Sahar Rahimi, Manuel Gerst, Cecilie Ullerup Schmidt

Iscenesættere, konceptudviklere, performere, co-foundere af Monster Truck

Hvorfor har i valgt teatret?

Cecilie

Vi er et instruktionskollektiv...

Manuel

Egentlig er vi fem personer i Monster Truck. Vi læser sammen (på Institut für angewandte Theaterwissenschaft in Giessen, red.), og Cecilie Schmidt er i øjeblikket udvekslingsstuderende fra København. Vores sidste stykke lavede vi sammen med hende. Som gruppe fandt vi hinanden for tre år siden. Vi kan ikke rigtig sige, at vi har planlagt det hele eller overvejet, hvad der er den ideelle måde at lave teater på. Tværtimod er det bare opstået. Der var en, der ville lave et projekt og spurgte de andre, om de ville være med. De havde ikke lige noget at lave. Det har udviklet sig af sig selv.

Vi er så efterfølgende trådt et skridt tilbage og har iagttaget vores arbejdsmetode. Derved fandt vi ud af, at vi arbejdede kollektivt. Det opdagede vi først ved nærmere eftersyn. Vi sagde ikke fra begyndelsen, at vi ikke ville have en instruktør. Det har vist sig at være den rigtige metode, og derfor er vi fortsat med at arbejde på den måde. Med tiden udvikler man så en bevidsthed om at ville arbejde professionelt. Det er ikke så lang tid siden, og det er måske heller ikke så positivt.

Vi er blevet bevidste om spørgsmål som: Hvordan forholder vi os til den etablerede teaterverden? Hvad sker der, når vi får penge for vores arbejde? Hvad med det frie marked? Og hvad med navnet Monster Truck som brand? Kan jeg nu ikke mere lave noget alene? Skal jeg altid arbejde i denne konstellation, bare fordi det har vist sig som den rigtige vej? Hvis en fra gruppen stopper, er det så fordi, vedkommende er sur?

Vi har altid taget fat i et nyt stykke med en vis naivitet. Kun ud fra ’fornøjelsesfaktoren’, ud fra idealet: 'At være sammen med sine venner og lave teater samtidig'. Det sætter vi nu spørgsmålstegn ved, og det gør os 'kontraproduktive', og det hæmmer os.

Sahar

Det er blevet helt klart, at vi har samstemmende forestillinger om, hvilke æstetikker vi synes om og hvilke ikke, samt hvordan vi har lyst til at arbejde, og hvad der interesserer os. Men først og fremmest har vores fælles udvikling været baseret på et stort venskab. Et utal af nætter sad vi sammen i køkkenet. Vi bor nu også i Giessen, der er en lille provinsby. Der er ingenting, man kan lave, og derfor er det oplagt at sidde sammen og tale om projekter, der endnu ikke findes, og som ingen har lyst til at lave. I begyndelsen, de første to-tre år, fik vi de bedste ideer om natten, når vi sad og drak. Klokken fire om natten sker det. Efter disse to-tre år føler vi, at det hele lige så stille professionaliseres, og at man mest mødes i prøvesalen. Alt er pludselig mere rammesat.  På den ene side er det jo ikke ligefrem en dårlig udvikling, men på den anden side, ja, så er euforien måske ikke så stor længere. Tværtimod er det nu arbejdsdisciplinen, der er den bærende kraft.

Kan I beskrive jeres arbejdsproces, det vil sige et prøveforløb fra idéen til det endelige produkt?

Cecilie

Hidtil har det altid været sådan, at vi først har bestemt os for et tema, der interesserer os, altid et 'stort tema'. Vores sidste projekt havde temaet 'døden'.  Det er selvfølgelig helt vildt bredt. Vi har behov for et udgangspunkt lige nu og her, noget der interesserer os helt tilfældigt. Vi prøver at arbejde os fra yderkanten ind til kernen. Vi bliver mere og mere konkrete. Man kan sige, at vi arbejder fra en kvantitativ tanke. Vi kommer slæbende med helt vildt mange ideer, tekster, film, malerier og tegninger.  Det største arbejde er så at forkaste det meste igen. Til sidst bliver en lillebitte tanke, en rekvisit, en scene tilbage. Disse bliver så efterfølgende bygget sammen. For at komme med et litterært eksempel, Schillers Røverne. Der var en, der havde taget Røverne med til en prøve, og alle gjorde grin med, hvad det var for noget vrøvl, men derud af opstod nogle slapstickscener.

