunne opleve det én gang i sit liv og optræde med det, det ville være stort. Nogle gang drømmer jeg om at lave en koncert, hvor vi spiller musik og synger, og at det bare kommer til os. Vi ville sige til os selv, det der, det er umuligt - lige som en improvisation, der er genial. Den er der bare og er ufattelig.

Eve
En genial improvisation på halvanden time, der afføder en forestilling, vi kan spille i 10 år.

Yves
Det kommer aldrig til at ske!

Eve
Det er også vores drøm at arbejde endnu mere som et hold. Her i øjeblikket, når vi rejser, gør vi det lidt mere. Vi er allerede seks, der arbejder sammen. En drøm ville være at arbejde med nogle helt usædvanligt gode lysdesignere eller med helt fantastiske nulevende kunstnere, der kunne hjælpe os med at skabe forbløffende lysdesign.

Yves
Jeg drømmer om at lave en forestilling med et lille barn på 3-4 år, der er på scenen i en hel time, og det holder. Da vi arbejdede med vores datter, havde hun en utrolig fornemmelse for rytme. Hun var usædvanlig morsom, da hun var 4-5 år. Hun er stadigvæk morsom, men nu er hun 12 år. Nu er det for sent. Jeg ville elske at synliggøre, at scenearbejde ikke kun er et professionelt arbejdsområde, men også et menneskeligt. Det ville være meget smukt. Barnet skal være solist alene på scenen, men ledsaget af en eller flere musikere, netop ikke bundet og beskyttet af en person, der ved, hvordan man gør. Det ville være dejligt at have den evne at kunne guide et barn til at være sig selv på en scene, uden at det gør, hvad jeg synes, det skal. Jeg oplevede engang, at en af mine døtre, da hun var 3, satte sig i skrædderstilling ligesom Buddha i ca. 30 sekunder. Det var ubeskriveligt smukt. Det var et rent og sandt øjeblik.

La Fabrique Imaginaire

Eve Bonfanti and Yves Hunstad are co-founders of the theatre company La Fabrique Imaginaire, sharing the roles of playwrights, actors, directors and stage designers. Their first play, La Tragédie Comique from 1988, was created during 5 years of intensive rehearsal work and has played more than 500 performances around the world, translated into ten different languages.

www.fabriqueimaginaire.com

Heiner Goebbels

Isabelle — Wed, 23 Mar 2011 16:01:53 +0000

Sceneinstruktør, komponist, konceptudvikler Gießen 27. juni 2008 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Nis Hollesen, Isabelle ReynaudEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor har De valgt teatret?

Det står i min biografi, der er på mit website! Jeg besvarer naturligvis alle Deres andre spørgsmål.

Kan De beskrive Deres arbejdsproces fra idé til det endelige produkt?

Jeg tror, at det siden begyndelsen af 90erne er karakteristisk for alle mine projekter, at jeg som regel, efter omtrent et års konceptuel tilnærmelse, har mindst to prøvefaser: en prøvefase cirka et år før premieren og så måske en anden prøvefase et halvt år før premieren og så en tredje til sidst. Og det karakteristiske ved det er, tror jeg, at alle disse prøvefaser skal finde sted under originale forhold. Det betyder, at lyset for eksempel ikke kobles på til sidst eller scenografi-idéen... Jeg arbejder og finder på det hele samtidigt inden for de givne betingelser ved det pågældende projekt.

De enkelte projekter adskiller sig helt fra hinanden. Motiverne kommer fra vidt forskellige kanter. Jeg begynder nogle gange med en tekst og ved, at jeg på en eller anden måde vil bearbejde teksten scenisk. Som f.eks. i stykket Eraritjaritjaka med tekster af Canetti.[1] Der kendte jeg allerede teksterne seks år i forvejen. Andre stykker påbegynder jeg med et billede, en billedforestilling eller med ønsket om at arbejde sammen med en bestemt skuespiller eller med en bestemt musiker. Der er et begyndelsesmotiv, der dog som regel er kendetegnet ved en stor åbenhed. Denne åbenhed forsøger jeg at bibeholde i relativt lang tid, til beklagelse for mine medarbejdere, som naturligvis altid gerne vil vide, om det skal blive ved med at være, som det er nu.

Det forbliver for det meste ikke sådan, men ændrer sig tværtimod. Det er vigtigt, at der ikke er noget hierarki i teatret imellem de forskellige processer og mediernes materialer, når de skal ændres. Det er ikke sådan, at teksten er det første og vigtigste og er grundloven. Og det er heller ikke sådan, at man indtager rummet, og det så ikke kan ændres igen. Det eneste, der gælder, er, at alle medier, alle teatermidler, lyset, rummet, skuespillerne, teksten, lyden – at alle teatermidler bliver udviklet samtidigt og også samtidigt kan gøre sig stærke, kan blive gjort stærke af den pågældende scenekunstner, som jeg arbejder sammen med. Scenografi, lyddesign, lysdesign, kostumer og nogle gange video. Det er en proces, der bliver båret frem af hele holdet sammen, idet hver især forsøger at gøre sit område stærkt. Lysdesigneren forsøger at gøre sit terræn stærkt. Han er involveret helt fra starten, lige fra første prøve - ikke kun som konceptudvikler, men også som én, der skubber rundt med projektører og ting og siger: ”Lad os prøve det her igen. Jeg løfter lyset bagfra.”

Kun derved kan alle disse ting overhovedet blive ført sammen, for det er min væsentligste teatererfaring, at alt, hvad der kommer til senere, kun har en illustrativ rolle. Det kan kun få en strukturel rolle, hvis det er med fra starten af. Hvis man arbejder med en skuespiller og til sidst siger: „Nu kommer så musikken til, og den afbryder dig her, og så kommer der en rent musikalsk scene”, så gør han naturligvis oprør, så kan hans krop heller ikke længere reagere på det. Når man forsøger at arbejde med musik og tekst i en jævnbyrdig balance, som jeg f.eks. gør, så må man også gøre det fra dag ét. Så fungerer det også. Så gør denne modstand fra det andet medie, f.eks. musikken eller lyden eller lyset eller rummet, endda skuespilleren stærkere. Det er en meget vigtig forudsætning. Jeg har brug for en prøveproces, der fordeler sig over et langt tidsrum. Jeg har brug for en prøveproces, hvor jeg fra dag ét har alle prøvemidler til rådighed. Jeg ved, at det er en stor luksus. I Tyskland findes det f.eks. ikke. Jeg kender ikke et sted i Tyskland, hvor jeg kan prøve på den måde. Det kan jeg på mit teater, som jeg har haft et samarbejde med igennem ti år - Théâtre Vidy i Lausanne i Schweiz.

Og for det tredje har jeg brug for et teater, som virkelig stiller sin mekanik, sin teknik, sit apparatur til rådighed for mig som laboratorium. Som ikke siger til mig: "Du skal benytte disse ti skuespillere, du skal tage dette orkester, du skal tage denne sanger…" Tværtimod når jeg begynder på et projekt, kan jeg selv frit vælge ud mellem alle disse elementer, også skuespillerne, også medvirkende, også musikerne. Vælge lige præcist de rigtige til det her projekt. Og så er der naturligvis problemer, når teaterdirektøren siger: "Ja, denne Shamisen-spiller[2] fra Tokyo, som du absolut vil have med, hvordan kan vi tage hende med på turnéen? Hvordan skal det gå?" Og så må jeg naturligvis forsøge at berolige ham, og det virker.

F.eks. havde vi i stykket Hashirigaki, som jeg opførte i 2000, en skuespiller/performer fra Sverige, en fra Canada og en fra Japan, og vi spillede mere end hundrede forestillinger i hele verden, fra Australien til Hong Kong, fra New York til San Francisco og naturligvis i Europa. Og det gik. Det betyder, at man kan drive teater hinsides repertoireteatret, som er det traditionelle i Tyskland, Det er skønt, når man kan arbejde sådan, nemlig 'en suite'. Man behøver altså ikke stille om og gøre plads til et andet stykke kl. 3 om eftermiddagen, men kan bruge to-tre dage på at bygge op og så vise et stykke i ti dage. Så kan man naturligvis være meget mere nøjagtig. Man kan benytte rummet, man kan benytte lyset på en helt anden måde. Denne konstante fleksibilitet, som maskineriet i repertoireteatret kræver på den tekniske side, kan kun fungere med en enorm arbejdsdeling, som altid betyder, at den enkelte ikke længere har overblik over det, der sker. Og når man arbejder på min måde er det vigtigt, at lydmanden altid er med fra den første til den sidste prøve. Der afløses ikke engang. Lydfolkene er der fra kl. 9 om morgenen til kl. 11 om aftenen og finder endda på nyt om natten. De er altid topmotiverede, meget selvansvarlige, meget konstruktive og kreative subjekter i denne proces og ikke udskiftelige skifteholdsarbejdere, der så at sige stiller noget klart.

Jeg har lige lavet et stykke, der hedder Stifters Dinge. Det havde premiere sidste september og er for tiden på en lang turné i Schweiz (juni 2008, red.) og fra begyndelsen af juli i Avignon og til efteråret i andre lande. Det er et stykke uden medvirkende, ingen musik, ingen dansere, ingen sanger, ingen performer. Det er et stykke, der består af scenen, lyset, vandet, regn, tåge, is, projektioner, klange - af metal, af sten, af fem klaverer, der bevæges mekanisk. Dette stykke havde været umuligt i et normalt teater. Teaterchefen havde naturligvis haft ret i at sige: ”Du skal arbejde med mit ensemble. Mit ensemble får overført løn hver måned, og jegskal beskæftige dem”. Eller hvis det er et operahus: ”Du skal arbejde med mit orkester”. Men jeg ville udvikle et stykke, som netop beror på fraværet af det, som man almindeligvis ville karakterisere som intensitet og præsens i det relativt konventionelle teater. Jeg ville lave noget, hvor det er tilskueren, der er den suveræne, den irriterede suveræne, hvor tilskueren står i centrum for iagttagelsen. Og det fungerer i dette teater i Schweiz, når jeg siger til teaterchefen, at jeg i det næste stykke ikke har brug for skuespillere. Så siger han: „Okay, så engagerer jeg ikke nogen,” og så siger jeg, at jeg har brug en virkelig god programmør og en musikalsk assistent, der kan lave de klaverer, der kan spille af sig selv, og så er det ikke noget problem.

Sådan synes jeg en produktion og et teater, som virkelig er eksperimentelt, skal være. Det vil sige, at man på forhånd ikke ved, hvad der i sidste ende vil komme ud af det. Det er karakteristisk for mine processer. Jeg har ingen 'vision' af, hvad det bliver for et stykke, som på en eller anden måde er repræsentativt for det, som opstår til sidst. Jeg sætter et forløb i gang, en proces. Jeg ved, hvad jeg ikke vil. Jeg ved, at det er selve opgaveformuleringen, der har min interesse. Hvordan "siger" denne maskine eller denne musiker eller Canetti eller Gertrude Stein? Og så finder jeg og mit hold virkelig på noget, som jeg ikke havde forestillet mig på den måde. Og jeg synes, at det er den egentlige mulighed for overhovedet at bedrive teater som et eksperiment. Man kan ikke gøre det inden for et repertoireteaters rutiner.