Sahar

Der bliver en rest tilbage. Det karakteristiske ved os er, at vi ikke udvikler et koncept for bagefter at realisere det, snarere omvendt. Vi producerer rigtig meget ud af en intuitiv arbejdsform. Vi putter helt vildt mange ideer, ønsker og materialer i en stor gryde for bagefter at træde et skridt tilbage og undersøge, hvilken dramaturgi kunne være grundlag for hvilken slags forløb? Hvad er essensen af det hele? Her er det vigtigt at stole på, at det man synes er interessant, er relevant nok.

Manuel

Der kan opstå en indsigt, der intet har med udgangspunktet at gøre. Der er måske noget andet, der er mere interessant, og tilskueren ser måske noget helt tredje, når det kommer til stykket. Det ideelle er, når der opstår så mange fortolkningsmuligheder som muligt.

Sahar

Lige præcis. For eksempel i forbindelse med vores sidste stykke, Left tonight, kom Manuel slæbende med en novelle af Lovecraft. En amerikansk gyserforfatter. Lovecraft har skabt sine egne myter om guderne. Den vigtigste gud har et kæmpestort blækspruttehoved; derfor arbejdede vi med væsner, der sover og vågner op i en by under havet. Det var oplagt. Vi har ikke brugt den konkrete historie, men brugte blækspruttematerialet. Vi købte rigtige blækspruttehoveder hos fiskehandleren og bandt hovederne sammen i en perlerække. Deraf opstod nye associationer som f.eks. gasmasker. Vi havde allerede barokkjoler som kostumer. Nu kombinerede vi begge elementerne. Først havde de intet med hinanden at gøre, men sammenbragt blev de meget spændende. Figuren fik dermed en barokkjole, en maske af ægte blæksprutte og en sølvhjelm på. Cecilie sagde engang, at vi ikke er skuespillere, når vi er på scenen. Vi er kostumebærere. Vi repræsenterer noget i kraft af vores påklædning, og det er tilskueren, der skaber det, det bliver til.

Cecilie

Ja, det er rigtigt. Men det handler også om, hvad det er for en holdning, vi står med på scenen. Det handler ikke om, hvilken figur jeg personificerer eller fremstiller, eller om en bestemt psykologisk historie. Tværtimod - jeg bærer dette specifikke kostume, som måske bliver forvandlet til noget helt andet. Da jeg arbejdede med jer, handlede det om at løse opgaver. Det indebærer, at det at bære et kostume er lige så vigtigt som at slå et skab i stykker med en økse.

Sahar

Princippet om at uddele opgaver er et godt redskab for os, fordi det afleder os performere fra at spille. Vi er nemlig ikke uddannede skuespillere, og vi påstår ikke, at vi kan spille skuespil. Vi undgår at spille.

Cecilie

Vi havde også en meget interessant undersøgelse af det talte sprog. Vi bruger kun få ord på scenen. Vi laver associativt billedteater. Vi har ingen tekst, der fører os lineært gennem forestillingen. Derfor lavede vi en undersøgelse af, hvordan vi overhovedet kunne tale på en scene, når vi ikke er uddannede skuespillere, og af, hvordan vi omgår det talte sprog. I Comeback, vores sidste fælles forestilling, har vi et skab med skabeloner. Disse skabeloner indeholder huller, hvor lyset trænger igennem. Så kan sproget lyse ud af skabet, og f.eks. sige: ”Vær ikke ked af det“. Vi lader tingene tale. Vi har også en diktafon i en dåse, hvor der i forvejen er indspillet en sang på. Vi har prøvet meget forskelligt. Tendensen hos os er at bruge mindre og mindre talt sprog. Men det er ikke en fornægtelse af sproget. Vores styrke ligger snarere i billederne. Sproget gør tit tingene så entydige. Naturligvis kan sproget også være flertydigt. Vi arbejder mest med navngivning af billeder.

Vi har på nuværende tidspunkt arbejdet sammen i tre år. Og måske er vi ved et punkt, hvor man kunne sige, at vi har en minikrise. Det ideelle prøveforløb er meget svært at beskrive. Når man er inde i processen, er det det problematiske og det svære, der er i fokus. Men set i bakspejlet har man brug for disse problemer og vanskeligheder for at komme derhen, hvor man gerne vil for at opnå et resultat, man kan identificere sig med.

Manuel

I en gruppe er der selvfølgelig problemet med de mange forskellige meninger. Jeg kan møde de andre fuldstændig begejstret med en ny idé og så få en mellemfornøjet reaktion. Så kan jeg godt reagere fornærmet og kaste bolden tilbage: ”Så kan I kraftedeme bare gøre hvad I har lyst til”.

Sahar

Eller omvendt. Du kommer med en idé, som jeg synes er noget lort. Men så kæmper jeg med mig selv og kommer til den næste prøve med en ide, der er en reaktion på dit forslag.

Manuel

Ja, du viser mig, at du har analyseret det og er kommet med noget, der måske er en bedre idé – påvirket af min idé.

Sahar

Æstetiske konflikter er simpelthen utroligt vigtige.

Manuel

Der var en måned, hvor vi gik hinanden vildt meget på nerverne - en måned, hvor der ikke kunne ske noget som helst – med et ordentligt frustrationspotentiale. Vi endte med at sige: ”Nu smider vi det hele væk og starter forfra”. Nogle gange er det nødvendigt for, at der kan opstå noget nyt. Men måske er det bare noget, vi bilder os ind.

Sahar

Nej det tror jeg ikke. Frustrationen, depressionen er vigtig, for at der kan opstå noget interessant

Kan i huske et helt konkret prøveforløb, hvor det gik helt vildt godt, hvor det var ideelt?

Manuel

Vi ville gerne lave noget helt latterligt morsomt. Så vi tog ketchup med. Og så har vi – enormt pinligt – griset rundt til helt vildt dårlig musik. Og der kom aldrig noget ud af det.

Sahar

Det blev aldrig vist. Vi tog bare 10 flasker ketchup og smurte hinanden ind i det. Det er fuldstændig overdådigt, når man laver noget, der er totalt uøkonomisk. Bagefter gjorde vi rent i 3 timer, selvom aktionen kun tog 5 eller 10 minutter. Det er en slags frihed. Man kan lave lige præcist, hvad man vil. Det interesserer ikke verden, og verden interesserer heller ikke os i dette øjeblik. Vi befandt os i dette lillebitte mikrokosmos og lavede noget, der var fuldstændigt indholdsløst. Man behøver heller ikke at vise det – teater handler normalt altid om at præsentere noget.

Vi havde f.eks. en prøve, hvor vi havde to fjernsyn. På det ene var der Dommedag nu, og på det andet var der Borte med blæsten. Og vi så begge film samtidigt. Det var en fantastisk aften, men ingen ved, hvad der hang ved, blev brugt eller ikke brugt i stykket.

Cecilie

Det handler om at undersøge alt, indledningsvist, at samle en masse materialer, at spilde tid og at give sig selv lov til at træde ud af et økonomikrav.

Sahar

Der var også en aften, hvor vi drak sammen, og så besluttede vi, i vores småtossede fuldskab, at i vores næste stykke - vores næste ’bespielte’ installation - skal der være en ’gede–kamp’. Det syntes vi godtnok var en åndssvag ide. Vi byggede en hytte, hvor der var en levende ged i. Det er fantastiske øjeblikke, når man indser, at det er muligt at realisere en totalt skør idé, der fungerer. Man kan i virkeligheden realisere alt.  

Manuel

Vi prøver at undgå alle former for hierarki. Vi opdeler ikke vores ideer i gode og dårlige. Vi undlader at udpege noget som en god ide, fordi vi har arbejdet på det i 10 timer og noget andet som en dårlig ide, fordi den er opstået i fuldskab.

Sahar

Ja, en anden gang sad vi på  vores stamværtshus, hvor en masse af vores idéer er opstået. Der sad vi så og drømte om alt det, vi kunne gøre. Og vi var faktisk lige i gang med at planlægge noget nyt. Midt i diskussionen faldt jeg så i søvn. Og jeg drømte om en barok-kjole lavet af spegepølse. Da jeg vågnede, sagde jeg, at vi var nødt til at lave den. Det gjorde vi. Ideen var opstået ud fra min drøm. Det kan man ikke finde frem til konceptuelt. Det var virkelig et cool øjeblik, og vi byggede faktisk den der barok-kjole af spegepølseskiver. Vi brugte selvfølgelig utallige timers arbejde bare for to timers opførelse for så bagefter at smide det hele i skraldespanden.