Hvorfor inddeler De prøverne i tre prøveforløb? Hvad er det gode, det ideelle ved det?

Det har en ganske simpel grund. Jeg ved jo ikke, hvordan et stykke ender med at blive. Desuden forestiller jeg mig ikke noget færdigt resultat, som jeg med alle midler vil forsøge at gennemføre, også imod et teaterhus' eller en skuespillers formåen. Når alt kommer til alt, vil jeg bare opdage noget. Jeg vil også gerne opdage noget i 'spilleren', som jeg endnu ikke kender. F.eks. når jeg arbejder med musikere, så giver jeg dem ingen noder, for jeg ved jo, at de kan spille. Derimod giver jeg dem tekster eller tennisbolde eller instrumenter, som de ikke har lært at spille på, for at finde ud af, hvad andet disse musikere kan. Og så opstår et stykke, i hvilket musikerne er performerne og ikke kun orkester. Frem for alt er den første fase en helt åben improvisation, en eksperimentel improvisation over alt, hvad jeg ikke ved om de optrædende eller om rummet eller om teksten. I den anden fase - hvis den overhovedet finder sted - nogle gange er den anden allerede blevet til den tredje - forsøger jeg at arbejde mere målrettet hen imod stykkets struktur. Da ved jeg allerede, hvilke tekster der ikke skal bruges, ved måske allerede, hvilket kostume der egner sig godt til en bestemt musiker.

Ganske ofte har jeg f.eks. arbejdet med 'blindtekster'. Altså ikke de tekster, som senere har udgjort stykket, men nogle tekster om havearkitektur eller tekster fra en koncentrisk bog, og jeg har så først senere fundet de tekster, som jeg faktisk brugte til projektet. Til at begynde med ville jeg først vide, hvem der i det hele taget kunne tale. Når jeg ikke skal arbejde med skuespillere, må jeg først afprøve, hvem der overhovedet kan tale og, hvis de kan, på hvilket sprog er det så bedst? Måske hindu eller fransk eller spansk. Den første fase er research, en eksperimentel research efter de muligheder, som ligger og slumrer i det, og som jeg endnu ikke er bekendt med.

Har et positivt prøveforløb positive konsekvenser for slutproduktet? Forenklet sagt: Giver et positivt prøveforløb et bedre stykke?

Jeg er overbevist om, at man kan mærke på en forestilling, hvordan den er opstået. Der er en filmkritiker, filmteoretiker, der engang har sat det på formel: ”Da film og også teatret først og fremmest er en social proces, kan man se på en produktion, om instruktøren er et røvhul og behandler sine skuespillere som objekter, som han skubber frem og tilbage, eller om de er selvbevidste, selvstændigt agerende subjekter, som selv er medvirkende i processen.” Man kan udvide dette ved, at man ikke kun ser, hvordan han som menneske omgås skuespillerne, men også hvordan han omgås teknikeren, om han agerer utålmodigt, autoritært og hierarkisk med lys og lyd, eller om han har et legende forhold til, at lyset pludselig bliver vigtigere end den optrædende, fordi det kan fortælle noget om det stof, det hele handler om. Det ses alt sammen på en produktion. Jeg tror, at meget af det held eller den succes, som jeg har med mine stykker, især i de sidste ti år, frem for alt skyldes en meget kreativ og meget ofte kollektiv produktionsform, en ikke-fremmedgørende arbejdsmåde. Det tror jeg er det vigtige.

Findes der et problem, en forhindring, en konstellation, som De hele tiden støder ind i i et prøveforløb, som De aldrig vil opleve igen, eller som De ikke har nogen løsning på?

Nej, det findes ikke for mig, da jeg har sagt til mig selv, at jeg ikke arbejder under bestemte forudsætninger mere. Reelt arbejder jeg faktisk kun med teams, som jeg kender i forvejen, eller med et teater, hvor jeg allerede har haft sådanne positive, åbne erfaringer. Jeg får rigtig mange forespørgsler, f.eks. på operaer, opgaver fra operahuse. Dem tager jeg ikke imod, og det vil jeg heller ikke gøre i overskuelig fremtid, for jeg ved, at en bestemt institutionel form for operavirksomhed ville påtvinge mig så mange kompromiser, at jeg slet ikke kan være god længere. Derfor tager jeg overhovedet ikke imod dem og derfor sover jeg også godt – for det meste! Men nogle gange sover jeg ikke godt. Det er så at sige bare mit eget kunstneriske problem, at jeg endnu ikke ved, hvordan jeg skal behandle en bestemt scene. Men det er ikke på niveau med en institutionel modstand.

Når man én gang har arbejdet på et egnsteater eller i et operahus - det gjorde jeg meget i 80erne som komponist for andre instruktører - så ved man, hvor stor energi der bliver brugt på institutionel modstand og fagforeningsproblemer. Jeg har f.eks. for nylig sat et eget orkesterstykke i scene på Venedigs opera La Fenice. Det var naturligvis frygteligt, hvad angår arbejdsbetingelserne. De restriktioner, som musikerne med deres fagforeningskontrakter indskrænkede sig selv med… Sådan noget vil jeg ikke gentage.

De talte om personlige kunstneriske blokeringer. Søger De stadig veje, løsninger på, hvordan De kan åbne Dem, når disse blokeringer opstår?

Jeg tror virkelig, man kan minimere blokeringerne, når man arbejder intimt. Jeg tror, at blokeringer oftest er 'forstokkelser' og 'indkapslinger', og når man kan løse dem med sin scenograf eller med lydmanden eller assistenten… Jeg skal ikke være den eneste opfinder af et stykke. Løsningen kan også komme fra et helt uventet sted. Og når man så har accepteret, at man ikke selv skal opfinde alt, så gør det livet væsentligt lettere.

Hvis alt var muligt, alle grænser var ophævet, også de fysiske, biologiske, historiske, hvad var så Deres absolutte utopi?

Jeg har generelt ikke nogen utopier. Jeg arbejder altid kun som reaktion på noget. Jeg arbejder også kun kunstnerisk på bestilling, fordi jeg ikke selv har nogen som helst ideer. Jeg mener, at ideer er farlige. Jeg mener også, at fantasi er farlig. Det drejer sig ikke om, at en instruktør skal have fantasi; han skal muliggøre fantasien hos tilskueren. Det er noget helt andet. Oftest ser man i teatret, at en scenograf eller en kostumier eller en instruktør på en eller anden måde har alt for meget fantasi. Der er ikke noget at opdage. Alt bliver påduttet én, alt bliver vist. Det interesserer mig mere at trække mig tilbage og åbne rum for tilskueren, for den selvstændige opdagelse, den personlige forestilling. Derfor har jeg heller ikke nogen utopiske visioner. Slet ikke!

[1] Elias Canetti.: tysksproget forfatter. Født i Østrig Ungarn. 1905-1994.

[2] Japansk strengeinstrument

Heiner Goebbels

Heiner Goebbels (born 1952) is a composer and director. His work has toured extensively and has given a new dimension to the concept Gesamtkunstwerk. He presents a number of ingredients and it is up to the spectator to sort them. Heiner Goebbels is professor at the Institute for Applied Theatre Studies at the Justus-Liebig University in Giessen and president of the Theatre Academy Hessen.

www.heinergoebbels.com

http://vimeo.com/38580014

WT

editortest — Tue, 22 Mar 2011 22:47:31 +0000

Scene- og filminstruktør, konceptudvikler, sanger m.m., stifter af Service to Others Antwerpen januar 2009 Interview: Isabelle ReynaudTranslation: Isabelle ReynaudEdited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen

Hvorfor har du valgt at lave teater eller performance?

Til at begynde med tog jeg en filmuddannelse. Men allerede fra barndommen havde jeg en kærlighed til scenen. Jeg dansede ballet, og i skolen lavede jeg mine egne teaterstykker med drengene fra min klasse. Man kan godt sige, at jeg allerede dengang var tiltrukket af teatret. Men min vision for, hvad jeg ville lave på scenen, var meget mere filmisk. Jeg havde en stor kærlighed til film, biograffilm. Min far arbejdede som filmfotograf og klipper. Som helt ung var jeg præget af det. Jeg lavede mine egne film som 12-årig og klippede dem selv, små klip med musik. Det var indlysende, at jeg ville lave et miks mellem film og teater. Først fik jeg som sagt min filmuddannelse, men da jeg var færdig med den, følte jeg ikke, at jeg var parat til at lave film. Derfor studerede jeg kunsthistorie på universitetet bagefter. Det var der, jeg læste teater som bifag. Det var der, det for alvor begyndte at interessere mig. Især elementer fra det rituelle teater, altså det teater, der ikke kun vil fortælle en historie, men som har en rituel betydning. Det var der, jeg først og fremmest valgte at lave teater. Selv hvis jeg ønsker at fortsætte med at lave film også i dag, så er jeg nødt til at gå gennem teatret, hovedsageligt på grund af de rituelle træk. Det var ikke let gennem film; der mangler et tilstedeværende jeg sammen med publikum. Derfor begyndte jeg at lave teater. I starten var det meget personligt teater med betydelige filmiske elementer. Det er en blanding. Jeg laver stykker, hvor der vises film på scenen, samtidig med at der er skuespillere. Den måde, mine skuespillere spiller på, spiller sammen med musikken på, giver altid en filmisk fornemmelse.

Kan du beskrive jeres arbejdsproces/metode, det vil sige et prøveforløb fra idéen til det endelige produkt?

Først og fremmest arbejder jeg aldrig med elementer, der allerede eksisterer. Jeg laver, hvad jeg føler, jeg skal. Jeg laver også våbenskjold. Der er mange her i mit arbejdsrum, næsten overalt. Jeg tager også fotos, jeg laver film, små filmklip, og jeg laver teater. Det eneste, der interesserer mig, er skabelsesprocessen, fordi jeg tror, at det er det, der udfordrer en, der provokerer tvivlen frem. Når man skaber noget, ser man sig selv i et spejl. Jeg tror, at den vigtigste grund til, at jeg laver teater, er for at kigge mig selv i spejlet. For at blive rigere personligt, spirituelt osv. I sidste ende for at acceptere den opgave, jeg har på denne jord.