Cecilie

Det er netop genialt, at man ikke kan konceptualisere de smukke øjeblikke. Man kan ikke sige, at følgende faktorer skal være til stede for, at det lykkes. Den ene gang er det bare en drøm, den næste gang har man brugt 10 timer i prøvesalen, og den tredje gang er det bare en fiks idé, der opstår hurtigt og får sit eget liv.

Manuel

Jeg er enig i, at det er vigtigt med konflikter i et prøveforløb. Men vi kan jo ikke kunstigt fremprovokere skænderier, hvis vi lige har en fase, hvor vi har det rigtig godt med hinanden.

Er der er sammenhæng mellem et godt prøveforløb og et godt resultat?

Sahar

Helt sikkert! ... Nej egentlig ikke. I Life tonight havde vi egentlig ikke et godt prøveforløb. Og jeg vil påstå, at det er godt stykke. Så det er svært at sige. Jeg tror, at prøvefasen afspejler sig i forestillingen. Det vil sige, man kan se, om de deltagende kunstnere har haft det godt med hinanden, eller om de havde en masse konflikter. Man kan simpelthen fornemme prøvefasens energi. Man kan se på det færdige stykke, om de har været en totalt sammentømret gruppe - et svoret fællesskab - eller om der har været rivaliserende grupperinger.  Hvis det har været for harmonisk, så kan det faktisk blive kedeligt. Det kan selvfølgelig være meget godt med harmoni, det kan også skabe noget usædvanligt.

Cecilie

Det har ikke kun noget med prøveforløbet at gøre. Det handler også om materialet. Nogle temaer rammer dybere end andre og er derfor mere konfliktfyldte.

Sahar

Noget af det jeg synes er så forbløffende ved teater er, at man kan arbejde på et stykke i et helt år og få et resultat, der varer én time. Denne ene time indeholder koncentratet af hele dette års arbejde. Publikum bliver vidne til et års konflikter, livsforløb, sved, ideer og sult. Øjeblikket efter applausen er altid mærkeligt når man tænker: Nu har jeg vist hele dette år på denne ene time. Nu er det væk. Hvor er det henne? Det er altid smertefuldt.

Er der noget i et prøveforløb, I aldrig mere vil opleve?

Manuel

Ja, der er jo det der specielle med Gießen, og at vi bor sammen og er meget gode venner. F.eks. har jeg i de sidste fem år ikke lært nogen andre at kende end teatervidenskabsstuderende! Jeg tror, der er mange, der har det sådan. Man er fuldkommen koncentreret på universitetsarbejdet, og denne sammentrængte koncentration er selvfølgelig helt fantastisk, men kan også blive farlig. Man kan ikke rigtig skelne mellem: ”Er du sur på mig, fordi jeg har sagt noget lort på seminaret eller ved prøverne, hvor jeg synes, at din idé var dårlig, eller derhjemme fordi du ikke har vasket op?”

Derfor flippede jeg engang fuldstændig ud til en prøve. Jeg syntes ikke om ideen, men jeg kunne heller ikke længere abstrahere fra det, der havde hobet sig op. Men arbejdet betyder ikke så meget, at man skal blive uven med sin bedste ven. Så sætter jeg spørgsmålstegn ved mine værdier og bliver usikker. Og jeg spørger mig selv, om et venskab skal kunne holde til det, eller om det bare er åndssvagt at sætte venskabet på spil?

Sahar

Det er også sket for en, der var med i vores gruppe. Det gik i stykker. Det med at arbejde sammen, leve sammen og studere sammen så trangt og tæt gjorde, at der næsten ikke fandtes noget ved siden af. Det fungerede simpelthen ikke længere.

Hvad er de bedste betingelser for at opnå de bedste resultater?