For mig personligt ville det at bruge elementer fra andre føles som selvbedrag og for bekvemt. Jeg kan ikke lide de forestillinger, hvor man spiller uddrag af Shakespeare-stykker eller bruger andres musik, noget der ikke er blevet skrevet specielt til dette projekt. Jeg synes, det er alt for let. I musikken er det almindeligt, at man kun accepterer nye værker som sande kunstneriske værker. Når et orkester spiller kendte numre, så kalder man det 'cover'. Hvis en gruppe spiller Beatles-sange, tager man det ikke rigtig seriøst. Det er bare mennesker, der gentager noget, der er blevet gjort tusind gange før. Men i teatret er de største instruktører dem, der sætter Shakespeare op. Det forstår jeg bare ikke. Det har jeg aldrig forstået. Hvis du spørger mig, så skal et kunstværk være en helstøbt skabelsesproces. Det er derfor, jeg laver alt fra A til Z, skabt specifikt til formålet. Musikken og teksten er skrevet specielt til forestillingen. Idéen, konceptet, kostumerne og scenografien er unikke. Og så laver jeg teater, der fungerer som et spejl. Det er, fordi jeg virkelig tror på, at årsagen til at lave kunst- især for mit vedkommende – er, at jeg vil skabe noget, der er helt og aldeles personligt. Jeg leder aldrig efter et tema at skrive om. Jeg leder ikke efter det, jeg skal lave næste år. Jeg arbejder tit på 3 eller 4 forskellige projekter samtidigt. Jeg arbejder med med æsker. Hver gang jeg har en idé, når et projekt begynder at få liv, laver jeg en æske og lægger idéerne i den. Og den æske, som hurtigst bliver fyldt op med ideer, er det projekt, som kræver at blive realiseret. Det var derfor, jeg først lavede forestillingerne Maria Dolores og Jean-Baptiste. Det har taget mig 4 år, før jeg kunne lave Maria Magdalena. Det er den, jeg laver nu, fordi ideerne til denne forestilling ikke var klar før. Imens arbejdede jeg på andet, som allerede var klart.

Hvordan arbejder jeg? Jeg arbejder altid - har gjort det i 13 år - med små sorte bøger. Det er det, jeg laver fra morgen til aften. Jeg har hundredevis af dem. Og når jeg finder et foto, et billede i et blad, som jeg kan lide, beholder jeg det og klistrer det i bogen. Ved siden af tegner jeg så figuren, jeg vil spille – i flere variationer. Jeg tegner hele tiden. Jeg finder artikler. Jeg skriver i bøgerne. I én bog findes der flere projekter. Og når jeg finder noget, laver jeg en kopi af det og kommer det i æsken. Det er fundamentet. Efter det sanser jeg meget klart forestillingens bærende stemning og retning. Det første jeg så gør, er at arbejde med musikken. Det er nok mærkeligt, for man plejer jo først at skrive scenariet og derefter skabe musikken. Når scenariet er færdigt, når alt er filmet, bliver musikken lavet i sidste øjeblik. Lidt musik her, lidt der for at fylde hullerne ud. Det er noget, jeg hader. Jeg kan ikke lide at se forestillinger, hvor der bruges lidt Mozart til højre og lidt Beethoven til venstre. Jeg synes, at musikken er følelsesfundamentet for alt.

Jeg arbejder i fire, fem, seks måneder, kun med musikken, for at aflæse forestillingens potentielle stemning. Tit er der 30-40 musik- og sangskitser, og vi udvælger så 7-8 ud af de 40. Det er udgangspunktet for, at jeg for alvor kan begynde at skrive scenariet. Scenariet er kun ca. 70 % skrevet. Det er aldrig helt 100 % færdigt. Men det er et godt grundmateriale, man kan arbejde videre på. Jeg begynder også nogle gange med at filme scenariet. Dette varer endnu to måneder. Derefter starter jeg med montagen. Det er den fase, jeg er i lige nu med mit arbejde på forestillingen Maria Magdalena. Det tager også ca. to måneder. Og til sidst er der en måneds prøveperiode på scenen. Nogle gange overlapper prøverne også montagen. De går ind over hinanden. Og f.eks. nu her, hvor jeg er i montagefasen, skal jeg ud at filme noget. Da jeg arbejder i små teams, kan jeg hurtigt skifte, og når jeg ser, at der mangler noget til montagen, skal vi igen ud at filme. Det foregår ret organisk. Der er ikke det store produktionsapparat, hvor man gør noget én dag, som man så ikke må lave om på bagefter. Det er ikke sådan, jeg arbejder. Hvis man tæller alle månederne sammen, så arbejder jeg måske et helt år på et projekt inden premieren, vel at mærke efter at jeg har færdiggjort konceptet. Nogle gange tager det endnu længere tid. Maria Dolores arbejdede jeg på i halvandet år, Jean-Baptiste også i halvandet år, og denne her, Maria Magdalena, har jeg arbejdet med i næsten tre år - inklusiv koncepterne, tankerne og arbejdet. Sådan er det.

Udgangspunktet er altid et "jeg", som så bagefter udfoldes til at blive universelt. Det er det, jeg altid har troet på, det er mit credo. For det første vil jeg være i harmoni med mig selv, og det er først, når man er det, at man er parat til et ”du”, til de folk, der er omkring én; de mennesker man arbejder med hver dag, der er familien. Det er et stort skridt at tage. Det er et enormt stykke arbejde, fordi man også skal være ærlig og gavmild over for dem. For det tredje finder jeg, at det sande mål for kunsten eller kunstnerne er at nå ud til et ”de”. At røre ved, være ærlig og god ved og samtidig kærtegne og skubbe til mennesker, vi ikke kender. De, der kommer for at se forestillingen, og de, der kommer efter forestillingen. Alle sande kunstnere fortsætter med at leve gennem store kvalitetsværker, der bliver ved at røre publikum. Jaques Brel er død, men han rører stadigvæk folk. Det er ”de”. Den fuldendte kunstner kan nå sit publikum på lang sigt - ikke med en lille kort succes for så hurtigt at blive glemt.

Hvordan vælger du dine skuespillere?

Det er forskelligt. Der er ikke rigtigt nogen regler. Jeg møder dem. Det er mennesker, der tiltrækker mig, som jeg så skriver til eller om. Tit er mødet grunden til at skrive. Det sker yderst sjældent, at jeg først skriver på en figur for så bagefter at lede efter en skuespiller, der kan spille den. Tit møder jeg en, som jeg synes er så sjov eller interessant, at jeg bliver inspireret til at skrive noget om eller til ham eller hende. I det her aktuelle stykke er de involverede kunstnere både amatører og professionelle. Jeg underviste i Kina for et år siden. Der så jeg nogle helt utrolige kvindelige dansere. Jeg havde ingen intention om at arbejde med dansere, men jeg blev så inspireret af dem, at jeg begyndte at skrive om dem. Der er en colombiansk skuespiller, Omar Porras, der har grundlagt Teatro Malandro. Det er et helt fantastisk teater, som jeg synes er meget usædvanligt. Jeg har i årevis drømt om at skrive noget til ham og se ham spille. Og nu spiller han så i en af mine film (til det næste stykke, red.). Der er også en kendt popsanger, der hedder Gabriel Rios, som jeg synes er pragtfuld. Helt tilfældigt så jeg ham optræde, og jeg synes så godt om ham, at jeg er begyndt at skrive en rolle til ham. Disse figurer er selvfølgelig ikke kun inspireret af dem, men også skabt gennem mig. Fordi jeg skriver om det, jeg vil fortælle, gennem dem. Det er det, der inspirerer mig i første omgang. Jeg er meget sjældent inspireret af ingenting eller et billede af nogen. Jeg vil gerne møde en person i virkeligheden. Der var engang en pige, der var kommet for at snakke med mig efter en forestilling i Holland - en pige med rødt hår. Fra det øjeblik jeg så hende og talte med hende, ville jeg gerne skrive noget til hende. Nu er hun også med i filmen. Der er lige så mange amatører som professionelle. Det er sådan, det foregår.

Arbejder du i et team, eller er det dig, der bestemmer? Har du et samarbejde med f.eks. komponister, scenografer? Arbejder du overhovedet kollektivt?

Jeg prøvede det for to år siden. Jeg arbejdede med skuespillere, som jeg gerne ville give mulighed for at være en større del af skabelsesprocessen, så de kunne komme med deres inputs. Men det gik ikke. Jeg tror ikke, at det var på grund af dem. Det var mig. Jeg har et univers, der er for færdigt, og jeg ved præcist, hvad jeg vil fortælle. Som jeg nævnte tidligere, kan jeg ikke spille andres stykker, kun mine egne. Derfor kan jeg heller ikke skabe andres scener på den måde, de vil have det. Hvis de ved, hvad de vil, så er de velkomne til at lave det selv. Det er meget enkelt, og for mig er det løsningen. På trods af det er jeg en rigtig god inspirator, og det er sådan, jeg arbejder bedst. Jeg har helt indlysende klare idéer og koncepter. Jeg har altid arbejdet utroligt godt med kunstnere, der har brug for et overskud fra andre, med kunstnere der ikke selv skriver. Men når der kommer én som mig og tænder for motoren, så begynder de at skrive rene mirakler. De har brug for min inspiration for at skabe, men tit er de i stand til at skabe noget, jeg aldrig ville kunne. På nogle punkter er de meget bedre end mig. Kombinationen gør, at det kører godt. Et eksempel kunne være den komponist, jeg arbejder sammen med i øjeblikket. Samarbejdet med den forrige komponist fungerede på samme måde. Det gælder for skuespillere også. At skulle diskutere og undersøge det hele sammen, det duer ikke. Det er en oplevelse, jeg har haft med mange personer. Det er godt at komme med et meget klart og gennemtænkt koncept. Det er sådan, jeg arbejder med folk. Som inspirator.

Hvad er dine vigtigste erfaringer med prøveprocesser? Hvad er det vigtigste for, at processen lykkes, det mest essentielle?

Min erfaring er, at ideen til at begynde med skal være meget stærk. Jeg har oplevet, at hvis jeg kommer til prøverne med en ide, jeg ikke er helt sikker på, en idé der ikke er blevet arbejdet nok på - så bliver den heller ikke bedre i prøveprocessen. Til gengæld bliver en rigtig god ide endnu bedre, fordi personen, der skal udføre den, i den grad bliver inspireret, så det frigiver alle kræfter til at gøre det endnu bedre. Det skaber også automatisk en endnu mere inspirerende atmosfære. Jeg tror, det er lige som madlavning: jo bedre grøntsager og frugter, dvs. ingredienser man anvender, jo bedre mad! Det er sådan, jeg føler det. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg simpelthen troede, at jeg var genial, og at jeg altid ville kunne få gode ideer. Det var jeg i den grad nødt til at lægge bag mig.

Jeg prøver at forberede mine ideer usædvanlig godt og prøver at vente længe nok, inden jeg kommer med en ny idé. Det gør jeg også med mine bøger. Jeg arbejder meget længe, før jeg sætter det i gang. Hvis man kigger på alle skabelsesetaperne, jeg har gennemgået, for at kunne begynde produktionen af kostumet til min nye figur, er det imponerende. Vi har for resten lige i denne uge afsluttet scanningen af alle skitser og fotos. Der er nonner i min film, asiatiske nonner. Hvis man kigger på alle skitserne til nonnekostumerne, der har været på tale, så skulle det ikke have været noget problem at beslutte sig for en. Det var faktisk først i sidste øjeblik, at vi fandt det rigtige kostume. Jeg havde inddraget tre forskellige kostumedesignere! Nogle gange tager det rigtig lang tid, andre gange næsten ingen. Men jeg har virkelig lært, at hvis ideen ikke er stærk nok, vil man brænde sine vinger, før man overhovedet er begyndt. Det gør jeg så heller ikke mere.