Sahar

Absolut ikke at være underlagt ydre begrænsninger som f.eks. de begrænsninger, der er på en landsdelsscene. Den idelle situation ville være, at man har et rum, hvor der ikke er andre end én selv. Man kan bruge det så meget, man vil, når man vil. Der er lidt lys, lidt lyd og der er ingen, der interesserer sig for én. Man kan lave alt det, man gerne vil i fred og ro i en slags afsondrethed - at være fjern fra verden - for at arbejde, men hovedsageligt for at eksperimentere - at være et sted, hvor der er plads til at lave noget, der er skidedårligt.

Cecilie

At man altid har teknikken på plads fra den første dag, og at man kan gøre det hele beskidt!

Sahar

Ja, det der med at kunne svine er meget vigtigt for vores arbejde. Vi arbejder meget med organiske materialer. I vores aktuelle stykke arbejder vi f.eks. med tre candyflossmaskiner. I en scene har vi en snestorm af candyfloss, der fordeles ved hjælp af ventilatorer. Hele rummet fyldes op med candyfloss. Og det begynder naturligvis at lugte, hvilket lige præcis er meget problematisk i et institutionsteater. Lamperne ville blive klistret til, og rummet ville blive fuldstændigt svinet til. Vi ville være nødt til at indskrænke det hele til noget, der var foreneligt med teatrets regulativer. Vi ville ikke kunne realisere den æstetik, vi ønsker.

Cecilie

Eller vores svineblærer… Vi har virkelig mange svineblærer med i stykket, og de stinker. Vi er ligeglade med det. Man vænner sig faktisk temmelig hurtigt til det. Men da vi kom ind i teatret, så gik teknikerne demonstrativt, nærmest provokerende, med masker i tre dage. Så var det ikke længere nødvendigt, men vi nåede lige at tænke: ”Vi er ikke interesserede i jeres kommentarer, selvom de kun er visuelle...”

Sahar

Vi er virkelig ikke interesseret i at komme i konflikt med nogen. Vi vil ikke stemples som de der åndssvage, provokative kunstnere, der kun er interesseret i deres egen lille verden og bare blæser på regler og forskrifter. Jeg tror faktisk, at vi er alt for opmærksomme på ikke at løbe ind i konflikter, så vi censurerer os selv. Jeg kan for eksempel sige om en idé: ”Jo, det kan vi godt, men så går det i stykker, og det bliver helt vildt dyrt”. Ikke at være nødt til at have sådan nogle tanker og overvejelser i et prøveforløb ville være ideelt. Alt skulle være tilladt. Det er lige meget, om det kan lade sig gøre eller ej. Det kan være storhedsvanvid, nytteløst, beskidt eller sjofelt.

Hvad ville I prøve af, hvis alt var tilladt? Hvis det umulige var muligt? Jeres største ønsker og utopier?

Cecilie

Fåreflok!

Sahar

Ja, en fåreflok! 100 får gennem et rum. Nej, 300 får, der kommer på scenen fra en dør, stormer over scenen og går ud gennem en anden dør. Bagefter fortsætter det bare, som om intet var hændt. Det er min drøm.

Cecilie

Ja, der kommer altid en situation, hvor Sahar siger: ”Og nu kommer fåreflokken”.

Sahar

Men de skal være helt vildt hurtige!

Manuel

Eller ideen med at bedøve publikum ved hjælp af ventilatorer, der fordeler sovemiddel. Og når de er bedøvet, så bærer vi dem et andet sted hen, så de vågner i en anden del af teatret.

Sahar

Det ville også være cool at lave et stykke med en af vores forældre. Men det kan man jo!

Manuel:

Ja.

Sahar

Der er også noget andet, man skal have gjort en gang. Og det er at storme scenen, mens der spilles et godt stykke, at ødelægge det.

Nu er I jo et kollektiv. Har I måske en drøm om ikke længere at arbejde som kollektiv, eller måske gå i en helt anden retning?

Manuel

Nej, jeg tror, at så skulle det være at skifte til et andet medie, f.eks. skrive en roman eller male. Måske er der en mulighed for at arbejde alene som instruktør, men jeg opfatter mig ikke som et instruktørgeni. Det er ikke fordi, jeg ikke tør. Der er så mange dårlige stykker, så jeg kan faktisk ikke være dårligere. Men det er bestemt ikke et behov.