Jeg mener helt ærligt, at hvis idéen er stærk nok, så lykkes det altid. Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre. Men jeg føler, at det går ret hurtigt. Jeg kan også se, at i alt hvad man laver, skal man altid arbejde med de mest kompetente. Når man vil arbejde på det højeste niveau, tror jeg ikke på, at det er realistisk at arbejde med nogen, der stadig er under uddannelse. Jeg mener, at når man er 30 år og uddannet, så gør man altid sit bedste. Jeg leder altid efter de bedste på deres område. Jeg har lagt mærke til, at hver gang man gør det, bliver resultatet fem gange så godt som grundideen. Det vil altså sige, at det andet bærende element - efter en god grundide - er, at de folk, du omgiver dig med, er super gode. De skal som minimum have et højst professionelt niveau eller være mestre i deres fag. Og det tredje element er blikket udefra. Når man er inde i arbejdet – selv med de bedste – så bliver man blind over for resultatet. Det er meget mærkeligt og skræmmende. Man begynder at elske, hvad man laver, og opdager ikke fejlene. Og det er så der, hvor der skal komme en "idiot" og ødelægge hele den atmosfære, man har opbygget så fint. Det er helt nødvendigt. En der siger: "Det ligner jo en smølf, det du har lavet der!" "En smølf?! Virkelig? ... Gud ja, det er en smølf...!"

Jeg har fundet ud af, at hvis man lader én komme ind udefra, selv flere personer, så er det, som om energien fra de mennesker forvandler én. Jeg havde engang inviteret tre-fire personer til at overvære en prøve med mine skuespillere. Jeg så mig selv sidde ved siden af dem i salen. Og jeg kunne godt selv se, at det ikke var godt, selvom jeg havde set det samme fem-seks gange før – og dengang syntes, at det var fint. Jeg iagttog på samme måde som før, men mærkede energien fra de andre og forstod derved, at det ikke var godt, selv hvis disse mennesker bagefter havde sagt, at det var genialt. Det handler ikke om at være usikker på sig selv, men om at føle hvad der er sandt. Jeg har virkelig lært af den erfaring, at man skal sørge for at have prøvetilskuere. Tidligere var jeg altid bange, og derfor undgik jeg det. Men nu gør jeg det, selvom det er imod min natur. Det er ikke altid sjovt.

Det er de tre etaper, man skal igennem, for at prøverne i en skabelsesproces lykkes. Bagefter kommer publikum. Jeg er absolut uimodtagelig over for publikums reaktioner. Det er en meget ærlig proces, og jeg gør ikke noget for at underholde publikum. Jeg ved, at jeg rammer og rører, når det er lavet utvetydigt og uden forbehold - når det er en stor succes, og begejstringen er på sit højeste: ”Det er bare helt vildt fedt!”. Men det rører mig ikke mere, end hvis nogen absolut vil være destruktive og mener, det er noget værre lort. For mig er skabelsesfasen det vigtigste, og bagefter lever forestillingen bare sit eget liv. Hvis det bliver en succes, har du mange gode venner, hvis ikke, så har du knap så mange. Ok - man skal bare fortsætte og evaluere, hvad man laver.

De mennesker, der kommer udefra for at se på prøverne, er det bare nogen fra gaden eller venner, eller er det dramaturger?

Det er tit et miks. For det første er det tit mennesker, der kender mit arbejde rigtig godt. For det andet er der folk, der overhovedet ikke kender til mit arbejde, der aldrig har set nogle af mine værker. Og for det tredje er der nogle, der simpelthen bare er meget kritiske, nogle der kender mit arbejde godt, men som altid vil være helt ærlige over for mig. Det er kort sagt de tre typer mennesker, jeg vil invitere til at se en prøveforestilling. Jeg lytter til, hvad de siger, men det er ikke sikkert, at jeg retter mig efter det. Det gælder såvel positiv som negativ kritik. Hvis de synes, at det er helt fantastisk, betyder det ikke, at jeg ikke længere forandrer noget og omvendt; hvis de absolut ikke kan lide det, betyder det ikke, at jeg forandrer det hele. Jeg har fundet ud af, at man ofte selv har en god fornemmelse for, hvad man skal gøre. Man sanser, hvor fejlen ligger. Folk omkring en overdriver både det gode og det dårlige, og derfor skal man selv være afklaret og vide, hvor man vil hen, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert.

F.eks. havde jeg tre skitser, som jeg viste til min bror. Jeg spurgte ham, hvilken der var den bedste, og han pegede på den, som jeg syntes var den absolut dårligste. ”Det er den bedste”, sagde han. Der kunne jeg have tvivlet, men det gjorde jeg ikke. Han havde sine grunde. Han kendte ikke projektet. Derfor forstod han ikke min måde at se på skitsen på. Derfor sagde jeg til mig selv: Nej, jeg holder mig på min vej!

Hvad for en prøveproces har været den bedste for dig, din bedste oplevelse nogensinde?

Det er mærkeligt... Maria Dolores har bestemt været min største succes til dato. Og det er den forestilling, der har givet mig mindst tilfredsstillelse. Jeg har altid følt mig dårlig tilpas med den forestilling. Jeg har altid syntes, at den ikke var færdig. Der har altid været tekniske problemer, og hver gang den spillede, var jeg bange for, at noget ville gå galt - at videoen ville stoppe, eller at nogen ville falde. Maria Dolores var altså ikke min bedste oplevelse. Jeg lavede engang et stykke med ældre mennesker på to uger. Jeg havde næsten ikke forberedt noget, men jeg vidste, at jeg ville lade dem dø på scenen. De var alle over 70 år. Det var en oplevelse fuld af varme, af menneskelighed, og det var så smukt at arbejde med dem. Det blev min smukkeste teateroplevelse indtil nu.

Vi spillede den kun to gange. De kom på scenen og døde på en eller andet måde. De lavede ikke andet. Og så var der Jomfru Maria, spillet af min veninde Marie. På scenen genoplivede hun dem. Hun bad en kort bøn, hvorefter de genopstod. ”Oh, jeg er genfødt”. Det var i den grad komisk, og hele holdet, disse ældre mennesker, var så søde over for hinanden. Efter to meget svære år, hvor jeg har lavet teatereksperimenter, der var meget, meget hårde for mig, har jeg genfundet glæden ved at arbejde. Jeg arbejdede netop sammen med disse mennesker i min svære periode. De opgav mig ikke af den grund. Menneskeligt og professionelt er det den smukkeste oplevelse, jeg har haft i år. At være omgivet af mennesker, der fortsætter med at arbejde med så meget entusiasme bare på grund af noget så vanvittigt som teater, det er imponerende. Det indebærer en risiko for dem at være med, og de gør det alligevel. Jeg er meget taknemmelig. Det har gjort mig meget lykkelig. Jeg har filmet hele denne film (til forestillingen Maria Magdalena, red.) med stor glæde. Jeg har et fantastisk hold. Hvad det kunstneriske angår, så har jeg enorme problemer med at blive tilfreds med mit arbejde. Jeg holder aldrig op med at synes, at det skulle være bedre. Jeg er altid fyldt med en slags tomhed, når jeg laver noget. Det er måske også grunden til, at jeg fortsætter. Hvis jeg opnåede en følelse af at være tilfreds, ville jeg måske ikke længere kunne mønstre energien til at fortsætte. Det er utroligt dobbelt. På samme tid er jeg lykkelig og ulykkelig; jeg sætter hele tiden nye projekter i gang, men samtidig er jeg aldrig tilfreds med det, jeg laver.

Jeg har aldrig kunnet sige: ”Denne forestilling har været helt tilfredsstillende”. Jeg har altid fået mere tilfredsstillelse ud af samarbejdet. Vi taler igen om skabelsesprocessen og ikke om resultatet. For eksempel finder jeg ingen tilfredsstillelse i bifaldet. Jeg har endda besluttet ikke at komme ud til bifaldet. Det forstyrrer mig. Jeg føler mig som en klovn, der har brug for bekræftelse. Jeg laver ikke teater først og fremmest for anerkendelsens eller publikums skyld. Det gør jeg ikke mere. Jeg lider ved det, og det er, som om jeg bedrager mig selv, hvis jeg går på scenen af den grund. Det er derfor, jeg finder på undskyldninger for ikke at skulle på scenen. I Maria Magdalena er jeg der alene i halvanden time. Det synes jeg er nok. Jeg har gjort, hvad jeg skulle, og jeg har ikke lyst til at være den lille abe, der kommer tilbage og søger publikums anerkendelse. Resten skal publikum selv finde ud af. Hvis stykket er godt, så har det bragt nok værdi med sig, til at de kan gå hjem.

Hvad er det mest essentielle – helt personligt for dig - ved dine værker, ved din skabelsesproces?

Jeg vil nå ud til mennesker. Min families trosbekendelse er JEG, DU og DE. Det vil sige, at jeg er født med en slags forpligtelse – en opgave – til at berøre andre mennesker. Det er noget af det smukkeste, man kan gøre, fordi det tillader os mennesker at forandre os og hinanden. Jeg er overbevist om, at det er kunstnernes opgave. En kunstner er her ikke for at blive rig eller succesfuld. Kunstneren skal forblive på sidelinjen for samtidigt at skubbe til og kærtegne sit publikum. Nu om dage er det meget svært at berøre folk. De har set så meget. De er så forkælede, at det er utroligt svært. Den eneste måde at opnå det på er at arbejde – MEGET – og at blive ved med at lede til den bitre ende. Jeg har arbejdet med mit rituelle teater i 10 år, og den dag i dag synes jeg ikke, at det er lykkedes for mig at lave det, jeg gerne vil. Derfor bliver jeg nødt til at blive ved. Jeg oplever i disse svære tider for os og verden, at en kunstners indsats bliver mere og mere betydningsfuld. Jeg tror, at mit arbejde vil finde sin rette plads, nemlig som inspirationskilde for publikum. Jeg har altid sammenlignet mig selv – for mig selv – med Johannes Døberen. Det har ingen religiøs betydning. Jeg tror, at en kunstner skal være en 'døber', en der tilbyder andre muligheden for transition. Transitioner for et publikum at blive inspireret, at kunne vælge noget andet og ikke kredse om egen elendighed.

Man kan tage hånd om sin egen skæbne. Hvis man er ulykkelig, kan man blive lykkelig. Det, der mangler hos folk, det er modet til forandring. Manglen på mod hænger sammen med en forståelse af, at man er nødt til at slippe noget af det vante. Der fordres altid et offer. Og det er der, kunsten kan komme ind i billedet og være til hjælp. Den siger: Det er ikke så slemt at skulle ofre noget, fordi det i sidste ende giver meget mere, end det har kostet. Mit udgangspunkt er rituelle temaer. Det rituelle ved f.eks. at efterlade et barn alene et sted i verden; klargøre barnet til ikke længere at være barn: ”Nu kan du ikke længere søge hjem til mor. Du skal forblive her med en hel masse myrer omkring dig. Vi vil sætte dig ud i skoven i en hel uge, og der skal du overleve uden at spise noget, fordi du nu er blevet til 'menneske'." Jeg tror, det er meget vigtigt, fordi man er nødt til at acceptere, at man skal gennemgå denne transition naturligt, fysisk og mentalt, for at blive voksen. Man foretager ikke transitioner længere. Vi fortsætter bare med at have nogle meget barnlige ideer om verden, f.eks. at livet altid vil fortsætte, at alt bare bliver bedre og bedre, og at vi altid vil forblive unge, smukke og perfekte. Man forstår ikke, at man altid skal forlade noget for at få noget nyt. Det er derfor, mennesker er bange for at dø, fordi de aldrig har forstået, at enhver transition har behov for at efterlade noget. Derfor dør mennesker, mens de ser fjernsyn, fordi de er bange for at blive bevidste om, at der ingen fortsættelse er. Jeg tror, vi skal gøre det, som Artaud siger: vi skal være pesten, noget der forstyrrer, og noget der bringer emner op, som ingen vil se på, men på en kærtegnende måde. Det er som med mine våbenskjolde, der er symbolske tegn. Det var noget, man gik i krig med, men jeg laver dem i pels, så de er bløde og dristige på én gang. Det er det, jeg altid har villet lave - kombinationen af de to ting.