Sahar

Jeg har prøvet en solo. Men det var overhovedet ikke sjovt. Det endte med, at Manuel arbejdede sammen med mig. Det ville også være dejligt at åbne for nye konstellationer, gøre noget helt nyt. Men for mig er det faktisk lige meget, om jeg siger, at jeg arbejder som kontordame eller med teater de næste tredive år. Det er lige så begrænsende, fordi man ved, at der findes hundrede andre ting, man også kunne lave.

Cecilie

Det, der også er interessant, er, at størrelsen af vores kollektiv altid varierer- nogle gange er I fire faste medlemmer, nogle gange fem, og nogle gange har I gæster. Jeg er jeres gæst i øjeblikket, men jeg arbejder også alene som instruktør, eller jeg skriver.

Jeres vigtigste erfaringer og erkendelse?

Sahar

Teater er kun teater.

Manuel

Det handler om at bevare lidenskaben.

Sahar

Man skal hele tiden prøve at søge noget nyt. Det er supervigtigt, ikke fordi man hele tiden skal være i forandring, men fordi det skal blive ved at være interessant og udfordrende.

Cecilie

Man skal holde fast i, at man vil gøre sit bedste og give sig tid til det. For nylig fik vi et tilbud om at tage til Stockholm, ikke noget specielt stort tilbud, men et tilbud. Vi havde egentlig nok at lave, og det ville bestemt ikke have været et hjerteprojekt.

Sahar

Ikke gå i panik, selvom det ikke fungerer, og man kun har tre dage tilbage til premieren. Bevar roen. Måske bliver det et dårligt stykke, men det er ikke verdens undergang.

Cecilie

At blive ved og ved med undersøge og arbejde videre til det allersidste øjeblik.

Manuel

Ja, det passer. Vores sidste forestilling var ikke ideel til premieren, men efter en del forestillinger blev den bedre og bedre – vi blev ved med at arbejde videre med den. På et tidspunkt bliver det kedeligt, specielt når man selv står på scenen. Det er altid det samme. Vi er som sagt ikke professionelle skuespillere, der kan spille det samme stykke halvtreds gange. Jeg beundrer professionelle skuespillere, der kan genskabe det samme igen og igen. Det har selvfølgelig noget med teknik at gøre. Den har vi ikke. Vi skal lede efter noget andet for at fastholde spændingen.

Når publikum forlader jeres stykke, hvad skal de så have med - eller skal de overhovedet have noget med sig?

Cecilie

Hver enkelt skal have forskellige billeder i hovedet og et ønske om at diskutere dem.

Sahar

Jeg vil gerne – helt klassisk – berøre mennesker og samtidig irritere. Jeg ved godt, at det er et stort ideal. Tilskueren er nødt til at konfrontere sig selv med sig selv. Man ser sine egne billeder i forestillingens billeder. Ja, jeg synes, det er mest spændende, at man ikke kan undgå at beskæftige sig med sig selv.

Cecilie

Jeg synes også, at det er vigtigt, at man bliver forstyrret, så man får behov for at diskutere og bliver engageret.

Sahar

Alle, der laver teater, har et ønske om, at publikum synes, det er helt fantastisk, eller at de hader det. Det middelmådige er der ingen, der søger.

Cecilie

Nej, der skal skabes positioner. Jeg kan huske, at da jeg så Life tonight, hvor jeg ikke spillede med, der var en kvinde, som Sahar spillede, i noget sengetøj…

Sahar

Ja, børnesengetøj…

Cecilie

… og jeg tænkte hele tiden: Det er det eneste, der ikke passer til denne æstetik, der er jo noget værre lort. Det forstyrrede mig helt vildt. Og det har så også forfulgt mig efter forestillingen. Det er virkelig noget, der er forblevet i min bevidsthed. Det popper op igen og igen og er kilde til nye spørgsmål. Det er en smukt kreeret afbrydelse, der planter sig i publikum.

Sahar

Teatret skal være en helt anden slags verden end den udenfor, en parallel verden. Den skal følge andre regler. Den skal have en anden logik. Der skabes nye rum, og når man betræder dem, så kan alt det, man er, endevendes, eller man kan sætte spørgsmålstegn ved det.

Translation: Isabelle Reynaud
Edited by: Isabelle Reynaud, Birgitte K. Kjær, Rasmus Skov Jeppesen