Hvad ville du ændre i en prøveproces, hvis alt var muligt - hvad ville du afprøve, hvis alt var tilladt?

Jeg tror stadig, at jeg har meget at lære. Jeg ved, at jeg mestrer det, jeg laver, men samtidig ved jeg også, at der er mange flere måder at gøre det på. Jeg er principielt altid nysgerrig efter, hvordan noget kan gøres endnu bedre. Og det er en læreproces, der foregår, mens jeg arbejder. Jeg kan ikke nævne en prøve- eller arbejdstaktik, en arbejdsform eller –metode, jeg endnu ikke har prøvet, og som skulle være løsningen i mit arbejde. Jeg har gjort det engang for to år siden med det meget komplicerede projekt, jeg talte om tidligere. Jeg ville arbejde med en håndfuld skuespillere uden at have forberedt mig på forhånd. Prøv dit, gør dat, mor jer! Og det fungerede ikke. Derfor er jeg vendt tilbage til min egen måde at arbejde på. Det, jeg laver, er så personligt og unikt i sin genre, at jeg har brug for at gøre det på min egen måde. Det er at arbejde organisk og samtidig yderst organiseret. Jeg skriver, jeg laver plancher og planer, jeg tegner. Nogle gange går jeg til andres teaterprøver og ser, hvordan de arbejder. Jeg kunne aldrig selv arbejde på den måde. Selvom jeg er meget nysgerrig i forhold til, hvordan andre gør, så har jeg meget svært ved at bruge det selv. Tit gør jeg det, at jeg tager et nyt element med ind i mit projekt, der tvinger mig til at arbejde på en anden måde, end jeg plejer. Det kunne f.eks. være at placere et orkester på scenen. Jeg havde aldrig før arbejdet med et helt orkester. Når jeg har orkestret med på scenen, lærer jeg sammen med dem.

Hvis projektet ikke insisterer på en ny måde at arbejde på, gør jeg det ikke. Det meste af tiden arbejder jeg - måske 80 procent - som jeg plejer, og i de resterende 20 procent er jeg i gang med at finde nye elementer. I øjeblikket arbejder jeg med en komponist på en måde, der er temmelig ny for mig. Jeg besluttede mig for at være meget mere inde over kompositionerne og sangene. Tidligere lod komponisten mig synge sangen for ham, og når jeg så kom tilbage, var den færdig. Nu skriver jeg sangen selv. Også melodien. Og det er mig, der har udvalgt den, sat gang i processen og været inspirator for den anden komponist. Det er det nye. Og det har med min samarbejdspartner, komponisten, at gøre. Min stil er afhængig af de personer, jeg arbejder sammen med, og varierer derfor betragteligt. Jeg har forskellige arbejdsrelationer til hver af de personer, jeg samarbejder med. Så hvis vi nu taler om min utopi – noget jeg gerne vil lave om i mit liv – nej. Nej, jeg er bare ked af, at der i min uddannelse – helt generelt – ikke har været nok fokus på det, det handler om: at lære sit håndværk, og at der ikke findes nogen instruktørskoler til unge på 12 år. Man lærer alt for sent, hvad det egentlig indebærer. Inden for sport er det helt normalt, at man begynder i otte-års alderen for at blive til noget. Jeg tror, at man har brug for 10 års intensivt arbejde for at blive en mester.

Jeg arbejder selv intensivt hver dag, men så kan man også blive mester i det man ønsker, selv uden talent. Og de med talent bliver selvfølgelig de største inspiratorer. Det er ikke en del af børnenes uddannelse. Det er altid matematik og historie, hvilket også er vældig godt, men jeg ville gerne have lært noget, der havde med kunstens disciplin at gøre. Så det er jeg ked af. I 10 år har jeg beskæftiget mig med ting som klipning og personinstruktion, hvor jeg har udviklet min egen form for mesteruddannelse. Hvis jeg som barn havde haft muligheden for at lære noget om de ting, ville det have været til stor hjælp. Hvis jeg selv havde et barn, ville jeg med streng hånd tvinge det til at følge den slags undervisning. Jeg ville være en meget streng far.

Før fortalte du, at din smukkeste arbejdsoplevelse var at arbejde med de gamle, der bare skulle dø på scenen igen og igen. Hvis vi fører denne tanke til ende, kunne en utopi for dig så bestå i at arbejde med afdøde?

Nej. Jeg ville så gerne have arbejdet eller talt med enkelte afdøde kunstnere som f.eks. Jaques Brel - at se ham i virkeligheden og tale med ham. Jeg har faktisk drømt, at han sad ved siden af mig i min bil og forklarede mig nogle ting. Han er en sand inspirator. Når jeg ser store kunstnere, scene- eller filminstruktører, så ærgrer det mig meget, at jeg ikke kan møde dem, fordi de er svære at møde. De er så langt væk, og man skal først selv være meget kendt for at kunne møde dem. Lars von Trier synes jeg er helt utrolig. Jeg synes, han er et geni. Han er den allerbedste filminstruktør, vi har i øjeblikket. Ja, han er jo også dansker! Det havde jeg ikke lige tænkt på. Det er sjovt...

Bjørk er helt enestående. Jeg elsker det, hun laver. Jeg har også mødt en svensk filminstruktør, som jeg elsker – Johan Söderberg. Ham skal jeg bare arbejde med – jeg drømmer om at arbejde med ham. Det er meget svært, fordi han bl.a. arbejder for Madonna, så det er ikke lige så enkelt. Men han kan godt lide, hvad jeg laver, så jeg tror, det kan lade sig gøre i løbet af de kommende år. Hvis jeg nu tænker på film- eller scenekunstnere, så ville jeg gerne have mødt Stanley Kubrick, som jeg synes er helt enestående. Jeg tror, det er de instruktører, jeg gerne ville møde. For at være helt ærlig, så er det for det meste filminstruktører, der interesserer mig - ikke så meget sceneinstruktører. Specielt avantgarden berører mig ikke. Jeg føler mig heller ikke selv som teaterinstruktør. Jeg bruger på en måde teatret, men jeg er ikke teaterinstruktør.

Wayn Traub

Wayn Traub (born 1972) is a director, filmmaker, choreographer and performer. In the late nineties he published his Manifesto for an Animal and Ritual Theatre, and his creative work is characterized by the desire to explore a modern ritual theatre. He uses text, music, narrative, set and film to produce a polyphonic whole. In 2012, Traub stopped making theatre performances and turned his focus to multimedia works.

http://vimeo.com/21387001

Jan Fabre

editortest — Tue, 22 Mar 2011 22:07:30 +0000

Visual artist, Director, Playwright, Choreographer Antwerp January 2009 Interview: Deborah VlaeymansTranslation: Deborah VlaeymansEdited by: Isabelle Reynaud, Henriette Dinesen, Hannah Oxenvad

Hvordan kom du ind i performance-verdenen, var det et valg? Hvordan kom du til at arbejde med teater?

Ja, jeg tror det var kærlighed. Som ung billedkunstner lavede jeg en del performance. I slutningen af 1970'erne, på museer og gallerier. På et tidspunkt forelskede jeg mig i en danser. Lidt senere i en skuespiller. Jeg begyndte at skrive til skuespilleren. Monologer. Til danseren lavede jeg en koreografi. På den måde blev mit kompagni faktisk startet. For 30 år siden var det altid dansere sammen med skuespillere. På den måde har jeg uddannet dansere også som skuespillere, til at være sammen med skuespillerne. Så alle påvirker hinanden, altså en slags formidling mellem de forskellige media.

Hvordan kom du til at lave performance i gallerier? Var det et ønske eller en undersøgelse eller...?

Jeg gik egentlig på to forskellige skoler. Det var Kunstakademiet - og så i Cadixstraat (gade i Antwerpen, red.) gik jeg på SISA, Instituut voor Sierkunsten. Dér gik jeg på etalage-linjen (udstillingsvinduer, red.). Og på et bestemt tidspunkt, på andet eller tredje år, tog jeg mannequinerne væk fra vinduet og begyndte at arbejde med min egen krop - i vinduet. Før jeg kendte til ordet "performance", begyndte jeg at lave aktioner med min egen krop.

Et andet vigtigt øjeblik var, da jeg var 17 år, hvor jeg tog til Brugge for at se en udstilling om selvforskyldt stigmata, af anonyme, flamske billedkunstmestre. Det var i 1977, og der lavede jeg også min første egen blodtegning, min første soloperformance som hed My Body, my Blood, my Landscape. Siden da har jeg hvert år lavet tegninger med mit eget blod. Tro mod den flamske billedkunsttradition. Jeg opdagede performance, endnu før jeg kendte ordene "body art" og "performance", gennem de klassiske malerier af de flamske mestre, kombineret med det at studere udstillingskunst, at tage mannequinerne væk fra vinduet og bruge min egen krop som dukke i vinduet.

På denne måde begyndte jeg med min første performance. Derefter, da jeg var 20 år, skrev jeg min første teatertekst; det var for en danser og 4 skuespillere. Titlen var Theater med ”h” som i hankat. Den udsprang af en slags kærlighed - en nysgerrighed efter at lave noget sammen med de pågældende mennesker. Med denne forestilling blev jeg arresteret to gange - i Belgien og i Chicago.

Arbejdede du så videre derefter med samme ensemble?

Nej. Derefter, det vil sige i 1982, lavede jeg åbne prøver for en masse mennesker. Det resulterede i en 8-timers forestilling, Theatre as it is to be Expected and Foreseen. I forestillingen var der flere medvirkende, som stadig laver performance-arbejde. For eksempel Marc Vanrunxt, som er en kendt koreograf, og Eric Raevens. De startede hos mig. Els Deceukelier, som jeg har arbejdet med i 20 år, og Marie Martens, min dramaturgassistent, som stadig arbejder her hos Troubleyn.

Den tredje teaterforestilling var The power of theatrical madness, hvor Wim Vandekeybus startede sammen med andre scenekunstnere. Der var også mulighed for en del grundforskning, idet arbejdsprocesserne varede i 4, 6 til 8 måneder. Det blev et fundament og udgangspunkt for mit sprog. I disse forestillinger indførte jeg performancekunstens risici - "real time and action" - i teatrets kodificering. Dér opstod fundamentet for min senere teaterforskning. "Guarding line": øvelser, som jeg gennem årene har udviklet, og som jeg nu underviser mit ensemble i.

Kan du give et kort indføring i din prøveproces, arbejdsmåde/kreation? Det vil sige fra ideen til det endelige produkt.

Lad mig tage 3 forskellige eksempler. For det første Requiem für eine Metamorphose, som jeg skabte i 2007 til Salzburger Festspiele. Det var med 18 karakterroller, som jeg skrev nøjagtigt ned. Min tekst blev udgangspunktet. Dog lavede jeg også rigtigt mange skitser og modeller. Jeg var virkelig godt forberedt, men prioriterede stadig improvisationerne med mit ensemble omkring udvalgte temaer. Temaer som sommerfuglen, døden og begravelsen.

For det andet Orgy of Tolerance - vi er for resten lige kommet hjem fra Chile og New York, hvor vi spillede den. Teksten i Orgy of Tolerance er udelukkende skabt i arbejdsprocessen med skuespillerne og danserne. Det er en helt anden slags forskning. Så kommer vi til tredje del af trilogien, Skønhedens tjener, en ny tekst, som jeg lige har skrevet specielt til Dirk Roothooft. Her vender og drejer jeg hvert ord sammen med skuespilleren, men jeg har stadig en tydelig forestilling om, hvordan jeg skal instruere den.

Således er der tre typer af arbejdsprocesser. Arbejdsprocessen i Orgy of Tolerance er formentlig den mest eksperimentelle og forskningsbaserede. Jeg giver tegninger af temaer, og derudfra laves der en del fysisk og mental forskning. Undersøgelser igangsættes også sammen med kompagniet. Så arbejdsprocessen afhænger af, hvilken slags produktion jeg skaber.

Mange anvender et "prøvepublikum", et tredie øje i skabelsesprocessen. Bruger du også det?

Nej. Ingen kommer indenfor i min arbejdsproces. Det er fordi jeg synes, at skuespilleren og danseren er så sårbar, psykisk såvel som fysisk. Vi går så dybt ned i tingene, så jeg arbejder kun med folk, som jeg har arbejdet med i årevis. Her taler vi om 25, 15, 10 års samarbejde. Men for eksempel nu her i Chile har vi lavet 6 forestillinger som forpremierer, før vi tog til New York, hvor verdenspremieren fandt sted. Disse forpremierer fungerer nærmest som åbne prøver, da der hver dag sker ændringer: Jeg skærer dele ud, jeg ændrer noget omkring skuespillerne. Så efter 5 visninger ser forestillingen 30% anderledes ud end den første. Det vil jeg kalde åbne prøver. Men selve arbejdsprocessen er meget lukket. Der kommer sjældent eller aldrig andre indenfor. Det er et reelt forskningslaboratorium og derfor meget sårbart. Jeg begynder for det meste med tekst og tegninger, hvorefter jeg laver modellerne. Modeller af rummet og stedet, jeg vil skabe, og det gør jeg for hver produktion.

Scenografien laver jeg selv og for det meste også kostumerne, i fællesskab med én som sidder ved siden af mig. Vedkommende udvikler kostumerne færdige og producerer dem. Det gælder også for lysdesignet, igen sammen med én, for eksempel Jan De Keyser, der er arkitekten bag denne bygning (Troubleyn, red.). Jeg viser ham mine ideer på papir, og han udfører dem teknisk.

Hvad angår musikken, for eksempel for Reqium für eine Metamorphose til Salzburger Festspiele, har jeg inviteret Serge Verstockt. En komponist, som jeg har kendt i 20 år, og som har et af de mest eksperimenterende ensembler i Belgien, ChampdAction. Han udvikler og komponerer musikken ”live” under selve arbejdsprocessen i samarbejde med skuespillerne og danserne. Det bliver også fremført live. På The Orgy of Tolerance var Dag Taeldeman komponist. Han spiller i et kendt belgisk popband, A Brand. Hos mig skabte Dag Taeldeman i år 2000 As long as the world needs a warrior's soul m.fl., der er mange. Nogle af de skuespillere, dansere og musikere, som startede hos mig, bliver måske senere komponister eller popmusikere. Og så beder jeg dem igen om at komme tilbage og komponere musikken til en produktion. De er tæt knyttet til skabelsesprocessen. Aftalen er altid, at komponisten skal deltage i det hele fra morgen til aften. De skal endda også lave research, improvisere sammen med skuespillerne og danserne, således at de kender materialet indefra.

Fortæl om den mest perfekte prøveproces, du har oplevet. Og hvad var årsagen?

Faktisk er der ingen proces, som lykkes. I de sværeste øjeblikke, i de mørkeste og i de sorteste dage, ser jeg det skønneste lyserøde. Og det er derfor, man gør det. De dage, hvor jeg har en slags afsky overfor mig selv, hvor jeg afskyr min egen disciplin; netop de dage opstår måske det mest interessante. De dage, hvor omstændighederne gør, at de medvirkende står på fuldstændig gyngende grund; det er de øjeblikke, hvor det mest spændende sker.

Hvordan skaber du denne gyngende grund til danserne? Hvad sker der i det øjeblik?

Jeg er faktisk et helt utroligt uhyre. Jeg er forberedt ned til den mindste detalje, før jeg træder ind i prøvelokalet. Og samtidigt spiller jeg meget naiv. Over for danserne og spillerne lader jeg, som om jeg intet ved.

Når jeg lukker øjnene, ved jeg præcist, hvordan produktionen kommer til at se ud. Men i arbejdsprocessen giver jeg dem følelsen af, at de opfinder det hele selv. I dette demokratiske samfund er det at være kunstner, og i mit tilfælde kunstner og teatermand, at være en af de sidste diktatorer. Jeg ved præcist, hvad jeg ikke vil. For det meste siger jeg "nej, nej, nej" og kun af og til "ja".

Kan du sige mere præcist, hvad det er, du ikke vil have? Hvilke problemer opstår i prøvesalen? Er der nogle, der opstår igen og igen?

Men der eksisterer ikke problemer. Hvis der ingen problemer er, er der heller ingen løsninger. For mig er der kun et systematisk valg af undersøgelsen, af eksperimentet. Jeg har været i gang i 30 år, og jeg prøver også at træne mine skuespillere, mine performere. Jeg siger altid til dem - selv om de har arbejdet 10 eller 20 år hos mig: ”Måske har du opbygget og nedtaget den her væg 30 gange, men byg den igen. Men ikke ud fra erfaring, ud fra nysgerrighed.” Det samme gælder for mig selv.

Hvad er essentielt for en succesfuld arbejdsproces eller teaterkreation?

Det er meget personligt. Jeg har nu de sidste par år skabt rigtigt store produktioner som Histoire des larmes med 40-50 medvirkende. Men jeg har også endnu en gang lavet en produktion - Orgy of Tolerance - med kun ni performere på scenen og en arbejdsproces på tre måneder. Det rare ved at arbejde med en lille flok mennesker er, at der ikke er nogen forskel mellem arbejde, cafébesøg eller pause. For det er en "ongoing" proces - vejrtrækningen, undersøgelsen eller det at udfordre hinanden, lave sjov sammen, have det hårdt sammen.

Jeg synes, det er sjovt! Mindre grupper er mere intense. Det bliver mere intimt. Og det har været rigtigt sjovt i min sidste proces, men det er ikke reglen. Som kunstner prøver jeg at hugge mine egne hænder af. At være imod min egen smag, for ikke at underlægge mig et slags system.

Kan du forestille dig den ideelle arbejdsproces? Hvad vil det være for dig?

Det ville være kedeligt. Ja, kedeligt. Hvad er den ideelle arbejdsproces? Hvis alt gik nemt, ville det ikke være spændende.

Er et godt resultat afhængigt af en problemfri prøveperiode?

Nej, helt sikkert tværtimod. Det, som en performer afslører af sig selv på en scene, er ikke det, som man har instrueret eller fodret ham/hende med. Et af mine store forbilleder er filminstruktøren Tarkovski. Hans måde at omgås skuespillerne på.

Jeg har enorm respekt for mine skuespillere og dansere. Men samtidig prøver jeg ikke at fortælle dem for meget om det, jeg gerne vil se. For ellers vil de prøve at vise det, jeg ønsker. Jeg vil hellere, at de afslører ting, som de ikke forventer, og så spiller det. Det vil ikke sige, at hvis man har det sjovt med sine skuespillere og dansere og har en god arbejdsproces, at man så får lavet en god forestilling. Det ene har ikke noget med det andet at gøre.

Og bestemt heller ikke hvad angår tid. Jeg har lavet forestillinger på 4 dage som blev en stor succes. Jeg har lavet forestillinger, som jeg arbejdede på i 8 måneder, og som mislykkedes. Det er i sig selv jo ret tvetydigt. Succes er en slags gift. Hvornår er det en succes? Når der er gode anmeldelser? Når det bliver solgt? Hvornår er en arbejdsproces eller produktion vellykket for mig? Når jeg selv føler, at jeg er startet på nye ting, at jeg er begyndt at udforske noget nyt. Når det er selve arbejdet, som lærer mig noget. Når arbejdet bibringer mig noget. Det er godt arbejde. Når arbejdet gør, at jeg selv får nye spørgsmål, at det åbner nye døre.

Hvad ville du ændre i en prøveproces, hvis alt var muligt - hvad ville du afprøve, hvis alt var tilladt?

Så vidt jeg ved, har jeg i de sidste 30 år lavet de ting, som jeg følte en nødvendighed for at realisere. Der har aldrig været en situation, hvor jeg har censureret mig selv. Jeg tror, mine kunstværker er fri for enhver slags ideologi. Det betyder, at der ingen moralsk fordømmelse er. Når jeg selv laver performance, er jeg flere gange endt på hospitalet. Jeg har skadet mig selv, men det vil jeg ikke gøre mod andre. Hverken skuespillere og dansere.

Jeg synes, at skuespillere og dansere skal have en frihed, en individuel frihed, i min arbejdsproces. Så de kan udvikle sig selv, deres egen krop. Så deres krop bliver deres eget forskningslaboratorium. Og jeg prøver at uddanne mine folk, så de bliver deres egen instruktør eller koreograf. Der må aldrig være en fornemmelse af, at man påbyder folk noget, for jeg tror på, at den skønneste farve for en arbejdsproces er frihedens farve. At forberede en forestilling er som at forberede en kærlighedskampzone. Alt kan ske i sexakten mellem partnerne, så længe begge parter er enige om det. Jeg tror, mine skuespillere og dansere har tillid til mig, men det ved man selvfølgelig aldrig.

Jeg er i gang med en bog, som hedder ”Unrealized Projects” og handler om utopiske projekter. Der er mange projekter, som jeg ved skal forblive "unrealized". De er utopiske. Men det handler aldrig om at skade eller gøre andre mennesker ondt. Det er snarere ting, som måske engang kan blive til noget. For tre år siden vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at lave en stor udstilling på Louvre. Nogle ting i livet kommer en i møde.

Nu har jeg en stor udstilling i Bregens, hvor jeg har skabt skulpturinstallationer på baggrund af ideer tilbage fra 1979. Først nu har jeg, bl.a. på grund af det økonomiske fundament og rummet, kunnet realisere disse ideer. Men der er også ideer på papiret, som jeg aldrig har fået realiseret.

Jeg vil meget gerne farve toppen af et stort bjerg blå med en kuglepen. For eksempel Mont Blanc. Også inden for teater er der et projekt. Det er en åbningsscene, hvor jeg gerne vil kaste 40 babyer op i luften. Jeg har tidligere gjort det med én baby, i 1982. Kvinden, der i mellemtiden er blevet 25–27 år, møder jeg stadig engang imellem. Hende, som jeg kastede op i luften, er i dag blevet en flot kvinde. Men jeg ønskede jo oprindeligt 30 babyer til den scene, så der er visse ting, jeg ikke fik gjort.

Jeg har det stående på papiret. En tegning er selvfølgeligt et frirum for fantasien, for at tegne ideer, som man måske ikke kan realisere sammen med mennesker. Hos mig sker det hele først på tegnebrættet.

Vi har været i gang i et stykke tid med bogen, og jeg skønner, at den udkommer om 2-3 år. Den omhandler koncepter, bygninger som jeg har designet, installationer, aktioner og performance. Den handler om alt muligt, men altsammen "unrealized projects".

Vi er på nuværende tidspunkt i gang med at oprette et laboratorium i Kortrijk (B). Da jeg har udviklet et par øvelser og metoder over de sidste 30 år - det jeg kalder "biologisk skuespil" - vil vi udgive en bog om ca. 4-5 år, der skal indeholde disse øvelser. Vi bruger tekster af bl.a. Artaud, Stanislavsky, Meyerhold, Grotowski og Peter Brook. Men faktisk er det jo blevet utidssvarende, fordi der ikke eksisterer en bog for det 21. århundredes performer. Gennem meget seriøs forskning er det vores mål. Jeg har i mere end 4 år arbejdet sammen med et udvalg af skuespillere, dansere, videnskabsfolk og filosoffer for at kunne publicere denne bog. For den eksisterer jo ikke.

Der er behov for, at nogen beskæftiger sig med det at skrive en ny vejledning for det 21. århundredes performer. Det er 4 års daglig forskning mellem mig selv og et antal videnskabsfolk, medicinske forskere, skuespillere, dansere etc. Jeg inviterer folk til projektet, der tidligere har arbejdet hos mig. Folk som Wim Vandekeybus, Emio Grecco, Tonio Ricci og William Forsythe. Derefter kan vi teste deres undersøgelser eller vejledninger og sætte det sammen til en bog. Hvordan man bedst udarbejder øvelser, ligesom i sin tid Stanislavsky, Meyerhold og Grotowsky gjorde. Bogen bliver en slags viden til brug for det 21. århundredes performer. Jeg nævner det allerede i min bog "Corpus" (2004), der handler om mine forskellige øvelser med ensemblet. Som virkelig uddanner skuespillere og dansere, og som gør dem stærkere, bedre og mere årvågne.

Jan Fabre

Jan Fabre (born 1958) began his career in 1980 as director and stage designer. He made a clean break with the conventions of contemporary theatre by introducing the concept of real-time performance. The body in all its forms has been the subject of his investigations since the early 1980s. The name of Jan Fabre’s company, Troubleyn, means ‘remaining faithful’.

www.troubleyn.be

http://vimeo.com/21558425

Kirsten Delholm

turegjorup — Sun, 13 Mar 2011 15:33:00 +0000

Director, visual artist Hotel Pro Forma, København maj 2009 Interview: Deborah Vlaeymans

Hvad var baggrunden for, at du valgte at lave performanceteater?

Jeg har altid arbejdet med materialer, lige siden jeg var barn. Altid. Med form, struktur og det sanselige. På et tidspunkt skiftede jeg fra at arbejde med objekter på en væg til at arbejde med tredimensionelle ting i rummet. På den måde satte jeg mennesket ind i rummet og arbejdede med kostumer. Jeg blev meget interesseret i, hvordan rum, mennesker, materiale går op i en højere enhed eller spiller imod hinanden. Efter jeg så nogle fotografier af polakken Tadeusz Kantor, der placerede et klassisk orkester ude i vandkanten, fangede det mig rigtig meget at flytte en velkendt situation ind i en, lad os sige, absurd sammenhæng. Jeg fik virkelig åbnet øjnene for at sætte det velkendte i en ny sammenhæng.

Jeg er også meget grådig angående billeder til mit billedsprog og univers. Det var ikke nok for mig at have stillbilleder, jeg ville lave billeder i bevægelse. Langsomme billeder i bevægelse med figurer placeret i et rum. De første 9 år af mit virke arbejdede jeg uden ord og uden tekst, men kun med rum, lyd, musik og bevægelser. Hellere ikke specielt meget med lys. Vi arbejdede ofte på museer i dagslys. Efter disse 9 år uden ord startede jeg Hotel Pro Forma og først der tog vi ordet op. Siden da har alle mine forestillinger været en undersøgelse af tekst og billede: Hvordan kan tekst og billede berige hinanden uden at illustrere hinanden? Jeg arbejder med et univers hvor en og en er tre og ikke to.

Hvordan ser din arbejdsproces ud? Kan du fortælle om en typisk skabelsesproces, fra ideen til den færdige forestilling? Er der nogen bestemte trin, tilbagevendende trin, du tager, eller nogle delfaser?

Først vil jeg lige starte med at rose jeres initiativ [Rehearsal Matters]. Det er interessant at fokusere på alt det, der ligger bag den ene time eller de få timer, forestillingen som regel varer i reel tid. Når man tænker på de uendeligt mange timer, uger, måneder, års arbejde, der ligger bag en enkelt forestilling, så er det, man ser, virkelig kun toppen af isbjerget. Når forestillingen er slut, træder spillerne frem og modtager publikums bifald – eller det modsatte. Men værket er altid resultat af rigtig mange menneskers indsats, deres tid, talent, erfaring, kamp, kreativitet, vilje m.m. Tit bliver der spurgt til, hvad forestillingen handler om. Man kan selvfølgelig give svaret angående forestillingens konkrete handling eller tematik, men man kunne også sige, at den handler om logistik, praktiske, pragmatiske og tekniske løsninger på mange og meget komplekse problemstillinger. Man kan også bare sige, at scenekunst i bedste fald handler om at skabe magi, om at skabe de sjældne øjeblikke, der eksisterer uden for tid og sted, hvor alt går op i en højere enhed eller hvor alt bliver forrykket igennem en mindre eksplosion for så at falde på plads igen, måske med nye erkendelser som resultat. Også om det så bare er en lille aha-oplevelse. Vi scenekunstnere ønsker at påvirke tilskueren, og tilskueren ønsker at blive påvirket, måske berørt - og i hvert fald underholdt.

Igennem mit lange liv som scenekunstner har jeg virkelig prøvet mange og meget forskellige processer, forskellige forløb. For mig består en arbejdsproces af rigtigt mange faser, hvor nogle sker parallelt, og nogle kommer lige efter hinanden. Vi begynder der, hvor vi er optaget af et tema, et rum, et formudtryk, noget der fascinerer os. Og dette noget er altid en del af verden. Vi undersøger verden, og forestillingen udgør den undersøgelse. Vi bruger forestillingen til at ”rejse ud” i verden og komme tilbage med ny viden og bevidsthed. Det skal være tydeligt for tilskuerne, så de bliver inddraget i denne undersøgelse. Rejsen er ofte helt bogstavelig. Vores research fører os mange steder hen. Nogle gange er det helt konkret på en rejse.

Da hver forestilling er grundlæggende forskellig, den ene fra den anden, betyder det, at hver ny forestilling kræver nye processer, nye betingelser, nye samarbejdspartnere, nye spillesteder, nye konstellationer. At alting ændrer sig afhængigt af konteksten. Konteksten er den eneste stabile faktor. Vi bruger konteksten som ramme, som væg til at spille op imod.

Stedet er altid en medspiller i vores forestillinger. Og ofte er det udgangspunktet. Vi laver ofte forestillinger, der er skabt direkte til arkitekturens dimensioner. Også funktionen af stedet er medspiller, som igen er en væg, man spiller op imod. Det er vigtigt og interessant at bringe scenekunstens værker i dialog med steder, der normalt ikke viser scenekunst, fordi vi derved får et andet publikum. Vi undgår de forventninger, man ofte har i forbindelse med en teaterforestilling i en teatersal. Ligesom det er væsentligt at bytte rundt på karakteren af den scenekunst, der normalt vises enten i institutionsteatret eller på de mere alternative spillesteder. Det er nødvendigt at vise scenekunst af mere eksperimenterende karakter på de store scener og bringe scenekunst af mere såkaldt klassisk karakter til de mindre scener. Scenekunstnere og publikum bevæger sig rundt i nogle ghettoer af egentlig ret fastlåste kategorier. Vi kommer de samme steder, og det er derfor berigende, at vi kan åbne op og udvide grænserne. At skabe en dialog mellem funktioner, traditioner, kunst og kultur er altid vigtigt. Det er en meget lang proces at ændre på vores vaner; det er en proces, som aldrig slutter.

Form, indhold og udtryk hænger altid fuldstændig sammen. Det formgivende er en meget stor del af indholdet, af fortællingen, i nogle tilfælde er det fortællingen. Vi arbejder med perception for at skabe værker, der først opfattes af sansningen for derefter at tale til hjernen. Når det lykkes, bliver det en forestilling, man ikke glemmer.

Når konceptet og den overordnede idé er sat, skal jeg vælge samarbejdspartnere. Tit vælger jeg en, to eller tre andre kunstnere til at udvikle ideen og konceptet sammen med mig. De medvirkende er igen nøjagtigt valgt i lyset af projektets karakter; om det er skuespillere, sangere eller dansere, mennesker med bestemte egenskaber, talenter osv. Det kommer alt sammen an på, hvad for et projekt vi har valgt.

Hvordan arbejder du med de medvirkende i prøveprocessen?

Igen er det meget forskelligt fra gang til gang. Det afhænger af forestillingens karakter og de mange forskellige betingelser og vilkår for hver prøveproces. Men som regel har vi lagt meget fast, inden vi går i prøvelokalet med de medvirkende. Vi har lavet sceniske arrangementer, en slags koreografi, hvor de medvirkende skal stå, og hvad de skal gøre. Ofte også hvor de skal se hen. Disse arrangementer har vi nedtegnet – det ligner næsten noder eller musikalske notationer. Med disse sceniske arrangementer på papiret går vi så i prøvelokalet. Nogle gange bruger vi statister til at stå i disse tableauer og sceniske forløb, før vi overhovedet har de medvirkende på plads. Når de medvirkende kommer, udfylder de tableauerne i det sceniske univers, hvor også lyset er blevet sat.

Det er én måde at gøre det på, men det foregår selvfølgelig ikke altid sådan. Igen kommer det også an på, hvem vi samarbejder med. Det kan også være, at vi først arrangerer en workshop for skuespillerne. Vi filmer hele workshoppen og mødes igen efter et par måneder, hvor vi har lavet forestillingens materiale – baseret på videomaterialet – klar til dem. Det er meget fastlagt, hvor vi gerne vil hen. Vi improviserer ikke. Det ligger slet ikke til os. Forestillingen skal også helst være ret meget færdig i god tid før premieren. Hvis ikke den er det, eller hvis jeg er utilfreds med noget, så synes jeg, vi har et problem. Fordi jeg løser det faktisk aldrig efter premieren.

Hvert nyt scenekunstnerisk værk er resultatet af samarbejdet mellem rigtigt mange mennesker. Professionelle kunstnere inden for alle genrer, endda videnskabsfolk. Det er en af mine vigtigste erfaringer, at det at skabe noget sammen med andre altid bliver større end en selv. Gennem mit liv har jeg altid samarbejdet og har oplevet, hvordan værket bliver større end en selv. Det er en lykke at være med i disse processer, hvorefter jeg har mere viden og er blevet mere bevidst om mig selv, andre og verden. Jeg vil gerne overraskes og lade tingene opstå. Jeg vil få andre til at flytte mig hen til nye steder, hvor jeg ikke har været før. Det er væsentligt at skabe vekselvirkninger: at veksle mellem forskellige genrer, forskellige spillesteder, skabe værker af stort og mindre format. Vi skaber værker til bestemte bygninger med interessant arkitektur eller til meget forskellige slags scener. Dette gør, at forestillingernes form, indhold og udtryk forandrer sig for hver gang.

Har du oplevet tilbagevendende problemer i dit kunstneriske arbejde?

Alle mine arbejdsprocesser har været udfordringer, og de fleste har været lykkelige forløb. Der har været andre problemer, men de handler mere om udbredelse og formidling af værkerne. Uløselige problemer er f.eks., at vi aldrig ved, hvad det ender med, hvor det ender, hvordan det vil blive modtaget, det vi laver. Det er vilkårene. Så snart vi begynder at fokusere på det, så dør værket, eller det bliver kommercielt med et bestemt marked for øje. Fint nok. Det er bare ikke der, hvor der bliver skabt kunst. Dette betyder dog ikke, at vi slet ikke tænker på, hvad det hele drejer sig om, og hvordan man skal opleve det, forstå det. Det er blot ikke det første, vi starter med.

Det er også en udfordring, at de emner, jeg vælger, tit er meget store. Det kan være penge, Kina, tvillinger, genteknologi, kunstig befrugtning. Det kan være om dannelse eller Darwin. Man kan spørge sig selv: Er det er problem? Det ved jeg ikke, det er i hvert fald meget omfangsrige emner. Jesus har også optrådt i en af vores forestillinger i 2000 og 2002. Kristendommen. Der er altid meget research at tage fat i og derfor en masse valg, vi må træffe. Hvordan vil man fortælle om dette emne? Vi laver ikke naturalistisk teater eller fortæller i plots og gennem en handling. Vi fortæller gennem billeder, musik og stemninger, som vi skaber efter et regelsæt, der er forskelligt for hver produktion.

Hvornår oplever du, at en prøveproces er et lykkeligt forløb? Kan du fortælle, hvad du opfatter som essentielle betingelser for, at det lykkes bedst?

De mest essentielle betingelser er tid, tillid, gode rumlige forhold og en rimelig økonomi. For at starte med det sidste, så er økonomiens størrelse til det pågældende projekt et grundvilkår. De økonomiske midler fastlægger grænserne, som altid bliver spændt til det yderste. Vi ved hvad vi har med at gøre, men forsøger altid at skaffe flere midler – dette er normalt for alle i kunstverdenen, selvfølgelig. Ambitionerne er altid ved at sprænge bukserne. Det er ikke, fordi flere penge per automatik giver en bedre forestilling, slet ikke, og nogle gange tværtimod. Det vigtigste er, at vi arbejder ud fra de midler, vi har til rådighed. Her må vi altid være kreative, opfindsomme og innovative for at få meget ud af lidt. Det er en udfordring og egentlig heller ikke så dårligt. Det er altid godt at have rammer og en væg at spille imod. Det giver nogle gange gode kunstneriske resultater.

Der, hvor vi ofte kan mærke spareknivens konsekvenser, er i antallet af de nødvendige medarbejdere, ikke mindst i PR-afdelingen, der skal arbejde med formidlingen af værket. I PR-afdelingen kan vi altid bruge langt flere midler, end vi nogensinde har til rådighed. Der er mange kulturelle tilbud, og det handler ikke om at råbe højest for at blive hørt, men vi skal være synlige for at blive set.

Gode rumlige forhold betyder ufatteligt meget. Det er vigtigt med gode arbejdsrum og faciliteter i prøveforløbet, og at vi har gode steder til at vise værket. De fysiske omgivelser spiller altid en afgørende rolle for værket. Det gælder såvel stedets egen arkitektur som stedets normale funktion, f. eks et museum, et teater, et rådhus, en skole, en svømmehal, osv. For os er det vigtigt, at vi har tid til at udforske mulighederne i disse rum i god tid før en premiere. Dette sidste forekommer kun meget sjældent.

En anden betingelse er tillid. Vi arbejder med mange ukendte faktorer i såvel de kunstneriske processer som i de mange forskellige samarbejdsprocesser. Her drejer det sig om, at vi tror på dem, vi har valgt til at være del af den kunstneriske udvikling for det pågældende projekt. At vi giver dem ansvar. Det gælder også i forhold til andre samarbejdspartnere, f.eks. dem, som har med spillestedet at gøre eller co-producerer forestillingen. Her står tillid også centralt, selv om det tit handler om produktionens økonomiske aspekter. Det kan være en hård kamp til stregen. Der er ikke brug for bløde værdier her. Begge parter skal have noget ud af det. Vi strækker os langt, men nogle gange er vi tabere i det spil, på et økonomisk plan.

Det er en anden situation, når vi er inviteret eller har fået en opgave. Men i de fleste tilfælde er det os, der banker på døren. Vi bliver ofte budt velkommen, men det handler også om kroner og øre i sidste ende.

Tid er en meget væsentlig faktor i vores arbejdsprocesser. Vi bruger lang tid til at udvikle forestillingen, da vi altid skaber værket fra bunden af. Det tager et, to, tre år at udvikle og skabe en forestilling. Flere projekter kører derfor parallelt over et stykke tid, indtil et af dem får førsteprioritet frem til premieren. Sådan har vi arbejdet i mange år, og sådan skal det være. Det tager tid at komme igennem de komplekse lag, som forestillingen består af. En kompleksitet, der afspejler vores liv og verden. Det tager tid at lave billeder. Det tager tid at opleve billeder. Det kan være, at tilskueren ved at se forestillingen kun én gang kun oplever det øverste lag, og andre oplever flere lag. Hvis man kommer flere gange, så vil man opleve endnu flere lag. Vi har haft mulighed for at arbejde på denne måde, med de lange arbejdsprocesser, fordi vi igennem mange år har fået en årlig driftsstøtte fra det danske Scenekunstudvalg. Denne støtte får vi dog ikke automatisk. Efter 30 år skal vi også stadigvæk bevise, at vi er gode nok.

Er der noget bestemt, du drømmer om eller ønsker at prøve, hvis alt var tilladt og muligt?

Ja hvad hvis...? Min første prioritet til hvad hvis handler ikke så meget om bedre prøvefaciliteter, om flere penge til en ny produktion, brug af de mest berømte skuespillere og sangere eller lignende. Det handler om formidling af vores værker. Det handler om at kunne få lov til at vise vores forestillinger i verdens yderområder, der hvor de ikke er vant til at se denne form for scenekunst.

Det er svært at nå langt ud med vores forestillinger. De er alt for bekostelige på grund af landenes forskellige lønniveauer og transportudgifterne. Verden er stor, men ikke for udbredelsen af den vestlige scenekunst. Her bevæger vi os i meget snævre cirkler, der tit afgøres af bestemte landes festivaler.

Det er min drøm at komme til lande uden for Vesteuropa. Det kunne være lande i Østeuropa, Afrika, Mellemøsten, Asien, Sydamerika, det kunne være Grønland, Rusland og Kina. Det skulle ikke kun være med en af vores mindre produktioner, det skulle gerne være med et stort værk i fuldt format. Samtidig ville det være berigende at skabe et værk i det samme land med lokale medvirkende. At vi samarbejder ved at udforske deres traditioner og søge efter en ny sammenhæng.

Et andet ønske er at skabe værker til helt særlige rum, som f. eks den store entré på Tate Modern i London. Det vil være fantastisk at lave noget til sjældne arkitektoniske perler rundt omkring i verden.

Jeg synes, det vil være en udfordring at arbejde med klassisk uddannede skuespillere og med psykologisk teater. Jeg har ikke arbejdet ret meget med skuespillere. Ud fra et traditionelt perspektiv har skuespillere en hel anden uddannelse og fokus, end jeg har. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at udforske, hvordan de psykologiske tekster spiller sammen med min scenekunst, hvor de sceniske arrangementer og rummet spiller en meget betydelig rolle i fortællingen. Klassisk uddannede skuespillere kan virkelig noget med psykologisk karakterfremstilling. Men jeg oplever oftest, at hele forestillingen bliver for gennemtygget eller overfortolket. Det hele er blevet til en sovs, hvor jeg som tilskuer ikke har noget tilbage at tygge på. Som tilskuer ønsker jeg, at der altid er noget, jeg ikke forstår, og må sidde på kanten af min stol. For mig er det meget spændende at arbejde med hele det psykologiske univers i en scenisk ramme. Så teksten måske bare bliver sagt – at vi kan høre ordene uden fortolkning – og den herved får lov til at fremstå mere tydeligt. Jeg har iscenesat Ibsen engang, hvor vi kun hørte ordene, og skuespillerne ikke samtidig spillede dem, eller overspillede dem. Her virkede ordene meget stærkt.

Det vil også være interessant at bruge en scene, som er udstyret med alt den nyeste sceneteknik, og lade sceneteknikken få hovedrollen. Her skulle man lave forestillinger som åbne værker. Dvs. at teksten, scenografien og billedet er åbne og uafsluttede. Måske er der noget scenografi, der er på vej ind eller ud, op eller ned, hængende eller faldende. Den er på vej, men ikke på plads. Det er op til publikum at se og tænke sig til en afslutning. Dette vil kræve utrolig meget tid i forhold til at kunne udforske scenens og teknikkens muligheder. Men netop at have nok scenetid på en af de store moderne scener er i dag et nærmest utopisk ønske.

Det ærgrer mig at scenekunst af eksperimenterende karakter næsten altid skal henvises til teatrets eller operaens lille scene. At de store scener med alle deres muligheder ikke bliver brugt til eksperimenter. Det er lykkedes os i sjældne tilfælde at lave en stor produktion af eksperimenterende karakter, som vises på de store scener. Lige nu er vi i gang med en ny opera, en Darwin opera, som skal vises på de store scener. Alligevel turnerer den kun i Vesteuropa. Tænk, hvis vi også kunne få lov til at vise en sådan forestilling i Mali eller Vietnam eller Grønland!

Kirsten Dehlholm

Kirsten Dehlholm (born 1945) founded her performance theatre company Hotel Pro Forma in 1985. Originally a visual artist, she takes her starting point in a space or a theme through which she investigates the world. She o en chooses as performers people who have certain characteristics or skills, and she regularly includes objects and actions that are not normally associated with performing arts. Her performances have toured extensively all over the world.

www.hotelproforma.dk

http://vimeo.com/21257442